På Nyelandsvej på Frederiksberg ulmer et oprør. Læreruddannelsen, som har sendt tusindvis af dygtige lærere ud i folkeskolen siden 1934, er i fare for at lukke.
Direktionen på Københavns Professionshøjskole (KP) indstillede den 25. november, at læreruddannelsen på Nyelandsvej skal lukkes fra sommeren 2026 af økonomiske årsager. Den endelige beslutning skal træffes af bestyrelsen i morgen tirsdag den 9. december.
Denne hastighed og manglende inddragelse af undervisere og studerende vækker en dyb bekymring for, at der er tale om en fatal, topstyret handling, der ignorerer langsigtede konsekvenser.
Det er en alt for hastig proces med en uklar plan
67 undervisere Københavns Professionshøjskole
Mens resten af landet taler om, at lærerflugten truer folkeskolens fundament, vælger KP at nedlægge landets tredjestørste uddannelsessted for fremtidige lærere.
Det er en alt for hastig proces med en uklar plan. Med kun 13 dage fra udmelding til bestyrelsesmødet gives der ingen muligheder for reel dialog eller undersøgelser af alternative muligheder. Hverken studerende eller medarbejdere er blevet hørt.
Som en protest mod det, de opfatter som en nedvurdering af deres uddannelse og faglige miljø, valgte de studerende på Nyelandsvej i sidste uge at besætte campus. Det er et sjældent, men kraftfuldt signal om, at de kæmper for de rammer, som de mener, skaber de bedste lærere til den danske folkeskole.
Tvivlsomme tal
Direktionen begrunder indstillingen med, at lukningen er “svær at komme uden om”, og at man i løbet af 10 år kan frigøre 120 millioner kroner, som i stedet kan bruges til at styrke uddannelsen og undervisningen. Men netop denne nødvendighedens argumentation møder nu skarp kritik fra os, der kender institutionen bedst.
At flytte alle studerende til Campus Carlsberg risikerer at skabe kaos
67 undervisere Københavns Professionshøjskole
Vi sætter spørgsmålstegn ved det økonomiske grundlag:
• Ustabile data: De fremlagte data bygger på tal fra 2018 – en tid med en helt anden læreruddannelsesstruktur. De seneste fire år har optaget på Nyelandsvej været stabilt (Kilde: KOT). Derudover er der ikke kalkuleret med et evt. øget frafald og et faldende optag, som vi ved er en reel risiko ved lukningen af Nyelandsvej.
• Prioritering frem for nødvendighed: Bør alternative muligheder såsom at lukke andre lokationer og samle uddannelserne på Nyelandsvej for at skabe bedre pædagogisk sammenhæng ikke undersøges først?
• Frygten for pladsmangel og kaos: At flytte alle studerende til Campus Carlsberg (CC) risikerer at skabe kaos. De studerende og undervisere frygter overfyldte lokaler og kaotiske tilstande ved studiestart i 2026, da beregningen af lokale-kapacitet på CC er baseret på gennemsnitstal, som ikke tager højde for spidsbelastninger og efter alt at dømme ikke er tilstrækkeligt grundigt gennemarbejdet. Hertil kommer, at KP i de kommende år skal rumme både flere merithold og nye professionsmasteruddannelser, som også kræver lokaler og læringsrum. Vi er bekymrede for, om Campus Carlsberg realistisk kan håndtere den samlede belastning.
Tab af den kulturbærende fællesskabsånd
En yderligere alvorlig konsekvens ved en lukning er dog tabet af den særlige ånd på Nyelandsvej. Institutionen er en af de få tilbageværende læreruddannelser, der stadig bærer præg af den seminariekultur og højskoleånd, som har været kendetegnende for dansk læreruddannelse.
KP er i færd med at afvikle netop den kultur og det engagement, som er det stærkeste kort i kampen for at tiltrække de unge til lærerfaget
67 undervisere Københavns Professionshøjskole
Nyelandsvej er med sin stærke forankring i lokalområdet og tradition for fællesskabsdannende aktiviteter en sjælden undtagelse. Dermed ikke sagt, at alt det som studerende på Carlsberg gør, ikke sigter mod det samme, men denne kultur ligger i murene på Frederiksberg.
KP er i færd med at afvikle netop den kultur og det engagement, som er det stærkeste kort i kampen for at tiltrække de unge til lærerfaget.
Et krav om en timeout
Vores mål for protesterne er at få bestyrelsen til at give en timeout og udskyde beslutningen den 9. december, så der kan sikres tid til en reel dialog og nogle grundige undersøgelser.
På længere sigt er målet at parkere lukningsbeslutningen og få tid til at vise, at læreruddannelsen på Frederiksberg kan vende udviklingen.
Hvis KP lukker ned for en institution, der har eksisteret i snart 100 år, og som er et stærkt fagligt og kulturelt fyrtårn, sender det et bekymrende signal: At de økonomiske kvartalsregnskaber er vigtigere end det langsigtede samfundsmandat og det faglige ideal, som fremtidens lærere skal bygge deres virke på.
Bestyrelsens beslutning afgør derfor ikke kun Nyelandsvejs skæbne – den afgør, hvilken prioritet, professionshøjskolerne giver det fag, folkeskolen og samfundet i den grad har brug for.
67 undervisere: Lukningen af læreruddannelsen på Frederiksberg er uigennemtænkt
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.