Læreruddannelses kantine var så proppet onsdag morgen, at studerende og lærere måtte stå i døråbningen, ude på gangen og oppe på plantekasser for at høre, da dekan Tove Hvid Persson fortalte, at det 90 år gamle lærerseminarium på Frederiksberg med stor sandsynlighed bliver lukket.
“Vi informerer nu om, at direktionen har indstillet til bestyrelsen, at de den 9. december tiltræder en indstilling om, at uddannelsen samles på Campus Carlsberg. Så det er ikke besluttet,” forklarer Tove Hvid Persson til Folkeskolen.
Nogle af de studerende græd, andre rynkede bryn, mens mikrofonen gik på tur blandt de forsamlede. Når en studerende sagde noget kritisk, klappede eller grinte de andre.
Når nogen fra direktionen talte, hørtes der kun lavmælte kommentarer og flere fingre skød i vejret.
“Jeg er parat til at droppe ud. Jeg vil så gerne være lærer, jeg vil så gerne læreruddannelsen. Men måske er det det, der skal til for, at ledelsen kommer til at tage vores sammenhold, værdier og traditioner seriøst,” siger Klara Donkild, der er studerende på første semester.
Antallet af ansøgere er faldet
Til mødet sad hun sammen med et helt bord af studerende, der også ville forlade skolen uden et diplom, hvis bestyrelsen beslutter at rykke uddannelsen til Campus Carlsberg.
“Det kan være, at de får flere penge i kassen, men det er så på bekostning af, at de mister rigtig mange gode potentielle lærere i processen,” siger Klara Donkild.
Antallet af ansøgere til læreruddannelsen på Frederiksberg er faldet med cirka 40 procent over en otteårig periode, og det er en af grundene til, at uddannelsen potentielt skal rykkes.
Klara Donkild frygter at miste det foreningsliv, der giver hende motivation til at møde op på campus, og som fik hende til at søge ind. Hun er en del af festudvalget og kreaklubben, som mødes hver uge.
“Man føler, at man hører til. Den følelse gør, at jeg har lyst til at gennemføre noget, og får mig til at anbefale uddannelsen til andre,” siger Klara Donkild.
De studerende vil organisere modstand
Da mødet var slut, sivede eleverne ud i grupper, de gik forbi store montrer med reklamer for foreningerne og opslagstavlen med arrangementer som jule- og kreahygge.
I auditoriet er de studerendes råd, Soltinget, og repræsentanter fra andre foreninger samlet for at diskutere, hvordan de organiserer de studerende og forhindrer flytningen. Fredagsbarer, demonstrationer, støttefester og måske endda en besættelse bliver foreslået.
Dekanen for læreruddannelsen Tove Hvid kommer ind på ledelsesgangen efter mødet. Hun understreger over for Folkeskolen, at hvis flytningen bliver gennemført, så er lokationen det eneste, der vil ændre sig i de studerendes hverdag. De får de samme hold, lærere og undervisning.
“Det er jo ikke, fordi vi synes, at det er en god beslutning. Vi synes, det er en nødvendig beslutning. Så det er da også med dyb sorg i hjertet, at vi gør det,” siger hun og fortsætter:
“Hvis nu flytningen bliver besluttet, så går de midler, der bliver frigjort her, ind og hjælper på Københavns Professionshøjskoles samlede økonomi,” siger Tove Hvid.
I kælderen under ledelsesgangen kommer en gruppe studerende ind i et lokale, som bliver delt mellem foreningerne. På væggen hænger en kalender med et overblik over alle arrangementer, som foreninger holder. Kvinderne åbner deres computere, fordi nu skal der ringes til alle kontakter, der kan påvirke beslutningen.
“Har vi kontaktet Danske Skoleelever?" spørger én og får besked på at skrive en mail.
“Det er lidt som om, vores uddannelse bare bliver gjort til tal i en statistik,” siger Amanda Seiler Hansen, som er forperson for Soltinget.
“Vi er bare endnu en besparelse, der skal gennemføres. Der bliver ikke set på, hvad det er for et fuldstændig fantastisk sted og ånd, vi har. Det er en falliterklæring i forhold til, at vi gerne vil tiltrække flere til de såkaldte velfærdsuddannelser,” siger hun og ærgrer sig også over, at de studerende først blev indbudt til onsdagens møde tirsdag eftermiddag, hvilket forhindrede mange i at deltage.
Forperson: Skolen styrer narrativet
Derudover har skolen sendt en pressemeddelelse ud til medierne, hvor overskrift og underrubrik konstaterede, at beslutningen allerede var truffet. Dog stod der længere nede i meddelelsen, at det skulle afgøres den 9. december.
“At skrive, at vi lukker, 13 dage før beslutningen er blevet taget, er jo kun for at styre den historie, der kommer ud. Det skævvrider historien. Det narrativ vil vi gerne ændre på,” siger Amanda Seiler Hansen.
Tror du reelt, at I har muligheden for at ændre på noget?
“Ja. Der er ikke én studerende, der sad inde til mødet, som ikke vil gøre alt, hvad de kan, for at kæmpe for, at vi bliver set og hørt,” siger hun.
Dekan Tove Hviid understreger, at det ikke har været ledelsens formål at skabe forvirring omkring, hvorvidt afgørelsen om flytningen er truffet.
Kan vi blive enige om, at det, der står i overskriften og underrubrikken er faktuelt forkert?
“Ja, men det har du en pointe i. Og det har ikke været vores hensigt. Vores hensigt har været at skabe opmærksomhed, mest i forhold til de studerende og i forhold til underviserne. Det er dem, vi har brugt hele dagen på at være i dialog med,” siger Tove Hvid Persson.
Studerende: Flytning påvirker miljø
Hvis bestyrelsen beslutter, at skolen skal flytte, er Amanda Seiler Hansen ikke sikker på, om hun kommer til at gennemføre uddannelsen.
“På mit første år troede jeg ikke, at jeg ville kunne komme igennem uddannelsen, men jeg blev båret igennem på grund af det miljø og sammenhold, som er her. Og hvis jeg skal over på Carlsberg, så bliver det ikke det samme,” siger hun.
Kan I ikke tage foreningslivet med videre til Carlsberg Campus?
“Nej, fordi der lever noget ånd og noget sjæl i den her bygning, der har 91 års historie. Hvis vi flytter, så fjerner man hele vores grundlag,” siger Amanda Seiler Hansen.
Ledelsens og bestyrelsen siger, at de vil sørge for, at flere af de penge, de betaler for bygningerne, skal gå til undervisningen. Er det ikke vigtigt at prioritere uddannelsen frem for, hvor meget man ses i fritiden?
“Nu arbejder man på læreruddannelsen helt generelt meget med et dobbeltdidaktisk perspektiv, hvor vi også lærer om de omstændigheder, vi er i. Det er også vigtigt at give en hel masse penge til undervisningen, men det er lige så vigtigt, at vi har et rigtig godt studiemiljø,” siger hun.
Samtidig understreger hun, at de ikke mener, at Carlsberg er et dårligt sted at studere, det var bare ikke det sted, de ønskede at gå, da de søgte ind på uddannelse.
Hvis Nyelandsvej ender med at lukke, så kan de andre små læreruddannelser nok godt regne med, at det bliver deres tur næste gang, mener forpersonen.
“Nyelandsvej er et forbillede for, hvordan man driver små læreruddannelser i Danmark. Der ligger en bekymring i, at hvis man får lov til at lukke Nyelandsvej, hvad sker der helt nationalt? Kan man bare få lov til at lukke Skive eller Jelling?” spørger Amanda Seiler Hansen.
Lærerstuderende: Kampen om Frederiksberg ikke tabt endnu
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.