Vi har skam sat penge af til folkeskolens største udviklings- og implementeringsprojekt.
Sådan lyder svaret fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) til en af de fonde, som har reageret på en opfordring fra Danmarks Lærerforening om at gå sammen om at bidrage til fagfornyelsen.
Tre af de fonde, der har givet flest penge til folkeskolen de senere år, har alle svaret på, at de gerne møder op til et møde om muligheden for at støtte.
Men uddelingschef i Villum Fonden Ole Laursen har udtalt, at der er behov for, at politikerne står for ”en betydelig del af finansieringen.”
For ifølge ham bør ”finansieringen til de meget store satsninger (...) først og fremmest findes af de politikere, der vedtager dem,” har han udtalt til Folkeskolen.
Men spørger man undervisningsministeren, er der sat penge af fra Christiansborg.
”Vi har allerede sat 20 millioner kroner af til udviklingsprogrammet,” siger han til Folkeskolen.
Tesfaye: Vil fondene hjælpe, bakker jeg det op
Mattias Tesfaye kalder fagfornyelsen for ”det største enkeltstående udviklings- og implementeringsprojekt på folkeskoleområdet i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.”
”Kvaliteten af de nye fagplaner hverken må eller skal afhænge af, om der er fonde, der har lyst til at bidrage med yderligere finansiering. Men hvis der er fonde, der vil støtte med mere finansiering til et udviklingsprogram, bakker jeg varmt op om det,” siger undervisningsministeren.
Ambitionen om at opnå fondsstøtte til udvikling af fremtidens folkeskolefag kommer næppe bag på ministeren.
Han og de øvrige partier bag fornyelsen skrev det ind i den politiske aftale fra februar i år, hvor det fremgår, at de ”bakker op om folkeskolens parters dialog med fonde om et mere omfattende udviklingsprogram.”
Tesfaye om betingelse fra fond: Vi har sat penge af
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.