En række helt konkrete værktøjer, et fælles sprog og bedre trivsel blandt underviserne.
Sådan lyder nogle af resultaterne af et projekt på de nordjyske sosu-uddannelser, Sosu Nord, der har arbejdet med at reducere belastningen af høje følelsesmæssige krav.
Som underviser på en sosu-skole kan man - ligesom mange andre undervisere - stå i situationer, hvor man oplever høje følelsesmæssige krav. En arbejdsmiljømæssig belastning, der skal holdes skarpt øje med, for forskningen viser sammenhæng mellem høje følelsesmæssige krav på arbejdspladsen og en øget risiko for både langtidssygefravær og depression.
Da en APV i et underviserteam på Sosu Nord viste tegn på netop høje følelsesmæssige krav, og Arbejdstilsynet siden kom på tilsynsbesøg i forhold til det psykiske arbejdsmiljø, blev der derfor sat gang i et projekt om at reducere høje følelsesmæssige krav.
”Det var ikke alarmerende, men der var tydelige tegn på, at der var brug for noget opmærksomhed, og med et aftaletilbud fra Arbejdstilsynet blev planen om et projekt til virkelighed,” fortæller Kristine Kromann, personale- og arbejdsmiljøkonsulent på Sosu Nord.
Vi har fået et fælles sprog
Der blev nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra både undervisere, ledere og arbejdsmiljøområdet, og det første skridt var at lave en spørgeskemaundersøgelse blandt underviserne. For at finde ud af, i hvilke situationer underviserne oplever høje følelsesmæssige krav, hvordan de oplever det, og hvad de har brug for støtte til.
”Det er ikke noget, underviserne står i hver dag, men det kommer af og til, og det kan handle om alt fra eksamensangst, rygeregler, til svære samtaler om fravær, konflikter mellem elever og personlige problemer hos eleverne, som de fortæller underviserne om,” fortæller Ninna Steffensen, underviser og arbejdsmiljørepræsentant på Sosu Nord.
Underviserne fortalte også, at de havde svært ved at skelne mellem, hvornår forskellige episoder og hændelser er enten høje følelsesmæssige krav eller arbejdsrelateret vold, hvor det sidste skal anmeldes som en arbejdsulykke, mens det andet ikke skal anmeldes.
”Vi har derfor lavet en oversigt med eksempler, der tydeliggør forskellen, og det har givet en fælles forståelse,” fortæller Kristine Kromann.
Det tydeligt at få defineret, hvad høje følelsesmæssige krav egentlig handler om – og ikke mindst få et fælles sprog har gjort det nemmere at tale om høje følelsesmæssige krav.
”Vi har fået ord for det, vi har gået og oplevet, og nu kan vi tale om det, fordi vi har fået et fælles sprog,” siger Ninna Steffensen.
De konkrete værktøjer
Kortlægningen viste, at udfordringerne typisk opstår i mødet med følelsesmæssigt pressede elever – både i undervisningen og til planlagte møder om for eksempel fravær eller faglige udfordringer. Derfor har arbejdsgruppen udviklet en række praktiske værktøjer til brug i hverdagen.
Der er blevet lavet en fast procedure for svære samtaler, der helt konkret beskriver, hvordan underviserne kan forberede og håndtere svære samtalerne med eleverne.
Det er blevet tydeligt for alle, at det er ok at lukke møder ned, og proceduren rummer konkrete greb som, at man som underviser sætter sig tæt ved døren i et mødelokale, så man nemt kan afbryde samtalen og komme ud af lokalet. Eller at man kan have en leder med til mødet eller klar uden for lokalet, hvis underviseren vurderer, at situationen kan blive krævende.
Derudover er der aftalt en ny sms-praksis, så underviserne kan tilkalde hjælp i akutte situationer, og der er lavet actioncards hængt op som plakater på skolen med konkrete anvisninger til, hvad underviserne skal gøre, hvis der er tale om enten ’akut følelsesmæssige krav’ eller ’ikke-akut følelsesmæssige krav’.
Ved akutte situationer som for eksempel udadreagerende elever skal underviseren stoppe undervisningen, tilkalde ledelse, og så sker der sparring med leder om planen for de næste dage.
Ved ikke akutte situationer som stort pres over en periode eller frustration over klassen grundet forskellige episoder skal underviseren kontakte enten leder eller sin undervisningsmakker, få sparring af leder eller en eller flere fra undervisergruppen, og så skal der lægges en plan for fremtiden i dialog med hinanden.
”Det akutte er til de situationer, hvor man for alvor bliver berørt, forskrækket, ked af det eller helt handlingslammet, fordi man bliver ramt af så meget empati, fordi en elevs livssituation er så vanskelig,” fortæller Kristine Kromann.
”Det ikke akutte er mere det daglige slid, som for nogle fører til forråelse og opgivenhed, for eksempel hvis elever har det svært og bliver ved med at have det svært,” fortsætter hun.
Debriefing og årshjul
Via projektet er der også aftalt klare retningslinjer for både briefing og debriefing. De ikke-akutte hændelser bliver alle i teamet orienteret om af ledelsen ved det efterfølgende møde i teamet. Der er teammøde en gang om måneden og kollegial sparring også en gang om måneden, så hver 14. dag mødes kollegerne i teamet.
Ved akutte hændelser sker der fælles debriefing samme dag – enten i frokostpausen eller efter arbejde – alt efter tidspunkt for hændelsen.
Samtidig er der udarbejdet et årshjul med mulige forudsigelige høje følelsesmæssige krav. Årshjulet genbesøges løbende, og op til særlige spidsbelastninger sætter ledelsen det på dagsordenen til møderne.
”Nu står vi foran grundfagsprøver, så minderne lederne os om at være opmærksomme, bruge hinanden og bruge lederne. Og det fælles fokus gør arbejdsdagen tryg, for vi ved, hvad vi kan, skal og må, og hele projektet har givet en form for ro, gennemsigtighed og transparens,” siger Ninna Steffensen.
”Det fremmer trivsel og tryghed, at du som underviser ved, at nogle har din ryg, og at du ved, at det ikke bare er en forventning, at du skal være robust og tåle alt,” supplerer Kristine Kromann.
Lavere sygefravær
Selve pilotprojektet blev kørt i ét underviserteam på GF 2 på Sosu Nord på matriklen i Aalborg fra forår til efterår 2024. Siden er projektet blevet til drift, og nu er de udviklede værktøjer og retningslinjer blevet en del af arbejdsmiljøhåndbogen og arbejdsmiljøarbejdet på hele Sosu Nord.
Underviserteamet på GF2 arbejder konsekvent med det. De øvrige teams efter behov.
Læs også
”Det er forskelligt, hvor meget høje følelsesmæssige krav fylder i hverdagen, men alle på Sosu Nord kender i dag begrebet og ved, hvor de kan hente hjælp,” siger Kristine Kromann.
Om det har haft en effekt – er svært at sige med 100 procents sikkerhed, men sygefraværet er faldet.
”Når vi ser på det samlede sygefravær blandt de ansatte, så havde vi i 2025 det laveste sygefravær i fem år, men jeg kan ikke sige præcis, hvor stor en effekt arbejdet med høje følelsesmæssige krav har,” siger Kristine Kromann.
Inddrag medarbejderne
Skulle andre skoler få lyst til at arbejde med høje følelsesmæssige krav, råder de begge til aktiv inddragelse af medarbejderne.
”Sådan et arbejde skal ske i samklang med slutbrugerne, man skal ikke komme som bedrevidende og trække noget ned over hovedet på medarbejderne, så medarbejderne skal involveres,” siger Kristine Kromann.
Ninna Steffensen supplerer:
”Brug den tid, der skal til. Det kræver gentagelser og dialog at få en fælles forståelse.”
Projekt om høje følelsesmæssige krav: "Det gør arbejdsdagen mere tryg"
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.