I sin tid som folkeskolelærer oplevede Andreas Thorup Jessen alt for ofte, at der ikke var tid nok til opgaverne, at forberedelsen blev ædt, at han måtte tage fritiden i brug for at nå det hele, og at han stod med opgaver, han ikke var uddannet til.
”Jeg var glad for mit job som folkeskolelærer, jeg havde nogle gode kolleger at sparre med, men når jeg ser tilbage, var arbejdsvilkårene urimelige, for der var ikke sammenhæng mellem tid og opgaver. Samtidig oplevede jeg, at min rolle som underviser blev udvisket,” siger Andreas Thorup Jessen.
Han fortæller om svære samtaler med elever og forældre med problemer af blandt andet mere socialpædagogisk og psykisk karakter. Som da en elev havde alvorlige psykiske problemer, og han skulle tage samtalen med forældrene, eleven og viceskolelederen.
”Sådanne samtaler er vi som lærere ikke altid klædt på til at tage, og det var i hvert fald ikke noget, jeg havde lært på læreruddannelsen,” konstaterer Andreas Thorup Jessen.
Kan koncentrere sig om undervisning
Helt anderledes er virkeligheden på Social- og Sundhedsskolen Fyn, hvor han har arbejdet som underviser siden juli 2023.
”Her er større hjælp og sparring via skolens uddannelsesvejledere og elevkoordinatorer, så her føler jeg ikke, at jeg står med hele ansvaret og skal fixe alle elevernes udfordringer.”
”Her kan jeg koncentrere mig om at undervise, fordi andre tager hånd om eventuelle udfordringer hos eleverne, og her er en bedre værktøjskasse til at støtte og løfte elever,” fortæller han.
Jobbet som folkeskolelærer var på Fanø Skole, hvor den i dag 29-årige Andreas Thorup Jessen blev ansat i august 2021 som nyuddannet lærer. Her underviste han i historie, dansk, engelsk og valgfag. På både mellemtrin og i udskolingen, og så havde han timer i PLC også.
Han understreger, at kritikken af arbejdsforholdene ikke er et angreb på tidligere kolleger eller ledelse. For alle gjorde det bedste, de kunne.
”Det var rammerne og tiden, der var utilstrækkelig, og så oplevede jeg en rigiditet i systemet, som gjorde, at vi lærere skulle løse en masse opgaver, vi ikke var gearet til. På den ene side kan det føre til sygemeldinger og stressramte lærere, men hvad med de elever, der måske ikke får den nødvendige hjælp? Så jeg anfægter systemet,” pointerer han.
Bedre arbejdsvilkår
Det var lidt af nød, at Andreas Thorup Jessen endte med at søge job på en sosu-skole. Han og kæresten skulle flytte fra Esbjerg til Odense på grund af kærestens arbejde, og det var svært at få et lærerjob i Odense.
”Man kan tapetsere med lærere med linjefag i samfundsfag, dansk og engelsk, så selvom jeg søgte forskellige folkeskolelærerjobs, fik jeg dem ikke.”
Jobopslaget fra Social- og Sundhedsskolen Fyn passede til gengæld fuldstændig med hans linjefag i dansk, engelsk og samfundsfag. Så han søgte jobbet og fik det.
”Jeg er virkelig glad for skiftet, for her er slet ikke det samme pres. Her er mere støtte, større fleksibilitet, bedre sammenhæng mellem tid og opgaver, mængden af forberedelse til de enkelte moduler passer bedre, så jeg har fået en bedre work-life-balance,” siger Andreas Thorup Jessen.
Lønnedgangen på omkring 2.500 kroner efter skat for at skifte fra folkeskolelærer til sosu-underviser har derfor heller ikke betydet så meget.
”Det er ikke så demotiverende med mindre i løn, når arbejdsvilkårene er så meget bedre. Som nybagt far til mit første barn her i sommers betyder balancen mellem arbejde og fritid også rigtig meget for mig, og her er der for eksempel mulighed for afspadsering, hvis vi arbejder over,” fortæller han.
En alsidig elevgruppe
Andreas Thorup Jessen underviser på både grundforløb og hovedforløb – især i engelsk, men også i dansk, og så han har haft et enkelt hold i samfundsfag.
Han nyder alsidigheden i elevgruppen - med både de unge på GF1, der kommer direkte fra grundskolen og de ældre elever på GF2, der måske har haft ti forskellige jobs og kommer med en helt anden livserfaring.
”Samtidig arbejder vi alle sammen mod et fælles slutmål – de skal ud og arbejde som social- og sundhedsmedarbejdere eller pædagogiske assistenter, og det motiverer mig at være med til at uddanne vigtige velfærdsmedarbejdere. Samtidig er det nemmere at motivere eleverne, når vi har et fælles mål,” siger Andreas Thorup Jessen.
Det at skulle arbejde praksisnært og med en målgruppe, hvor mange kommer med dårlige skoleerfaringer i rygsækken, er også interessant.
”Vi er ikke den skole, hvor eleverne kommer med flest toppræstationer i bagagen. Til gengæld er vi en skole, hvor rigtig mange elever for første gang føler sig mødt og hørt. Så selvom det kan være en svær opgave, så er det spændende at støtte og løfte eleverne, så de kan udleve deres potentiale.”
Andreas Thorup Jessen fortæller om den vilde faglige og personlige udvikling, han kan opleve over elevernes første 40 uger på skolen.
”Det er så topmotiverende for mig som underviser,” konstaterer han.
International koordinator
Med tid og overskud til at fokusere på sin faglighed som underviser har Andreas Thorup Jessen også kastet sig over rollen som international koordinator på Social- og Sundhedsskolen Fyn. En rolle han deler med en kollega.
Via Erasmus+ arrangerer skolen både praktikker for deres elever i andre europæiske lande og etablerer tætte samarbejder med sosu-skoler i andre lande.
Sammen med en række kolleger kører Andreas Thorup Jessen et globaliseringsvalghold på GF1, hvor skolen arbejder sammen med en skole i Helsinki i Finland. Sidste år var 20 elever på fem dages besøg i Helsinki – her i november skal endnu et hold afsted. Og eleverne fra Helsinki kommer også på besøg på skolen i Odense.
”Det giver så meget mening at give vores elever mulighed for nogle kulturmøder. Det giver et helt andet perspektiv på engelsk, og det skaber en helt anden autenticitet, når du som elev for eksempel skal skrive et brev til et rigtigt menneske i den anden ende.”
”Samtidig er det her en elevgruppe, hvor rigtig mange ikke har været ude at rejse før, så det er dejligt at kunne give dem muligheden for at rejse ud, og de her projekter er med til, at vi bliver klogere på hinanden i Europa,” siger Andreas Thorup Jessen.
Arbejdet med Erasmus+ begyndte han allerede med som lærer på Fanø Skole.
”Det at arbejde med den internationale dimension, med andre skoler og andre skolekulturer er rigtig spændende, men det er også tidskrævende, og mulighederne for at få tilstrækkeligt med tid til opgaven er større her,” konstaterer han.
Forskellige fagligheder
Lige nu har Andreas Thorup Jessen kun nogle få timer ugentligt til opgaven som international koordinator. Men når han har været på barsel fra februar til juni og kommer retur til jobbet, er planen, at knap halvdelen af hans undervisningstid skal gå med det internationale arbejde.
”Vi har en akkreditering til Erasmus+ sammen med en række andre sosu-skoler, og det er en oplagt mulighed for at give vores elever et andet perspektiv. Her ligger en bunke penge, og dem skal vi bruge til at få endnu flere elever og undervisere ud i Europa,” siger han.
Med skiftet til sosu-jobbet har Andreas Thorup Jessen også fået plads i et lærerkollegium med en masse forskellige faglige baggrunde, og det med at kunne sparre med forskellige fagprofessionelle som sygeplejersker, pædagoger og gymnasielærere ser han som en stor styrke.
”Det er et spændende tvist med så mange fagligheder og meget lærerigt, fordi de forskellige faggrupper ser forskelligt på tingene, så det er med til at udfordre og udvikle mig som underviser.”
Fra folkeskole til sosu: "Her bliver min rolle som underviser ikke udvisket"
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.