Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Lærerprofession.dk

Prisnominerede Malthe og Valdemar: Inddrag konkrete steder i nærområdet for at udvikle elevernes lyttekompetencer

Stedbaseret lytning har didaktisk potentiale ved at aktivere og udvikle elevers lytning gennem forestillingsevne og indlevelse, skriver Valdemar Petersen og Malthe Prahl, der er nomineret til prisen for årets bedste bachelorprojekt hos Lærerprofession.dk

Billede af Malthe Emil Prahl Og Valdemar Axel Petersen

Lytning er et underprioriteret område i danskundervisningen, skriver Malthe Prahl og Valdemar Petersen.

Foto: Privat red. Folkeskolen
Lykke Østergaard Møller
Lykke Østergaard Møller Freelancejournalist
Start debatten
23. oktober 2026, kl. 11:02
Start debatten

En helt almindelig dag i skolen er fyldt med lyde, stemmer og beskeder. Lytning er derfor en grundlæggende forudsætning for, at eleverne kan lære noget og deltage i aktiviteter, skriver Valdemar Alex Petersen og Malthe Emil Prahl i deres professionsbachelorprojekt fra Københavns Professionshøjskole. Selvom Fælles Mål beskriver, at lytning er en danskfaglig kompetence, er det deres erfaring, at lytning ofte bliver ”behandlet som noget, eleverne forventes at mestre snarere end som en kompetence, der kræver målrettet undervisning og udvikling.” I praktikforløb har de oplevet, hvordan der bliver arbejdet målrettet med læsning, skrivning og mundtlig fremstilling, hvor lytning indgår indirekte. Eleverne får at vide, at de skal lytte, men bliver ikke undervist i, hvordan man lytter, hvad man skal lytte efter eller ”hvordan lytning kan anvendes som en aktiv del af deres faglige og sproglige udvikling.”

Deres problemformulering lyder derfor: ”Hvilke didaktiske greb kan anvendes i danskundervisningen i indskolingen med henblik på at stilladsere elevers lytning som en målrettet faglig kompetence?” 

Eventyr i 3.klasse

Malthe Prahl og Valdemar Petersens undersøgelse har udgangspunkt i observation af undervisning i 3. klasse, spørgeskema til dansklærere i indskolingen og interviews med elever. Undervisningen var organiseret, så første del foregik i klassen, og anden del foregik i en skov i nærområdet. Klassen arbejder med eventyr, og målet var at undersøge, om arbejdet med litteratur og lytning kunne knyttes ”til elevernes konkrete erfaringer og omgivelser.” Her refererer de blandt andet til den amerikanske forsker og professor emeritus i pædagogik Gregory A. Smith, der beskriver, at lokale omgivelser, hverdagsliv og konkrete fællesskaber og steder kan bidrage med en meningsfuld relation mellem eleverne og det faglige indhold.

Skoven som ramme

I den første del i klassen får eleverne forskellige opgaver, hvor de lytter til højtlæsning af et eventyr. En gruppe skal tegne til eventyret, en anden gruppe skal følge med i teksten og en tredje gruppe skal kun lytte. Eleverne får ikke beskrevet af læreren, hvad de særligt skal lytte efter, eller hvad de skal tegne. I den følgende lektion går klassen ud i skoven, og her læser læreren eventyret ”Grantræet” for dem. Inden oplæsningen får eleverne at vide, hvad de skal lægge særligt mærke til og lytte særligt efter. De skal for eksempel tegne nogle af de lyde, de hører i skoven, når de kommer tilbage i klassen.

En elev fortæller om det bagefter: ”Hvis man bare sådan er i en klasse, så hører man bare det. Men når man er ude i en skov, så forestiller man sig nærmest det hele på en måde.“ 

Udsagnet viser, at lytning bliver knyttet til forestillingsevne og indlevelse, skriver Valdemar Petersen og Malthe Prahl. ”Når eleven oplever, at eventyret bliver lettere at forestille sig i skoven, peger det på, at det faglige indhold ikke længere står som en abstrakt fortælling, men forbindes med et konkret sted, som eleven kan sanse og være til stede i.”

Skoven har altså en aktiv rolle for elevens lytning og forståelse, hvilket en anden elev udtrykker ”Lydene er der også, når (læreren red.) sagde på et tidspunkt, at der var fuglesang, så kunne man faktisk forestille sig det i historien, fordi der faktisk var fuglesang i skoven.”

Vigtigt med lytteformål

Malthe Prahl og Valdemar Petersen sammenligner de to undervisningssekvenser i deres analyse og understreger vigtigheden af, at eleverne stilladseres i deres arbejde med lytning. I skoven får eleverne at vide, hvad de skal lytte efter, og hvad de skal bruge det til. På den måde skaber læreren et godt rum for lytningen. Modsat fik eleverne hverken forforståelse eller lytteformål i klassen, og det ”udfordrer elevernes evne til at lytte, da den manglende baggrundsviden for eventyret og konteksten forvrænger lytningen.”  I skoven indlagde læreren desuden små refleksionspauser på cirka et minut i oplæsningen, hvor eleverne skulle tænke over, hvad de havde hørt. I disse pauser arbejder eleverne med deres ”intrapersonelle lytteprocesser,” hvor fokus er på lytteformål, og det støtter lytteprocessen og udvikling af lyttekompetencer.

Valdemar Petersen og Malthe Prahl peger i deres analyse på, at stedbaseret lytning kan have et didaktisk potentiale. Når oplæsningen bliver flyttet ud af klasselokalet og foregår på et konkret sted, bidrager det til en konkret, sanselig og meningsfuld måde at lytte på. Men stedbaseret lytning kan ikke stå alene i udviklingen af elevernes lyttekompetencer, for det er afgørende, hvordan læreren rammesætter, stilladserer og efterbearbejde lytteaktiviteter. Derfor har Malthe Prahl og Valdemar Petersen udviklet en model, som dansklærere kan benytte, når de skal arbejde med stedbaseret lytning. ”Modellen kan anvendes som en didaktisk guide, der hjælper læreren med at skabe struktur og faglig sammenhæng i arbejdet med lytning, herunder projektets fokus, stedbaseret lytning. Den understøtter, at aktiviteter uden for det traditionelle klasselokale ikke blot bliver en udflugt eller oplevelse, men derimod en målrettet danskfaglig aktivitet med konkrete didaktiske greb, læreren kan tage udgangspunkt i.”

Om det bliver Valdemar Alex Petersen og Malthe Emil Prahl, der modtager prisen for årets bedste bachelorprojekt, bliver afsløret fredag d. 20. november, når Lærerprofession.dk holder prisfest i København.  

Læs hele projektet her: Lytning.

Lærerprofession.dk præsenterer og offentliggør de bedste bachelorprojekter fra læreruddannelsen og de bedste pædagogiske diplomprojekter fra skoleområdet.

Et projekt indstilles af eksaminator og censor. Se indstillingsskema og tidsfrist på sitet.

Uafhængige dommere – lærere, skoleledere, skolechefer, undervisere fra læreruddannelsen og forskere -finder hvert år tre projekter, der tildeles priser. Læs om formålet og se dommerkomiteerne på Lærerprofession.dk

Lærerprofession.dk drives i fællesskab af Danske Professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen/Folkeskolen.dk. Projektet støttes af LB Forsikring, Gyldendal Uddannelse, Akademisk Forlag, Hans Reitzels Forlag, Forlaget Klim, Jydsk Emblem Fabrik A/S og Sinatur Hotel & Konference.

Start debatten

Læs også

  • Portræt af Andrea Liva G. Christensen
    Lærerprofession.dk

    Prisnomineret: Lad eleverne læse med fødderne, siger Andrea

  • Portræt af Johanne og Cecilie
    Lærerprofession.dk

    Prisnominerede:  Har den praktiske prøveform i dansk en vedvarende effekt? 

  • Portræt af Jule og Rikke
    Lærerprofession.dk

    Dobbeltnominerede: Generativ kunstig intelligens kan understøtte elevernes kritiske tænkning, fordybelse og faglige udvikling i dansk

3 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Prisnominerede Malthe og Valdemar: Inddrag konkrete steder i nærområdet for at udvikle elevernes lyttekompetencer

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS