Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Lærerstart

Nye lærere arbejder under forskellige vilkår: ”Der er enorme forskelle fra skole til skole”

En undersøgelse afslører, at nyuddannede lærere bliver mødt med forskellige arbejdsvilkår i deres første job. Der er mange lærerstartsordninger i kommunerne, men de svinger i kvalitet fra skole til skole.

tegning af ung travl mandlig lærer
Illustration: Eszter Marie
Mette Schmidt
Mette Schmidt Magasinredaktør
Stine Grynberg
Stine Grynberg Journalist og anmelderredaktør
1 kommentar
14. september 2026, kl. 04:56
1 kommentar

Den gode nyhed er, at de fleste kommuner i dag har en form for lærerstartsordning, som dækker de første to år som ny lærer. Det svarer næsten ni ud af ti lokale lærerforeninger.

Den dårlige nyhed er, at forskellene i nyuddannede læreres arbejdsvilkår er store, alt efter hvor i landet man bliver ansat. Selv inden for samme kommune kan arbejdsbetingelserne svinge fra folkeskole til folkeskole.

Fra ingenting til den fulde lærerstartspakke med et toårigt forløb med færre undervisningstimer, ekstra tid til forberedelse og et mentorforløb med undervisningsobservation og fælles refleksion over egen praksis.

Det viser et rundspørge til Danmarks Lærerforenings lokale lærerkredse, som Folkeskolen har foretaget. Som en kredsformand skriver i undersøgelsen:

”Der er enorme forskelle fra skole til skole. Kommunen insisterer på, at det er noget, der skal løses lokalt på den enkelte arbejdsplads.”  En anden noterer: ”Vi ville gerne gøre det mere ens på skolerne.”

Nogle har færre undervisningstimer

Folkeskolen har undersøgt, hvilke aftaler nyuddannede lærere har i folkeskolerne, ved at spørge Danmark Lærerforenings 75 lokale kredse.

54 kredse oplyser, at de har en lokal arbejdstidsaftale eller anden form for aftale med særlige vilkår for nyuddannede i deres kommune/kommuner. Otte kredse har meldt tilbage, at de ikke har aftale vilkår, mens 13 kredse ikke har svaret.

Indholdsmæssigt har næsten alle kommuner med lærerstartsordning nedsat antallet af undervisningstimer for nyuddannede.

79 procent angiver, at der er aftalt færre undervisningslektioner for de nystartede lærere.

Alt efter postnummer er forskellene mærkbare, oplyser kredsene. Fra formuleringen: ”Det tilstræbes i planlægningen, at nyuddannede lærere i de første to skoleår ikke underviser mere end 780 undervisningstimer” til en fast nedskrevet norm på et maksimalt undervisningstimetal på 750 eller helt ned på 720 timer de to første år.

Undersøgelsen viser også, at selv om der er aftalt en lærerstartsordning med kommunen, kan den være helt uforpligtende formuleret. To kredsene skriver således:

”En opmærksomhed på nedsat undervisningstid i opgaveoversigten.”

”Hensyn er formuleret som en kommunal hensigtserklæring, der skal udmøntes konkret på den enkelte skole.”

Nogle har ekstra tid og mentor

Hver fjerde lærerstartsordning indeholder også ekstra forberedelsestid for nyuddannede lærere. For eksempel i en faktor 0,55 eller 0,53 i forhold til øvrige læreres forberedelsestid på faktor 0,5.

Om undersøgelsen

Folkeskolen har gennemført spørgeundersøgelsen om lærerstartsorordninger via SurveyXact til de 75 lokale lærerkredse i Danmarks Lærerforening i løbet af juni 2026. 62 kredse har besvaret undersøgelsens spørgsmål helt eller delvist. Det giver en svarprocent på 82.

Igen oplyser flere kredse, at ekstra forberedelsestid sker ved lokale aftaler ude på skolerne, og derfor varierer det fra skole til skole og fra skoleår til skoleår.

Tre fjerdedele af kredsene med en lærerstartsordning melder ind, at kommunen eller i hvert fald nogle af kommunens skoler har en mentorordning for de nyuddannede. Men en ting er, hvad der står i aftalen, noget andet er virkeligheden for mentorerne ude på skolerne.

Undersøgelsen viser, at kun halvdelen af mentorerne får afsat tid til opgaven på skolerne. ”Intentionen er der, men hverdagen overhaler, især mentorordningerne,” oplyser en kreds.

Respekt for arbejdstidsaftalen

De lokale lærerforeninger er også blevet bedt om at vurdere, hvor gode skolerne er til at leve op til et særligt afsnit i lærernes arbejdstidsaftale A20. Her er aftalen, at skolelederen skal tage særligt hensyn til nyuddannede i opgavefordelingen.

Det kan handle om at begrænse antallet af fag og klasser og lade den nyuddannede undervise i sine linjefag.

I undersøgelsen vurderer to tredjedele af kredsene med lærerstartsordninger, at der i nogen grad tages hensyn til nyuddannede, når opgaver og klasser fordeles på skolen. En fjerdedel af besvarelserne mener kun, at det sker i mindre grad. Mens otte procent oplever, at nyuddannede i høj grad skånes i fagfordelingen og opgaveoversigten.

Læser man ned i kommentarerne til undersøgelsen bliver det igen klart, at vilkårligheden hersker: ”Forskelligt fra skole til skole, men jeg har ikke indtryk af, at nyuddannede har en særlig opmærksomhed,” svarer en kredsformand.

En anden kreds skriver: ”Meget varierende fra skole til skole. Nogle gør meget, andre tager nærmest ingen særlige hensyn. Det kommer meget an på, hvornår de bliver ansat. Jo tættere på august, jo færre hensyn kan der tages, fordi fagfordelingen er ved at være låst.”

Håb om bedre aftaler

Med forårets overenskomst forpligter de kommunale arbejdsgivere sig på, at der bliver beskrevet et introduktionsforløb for nyuddannede lærere på kommunalt plan fra 2027. Den proces er Danmarks Lærerforening meget opmærksom på.

”I dag er kvaliteten af lærerstartsordninger meget forskellig. Det skal der rettes op på. Overenskomsten er en overordnet ramme, som siger, at der skal gøres noget, men ikke hvad,” siger Regitze Flannov, forkvinde for Lærerforeningens undervisningsudvalg.

Bedre lærerstartsordninger har høj prioritet for tiden, fortæller hun:

”Vi har været rundt i alle DLF’s kredse for at formidle, hvad der ligger af forskning på området. Det er for at klæde kredsene på, så de bedre er i stand til at forhandle det her på plads i kommunerne.”

De står i overenskomsten

OK26 indeholder ikke en decideret aftale om en national lærerstartsordning. Men aftalen forpligter kommunerne til at iværksætte initiativer, som understøtter en god overgang fra lærerstudie til lærerprofession.

Der skal på kommune- eller skoleniveau være beskrevet en ramme for, hvordan nyuddannede lærere introduceres til professionen, og skoleledelsen skal drøfte med tillidsrepræsentanten, hvordan man bedst tilrettelægger introduktionen.

Hvis et mentorforløb er en del af skolens introforløb, kan Den Kommunale Kompetencefond yde støtte til kurser for mentorerne.

Kilde: DLF's gennemgang af OK26-forliget

Hos KL oplyser kontorchef Lisbet Langbjerg Sørensen, at man er gået i dialog med kommunerne.

”Alle nyuddannede lærere skal fra 1. januar næste år have en ramme, der blandt andet beskriver, hvordan der skabes rum for refleksion over egen og andres praksis, og for KL er det et stort fokus, at kommunerne bliver klar til at levere det”, siger hun og fortsætter:

”Kommunerne vil rigtig gerne tage godt imod nyuddannede lærere, og derfor vil vi sammen med kommunerne i den kommende tid skrue op for arbejdet med den nye ramme, og hvordan kommunerne sikrer, at vores nye medarbejdere får en god overgang fra lærerstudiet og ud i klasseværelserne.”

I lærerkredsene er der håb om, at overenskomstaftalen vil bane vej for bedre aftaler:

”Det nye introforløb og den nye OK har skabt fornyet fokus, så jeg har stor tro på, at det bliver bedre fremover.” Mens en anden kreds skriver:

”Der er gode dialoger med skolechefen, og vi er i gang med at gentænke vores koncept.”

1 kommentar

Mere om Lærerstart

  • foto af lektor Line Husum Pedersen
    Lærerstart

    Ekspertens råd til det gode mentorforløb

  • Andreas Marckmann Andreassen
    Leder

    Alle nye lærere fortjener en mentorordning

    Andreas Marckmann Andreassen Adm. direktør og chefredaktør
  • Billede af lærer Morten Skov Thomadsen og lærer og mentor Pia Nielsen
    Lærerstart

    Morten blev ikke skræmt væk af sit første job i folkeskolen: ”Det virker at have en mentor”

Se tema
3 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Nye lærere arbejder under forskellige vilkår: ”Der er enorme forskelle fra skole til skole”

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS