Den massive mistrivsel i skolen kan forebygges og vendes, hvis man skaber rammerne til at inddrage og lytte til eleverne. Det gælder både, når lærere skal forberede undervisningen, og når psykologen laver en pædagogisk psykologisk vurdering (PPV).
Det fremhæver Kirsten Hanne Hansen og Jette Lentz i bogen 'Barnets stemme', hvor de præsenterer en række værktøjer til, hvordan man kan inddrage barnets perspektiv i skolen. Vel at mærke, så man reelt lytter til barnet.
”Lærere, pædagoger, PPR-medarbejdere og andre fagprofessionelle kan tænke, at de har børnenes perspektiv med, fordi de er vant til at tolke på, hvad børn mener. Men vi taler om, at børnene skal have reel indflydelse og medinddrages under hensyntagen til deres funktionsniveau,” siger Jette Lentz, der har arbejdet som PPR-psykolog og -leder i København og står i spidsen for Pædagogisk Psykologisk Forening.
Kirsten Hanne Hansen giver et konkret eksempel fra sin tid som skoleleder på Øster Farimagsgades Skole på Østerbro i København. Her havde en elev brug for en håndsrækning til at komme ind i læringsfællesskabet.
”Vi vurderede, at det ville være godt for hende at sidde foran læreren med høreværn på, så hun kunne træne sit fokus og lukke lyde ude, når hun skulle koncentrere sig. Vi gjorde det ud fra den bedste mening, men hun følte sig sårbar og eksponeret. Det var en øjenåbner for os,” fortæller Kirsten Hanne Hansen.
Klasseteamet besluttede derfor at indrette klassen med mere fleksible arbejdsstationer til såvel individuelt arbejde som gruppearbejde. De organiserede også makkerpar, og alle klassens elever fik tilbudt at kunne bruge hørebøffer.
Børn får ikke frit valg på alle hylder
Kirsten Hanne Hansen og Jette Lentz har samarbejdet om indsatsen Barnets stemme siden 2014. Ideen kommer fra Skotland, og formålet er at støtte den enkelte elevs trivsel og faglige udvikling ved blandt andet, at lærere og pædagoger gennemfører børneinterview, når der opstår en bekymring for en elev.
I bogen beskriver de to forfattere, hvordan man kan bruge en deltagelsesstige til at vurdere, om barnet reelt får medindflydelse. På det tredje af stigens syv trin får barnet nok mulighed for at komme til orde, men barnets udsagn bruges primært til at understøtte de voksnes ideer - ikke barnets egne udtrykte ønsker, behov og interesser.
På sjette trin træffer barnet og de voksne beslutninger sammen på de voksnes initiativer, og på stigens øverste trin udtænker og styrer barnet selv et projekt uden de voksnes indblanding.
Barnets stemme handler dog ikke om at give børn frit valg på alle hylder, understreger Kirsten Hanne Hansen.
”Eleverne definerer ikke udelukkende, hvad der skal foregå i klasserummet. Det handler om, hvad lærer og elever skal sammen og med hinanden og om at finde ud af, hvad der motiverer eleverne i det givne fag, og hvordan den enkelte elev lærer bedst. Ud fra det planlægger lærerne undervisningen.”
Børn vil ikke være den umulige i klassen
Selv har Kirsten Hanne Hansen gode erfaringer med projektorienteret undervisning, hvor eleverne bliver inddraget aktivt. Det løfter deres selvopfattelse af, hvad de er dygtige til på et område.
Børn vil ikke føle sig som den umulige i klassen, tilføjer Jette Lentz.
”Nogle elever fortæller, at de for eksempel har det godt, når eleverne i klassen er sammen om at lave noget i madlavning. Hvis der er et ord i opskriften, en elev ikke kan læse, får han hjælp af en kammerat, og kammeraterne ser ham i en situation, hvor han lykkes i undervisningen.”
Børn er skarpe på, hvad de synes er rart og ikke rart, så man kan bare spørge dem, siger Kirsten Hanne Hansen.
”Jeg har mærket et tydeligt lettelsens suk hos elever, som får medindflydelse på, hvordan de kan fremlægge, så de ikke behøver stå foran de andre med et PowerPoint-show. Eleven kan måske lave en podcast derhjemme. Det kan give eleven en oplevelse af, at han godt kan stoffet. Det handler ikke om fremlæggelsesformen, men om den viden eleven har tilegnet sig.”
På samme måde kan elever med skolefravær bidrage på møder med lærere og forældre om, hvad der skal til for, at de kommer i skole igen.
”Det kan være, at eleven siger, at det betyder meget at have en kammerat at følges med, så eleven ikke skal gå alene ind i klassen. Og at det er vigtigt, at læreren ser eleven med det samme. Det har vi prøvet af i vores praksis, og efter tre måneder var fraværet faldet markant,” siger Jette Lentz.
Inddragelse forbereder eleven på specialundervisning
Børn og unge skal også inddrages i beslutninger om henvisning til specialundervisning og undersøgelser i psykiatrien, anbefaler de to forfattere.
Jette Lentz henviser til en undersøgelse, professor i specialpædagogik Niels Egelund lavede for omkring 25 år siden.
”Den viste, at børn ikke blev inddraget, når de blev visiteret til specialundervisning. De fik blot at vide, at ’Det skal du!’ Når man inddrager børn, får de god tid til at forberede sig, så de kan besøge det nye sted, og så der samtidig kan opstå et godt samarbejde mellem skole og forældre. Barnet skal selvfølgelig ikke selv beslutte, om det skal have specialundervisning, men det skal høres. Hvis man ikke lytter til barnet, bliver det alene de fagprofessionelle, som bestemmer,” siger hun.
”Det er heller ikke ’Har du lyst til at blive udredt for ADHD?,’" tilføjer Kirsten Hanne Hansen.
”Det er ikke barnets ansvar, men barnet skal vide, hvad der foregår, og derfor skal man inddrage barnet i beslutningen og give barnet en indføring i, at nu skal du møde en psykolog, som skal lave en test.”
Lærere og psykologer må ikke være forudindtagede
Barnets perspektiv bør også tages med i pædagogiske psykologiske vurderinger og analyser.
”En PPV er en sammenfatning af test og tværfaglige indsatser i skole og muligvis socialforvaltning, og vi er optagede af, at man også laver et børneinterview, observationer af barnet i konteksten og ser eleven i klassedynamikken for at forstå hans intentioner og adfærd, for barnets perspektiv er lige så vigtigt som at teste det,” siger Jette Lentz.
Man kan bedre få frem, hvad der ligger til grund for børns adfærd ved at lytte til dem. Men det kræver, at man ikke er forudindtaget.
”Vi skal være rollemodeller, som lytter, tager ansvar og af og til også må sætte grænser. Så bygger vi en tillid op hos eleven. Det gælder både lærere og psykologer. Jeg har mødt mange lærere, som arbejder systematisk på den måde, og de skaber god og meningsfuld undervisning, som tager hensyn til børnenes forskelligheder, fordi lærerne ved, hvad der interesserer børnegruppen, og kender til elevernes nærmeste udviklingszone,” siger Jette Lentz.
Barnets stemme smitter af på skolens sprog
På Øster Farimagsgades Skole i København har BarnetssStemme sat sig dybe spor i sproget. Det skyldes, at man skal kunne præsentere sine beskrivelser om barnet, så barnet føler sig hørt og forstået.
”Der er kæmpe forskel på at tale med barn og forældre fremfor om dem. Det betyder noget for respekten, for fortællingen og for den måde, man samarbejder på, når man ikke gør barn og forældre til et objekt,” siger Kirsten Hanne Hansen.
En anden konsekvens kan være, at PPV’en ikke bærer præg af medicinske og psykiatriske udtryk, men i højere grad indeholder forslag til konkrete pædagogiske aktiviteter.
”Når barnet senere læser sin PPV, skal barnet både kunne se sig selv i den, og at der blev taget et fælles ansvar for at hjælpe ham eller hende,” siger Jette Lentz.
Lærere og vejledere får et bedre samarbejde
Lærere og pædagoger opbygger kompetencer til at analysere undervisningssituationen, og hvad der skal til for at lykkes, når de arbejder med Barnets Stemme.
”De får øje på, at det ikke er barnet alene, som har ansvaret for at lykkes, og at det, der er godt for barnet, kan gavne mange andre børn i klassen. Det betyder, at man ikke behøver skrive 25 forskellige handleplaner, når flere børn får adgang til de samme hjælpemidler,” siger Kirsten Hanne Hansen.
Forfatterne har også erfaret, at lærerteamene får et bedre samarbejde med skolens ressourcecenter og med skolepsykologen, når de arbejder med Barnets Stemme.
”Vi får et samarbejde om børnene, når vi bruger redskaberne i bogen og arbejder systematisk med at inddrage forældre og barn. Lærere, vejledere og psykologer får en gensidig respekt for hinandens faglighed, så der sker en samskabende proces, som er konstruktiv for arbejdet,” sammenfatter de.
Nødvendigt med et blik for børns livsduelighed
Et fokusområde i Barnets stemme er at bevæge sig væk fra individuelle problemfortællinger og i stedet have blik for børns livsduelighed og styrker.
”Det handler om at få øje på de sprækker, hvor lyset trænger igennem, og så forstørre fortællingerne om det, der lykkes for barnet. Det er et vigtigt element, når man har fokus på barnets perspektiv,” siger Kirsten Hanne Hansen.
Når psykologen kommer til, er det, fordi noget driller, tilføjer Jette Lentz. Men psykolog og lærere må ikke kun se på barnets mangler.
”Vi skal også være optagede af relationer og pædagogiske aktiviteter, hvor barnet viser, at det kan noget. Hvis vi ikke har fokus på, hvad der lykkes, fortsætter problemstillingerne. Vi skal sætte fokus på barnets livsduelighed, også når barnet går i specialskole. Vi skal væk fra, at det er synd for barnet, og at vi derfor skal skærme det. I stedet skal vi give eleven mulighed for at være med i fællesskabet, hvor alle tager ansvar og viser hinanden respekt.”
Lovændring gør bogen er særligt aktuel for PPR
Bogen om Barnets Stemme henvender sig til lærere, pædagoger, skoleledere, skolepsykologer og alle andre, som arbejder med børns undervisning og trivsel i skolen. Men den er særligt aktuel for PPR-medarbejdere, mener forfatterne.
Det skal ses i lyset af forslaget om at droppe reglen om, at en elev først kan få specialundervisning ved et støttebehov på mindst ni timer om ugen. Det betyder, at der ikke længere vil være krav om, at der skal laves en PPV for at sætte indsatser i gang for eleven. I stedet skal PPR yde pædagogisk psykologisk rådgivning til skolernes arbejde med tidlige og forebyggende indsatser i almenklasser.
På grund af valget er lovforslaget sat på pause, men det har så bred opbakning, at det givetvis bliver vedtaget i det nye Folketing.
”Det bliver en skal-opgave, at PPR skal ud i praksis og observere, og her kan bogen hjælpe lærere og skolepsykologer med at tale ind i det pædagogiske arbejde ved at have børnenes perspektiver med, så de i højere grad slipper det individuelle syn på eleverne og ser ind i en kontekst, som de er fælles om,” siger Jette Lentz og Kirsten Hanne Hansen.
Barnets stemme: Værktøjer til at inddrage barnets perspektiv i skolen, af Jette Lentz og Kirsten Hanne Hansen, Dansk Psykologisk Forlag, 152 sider, 279 kroner.
Ny bog: Børn trives bedre, når vi lytter til dem
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.