Hvordan bruger skolerne de nye penge til at løfte de fagligt svageste elever mest effektivt?
Det har et nyt stort dansk studie forsøgt at give et bud på.
Fra skoleåret 2028/2029 skal alle folkeskoler tilbyde en styrket indsats til deres 10 procent mest udfordrede elever i dansk og matematik.
Konkret har forskerne undersøgt intensive undervisningsforløb i matematik for elever i 2. og 8. klasse på enten små hold af tre-fire elever eller ved én-til-én undervisning.
Prisen for de to forskellige forløb er ifølge forskerne ca. 2.500 kroner per elev for forløbet i 2. klasse på små hold. For én-til-én undervisning stiger prisen til næsten 8.200 kr. per elev.
12 ugers forløb
Forløbene stod på i 12 uger med fire lektioner om ugen på 25 til 35 minutter. Eleverne blev testet inden forløbet, kort efter de 12 uger og så igen henholdsvis 16 til 18 måneder efter for de små elever og 14 måneder efter for de ældste elevers vedkommende.
Efter 12-ugers forløbet var der størst effekt for de elever, som i 2. klasse fik én-til-én undervisning. Men der var også en ”signifikant positiv effekt” for 2.-klasse-eleverne, der var blevet undervist i små hold.
Læs også
For eleverne i 8. klasse var det omvendt eleverne, der var blevet undervist i små grupper, der opnåede den største fremgang.
Varer effekten ved?
Men det er resultaterne efter mere end et år, som forskerne finder interessante.
Lad os starte med det nedslående fund: Der var ikke længere en statistisk signifikant forbedring at måle hos de store elever.
Til gengæld viste resultaterne stadig positive effekter for de små elever, som på det tidspunkt gik i 3. klasse.
Noget overraskende viste resultaterne desuden, at det faktisk var den gruppe af elever, der blev undervist på små hold, som bedst havde bibeholdt det forbedrede niveau. Altså gruppen af elever, der havde modtaget den indsats, der var billigst at lave.
Det får forskerne til ”helt klart at anbefale” at investere i forløb med små hold i 2. klasse.
Omvendt er forskerne ”tøvende” overfor at anbefale særlige indsatser i 8. klasse, hverken én-til-én eller undervisning på små hold.
Nu skal skolerne hjælpe de fagligt svageste: Her får man mest for pengene
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.