I 2015 blev der uddannet 205 musiklærere. Siden er tallet dalet støt, og i år kom der kun 110 nye musiklærere ud af læreruddannelserne.
"Det er alarmerende. Det er et kæmpeproblem ude på skolerne, hvor man mange steder slet ikke kan få en uddannet musiklærer og må ty til musikskolerne," siger formand for Musiklærerforeningen Karen Johansen.
Hun mener, at man skal finde ud af, hvad der sker mellem gymnasiet og læreruddannelsen, som gør, at de studerende ikke vælger faget.
"En del har slet ikke mulighed for at vælge musik på den læreruddannelse, de går på, fordi det ikke udbydes alle steder. Men jeg tror også, at de studerende er opmærksomme på, at det er et krævende fag at undervise i."
Det har ikke været et lige så stort problem tidligere, fordi linjefaget i musik havde langt flere timer, og de studerende derfor kunne nå at få bedre kompetencer og også få instrumentundervisning.
"Musikfaget er jo fantastisk at undervise i, fordi det gør noget helt særligt ved børnene. Men der er også mange skift, og du skal navigere i det store fællesskab hele tiden. Som det er nu, synes jeg, vi kaster de unge musiklærere ud i noget, som vi ikke helt ruster dem til," siger hun.
Jeg tror ikke, at jeg skal ud og undervise i folkeskolen, for jeg kan ikke se mig selv som skolens eneste musiklærer
Albert Ibsen Andersen Lærerstuderende
Lærerstuderende hører negative historier
Lærerstuderende Albert Ibsen Andersen på 25 år har spillet klaver og tværfløjte intensivt, siden han gik i 3. klasse, så han var ikke i tvivl om, at han skulle have musik på uddannelsen.
"Men jeg tror ikke, at jeg skal ud og undervise i folkeskolen, for jeg kan ikke se mig selv som skolens eneste musiklærer, som jeg kan høre, at mange er. Det bliver for meget. Jeg vil hellere ud på en efterskole eller højskole, hvor eleverne har valgt musikken til," fortæller han.
Lærerstuderede Jakob Bruhn og Maya Young er begge med i Zahles Husorkester, men ingen af dem har valgt musik som linjefag.
"Min far var musiklærer, men fik en høreskade i undervisningen, så jeg har valgt samfundsfag, historie og dansk i stedet," siger Jakob Bruhn. Maya Young havde andre fag, hun hellere ville have end musik.
Afholder korstævne hvert år
Tobias Yohannes, som organiserer Zahles Husorkester, har valgt musik på læreruddannelsen. For han elsker at spille musik.
Han er meget begejstret for de musikalske fællesskaber, uddannelsen stiller til rådighed, og han er sikker på, at det giver de studerende kompetencer, der kan styrke dem, når de kommer ud i praksis.
Læs også
Han fremhæver fx et nyt samarbejde mellem de lærerstuderende på Campus Carlsberg, underviserne og musiklærere på de lokale folkeskoler. Her kommer musiklærerne til et årligt korstævne med deres elever, som de studerende og underviserne står for.
"Vi er klar over, at det er kontrastfyldt at være musiklærer. Og jeg ved ikke, om jeg er gjort af det stof, der skal til for at komme ud og kickstarte en musikkultur på en skole, hvor hverken elever eller faciliteter er klar til musikundervisning. Men jeg kan se så mange mange positive ting ved faget allerede på læreruddannelsen," siger han.
Færre vælger musik: "Jeg ved ikke, om jeg er gjort af det stof, der skal til for at komme ud og kickstarte en musikkultur"
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.