En pædagogisk/psykologisk/terapeutisk tendens tager form: Følelserne trænger til en alvorlig samtale om, hvilken rolle de skal spille i vores liv. De senere år har vi i stigende grad taget følelser alvorligt. Så alvorligt at ”føle” er blevet et højdespringer-verbum, der næsten – i hvert fald hos de unge – har skubbet, tænke, tro, mene og synes længere og længere tilbage på banen. Måske betyder ”jeg føler” blot det samme som ”jeg tror” – det er der en del, der tyder på, men ordene er sjældent helt så uskyldige og arbitrære, som vi gerne vil gøre dem til.
Vi føler på livet løs – sult, ærgrelse, skuffelse, frustration. Fortrængning eller undertrykkelse af følelser har vi for længst forladt. Vi giver følelserne plads, og det må vi gerne, skriver Lene Tanggaard i "Når følelserne tager magten". Men hun ønsker at undersøge ”om det moderne menneske kan finde følelsernes gyldne middelvej og måske bruge dem til at bygge stærkere fællesskaber? Kan vi mærke mindre efter uden at undertrykke følelser, som er naturlige og vigtige ledestjerner og erkendelsesskabende?” som hun skriver.
Lene Tanggaard dykker ned i forskningen, og den er der ganske meget af. En pointe er, at følelser slet ikke er så universelle, som vi engang troede. Følelser er bundet op på kultur, traditioner og tendenser, og de skabes i sociale kontekster. Når de således kan få forskellige udtryk, er det en naturlig følge, at vi også kan forme dem. Vi kan blive vores følelsers arkitekt.
Tanggaards overblik over forskningen er stort, så hun kan hive et rigt udvalg af argumenter, eksperimenter og faglige diskussioner ind i sin lille bog om følelsernes magt. Der er som altid ingen tvivl om Tanggaards store indsigt.
Tanggaard er også i stand til at komme med overraskende eksempler og pointer, som understøtter tesen om, at følelser ikke er uforanderlige. Hun nævner det nok så berømte skumfidus-eksperiment, hvor man lagde en skumfidus foran et barn og fortalte barnet, at kunne det undlade at spise skumfidusen, ville det få endnu en skumfidus efter et stykke tid. Eksperimentet er berømt, og det efterfølgende resultat af senere forskning viste, at kunne barnet behovsudsætte og vente på den forventede efterbevilling af en ekstra skumfidus, klarede det sig bedre i sin karriere. Tanggaard fortæller, at skumfidus-eksperimentet ikke ville give det samme resultat i nutiden. En af grundene er, at der er for mange tilgængelige skumfiduser i vores rige liv til, at det for alvor er en attraktiv belønning for børnene. Vores følelser, trang og impulser er altså også påvirket af vores velstandsniveau.
Tanggaards bog er ikke uinteressant, og den er yderst aktuel og pointerne er vigtige i det vadested, vi står i i debatten om skolen, lærernes autoritet, trivslen i skolen og på arbejdspladserne.
"Når følelserne tager magten" er fuld af vigtige, men også lidt hurtige, pointer. Tanggaard skriver allerede i forordet, at hun ikke med bogen har ønsket at skrive en guide eller en selvhjælpsbog – og al respekt for det. Men så burde der være mere plads til mere komplekse betragtninger og mere dybdegående analyser. Og når Tanggaard nu hævder, at vi kan være vores følelsers arkitekt, må man så ikke godt ønske sig en enkelt lille arbejdstegning og en handlingsanvisning, så vi kan komme i gang med det projekt?
Lene Tanggaard vil opdrage vores følelser
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.