Når der går kludder i følelserne, så er løsningen ikke altid at arbejde direkte med følelserne.
Sådan lyder det fra professor Lene Tanggaard, som med egne ord er en psykolog, der advarer mod en psykologisering af skolen.
Det vil sige, at hun advarer mod at gøre problemstillinger, som i udgangspunktet ikke er psykologiske, til netop det.
Nu er hun aktuel med en bog om følelser. Her fremhæver hun, at vi bliver kloge på vores følelser gennem noget andet end os selv, ikke mindst skolens fag.
Derfor mener hun, at lærerne skal gå lidt mindre op i at være relationskompetente som en opgave i sig selv og i stedet fokusere på deres kerneopgave – at lave god undervisning. Det vil gavne trivslen hos både elever og lærere, mener hun.
”Vi skal finde det, jeg kalder en tredje vej. Følelserne er kommet ud af skabet, og det er der meget godt at sige om. Men vi er havnet et sted, hvor vi er begyndt at opholde os meget ved børns følelser og vil tale med dem om deres følelser hele tiden. Det får man det ikke altid bedre af. Nogle gange virker det faktisk modsat”, siger Lene Tanggaard.
”Hvis vi beder børnene om hele tiden at mærke efter, hvordan de har det, misser vi skolens opgave, som er at lære om deres historie og sprog og alt muligt andet fagligt”.
Følelsesmæssig dannelse gennem faglighed
Lene Tanggaard håber, at lærere, som læser bogen, vil få tiltro til den dannelsesopgave, de har, som hun også mener er en følelsesmæssig dannelsesopgave.
Men dannelsen – også den følelsesmæssige – kommer gennem det faglige, pointerer hun.
”Gennem de tekster og ting og sager vi lægger på bordet i skolen og undersøger og eksperimenterer med, lærer man at kende og forstå sine følelser bedre end ved at tale om, hvordan man tilfældigvis har det lige nu,” siger hun.
Tanggaard: Skru ned for denne ambition
Af samme grund synes hun, at lærerne skal skrue ned for deres ambitioner om at blive relationskompetente. De skal til gengæld skrue op for deres fagfaglighed – og så stole på, at elevernes trivsel nok skal følge efter.
”Lærerarbejde er i dag også blevet et relationsarbejde, hvor man kan blive udmattet af at skulle præstere de rigtige følelser,” siger Lene Tanggaard.
”Nogle lærere distancerer sig fra deres arbejde for at beskytte sig selv, fordi arbejdet er så følelsesmæssigt intensiveret i dag”.
Hun anbefaler, at lærerne får et lidt mere køligt forhold til relations- og trivselsarbejdet.
”Jeg ville ønske, at flere lærere ville sige: ’Rolig nu. Hvis jeg nu løser min opgave, som er at undervise børn og gøre det godt, så behøver jeg ikke også at være totalt relationskompetent og følelsesmæssigt begavet hele tiden’. Lærere skal have tiltro til, at de gennem deres kerneopgave – undervisning – faktisk løser det, de skal. Ellers er risikoen, at man bliver kynisk eller udmattet eller simpelthen stresset, fordi det bliver for intenst”.
Brug vores pædagogiske arv
Heldigvis ligger løsningen ligefor, mener hun. For den danske pædagogiske tradition er rigtig god til at forene faglighed og trivsel.
Hvis den kommer i højsædet, vil både elever og læreres trivsel stige, mener Lene Tanggaard.
”Det er jo noget af det, vi er kendt for i udlandet. Her har man – i hvert fald tidligere – kigget på den danske skole og sagt: ’I har jo netop vægt på det praktisk-musiske, I har en dannelsesskole, I har en skole, hvor man ikke bare måler og vejer alting’”, siger hun.
”Det skal vi tilbage til. Den danske pædagogiske arv kan bare noget meget fint i forhold til trivsel og relationer. Så lad os få nogle flere teaterforestillinger, flere lejrskoler og mere kunst, litteratur, historie og geografien, som eleverne kan blive opslugt af, frem for flere trivselsmålinger og følelsescoaches. Og lad lærerne lave den undervisning, de er så gode til at lave”.
Tanggaard: Lærere behøver ikke at være relationskompetente hele tiden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.