Dansklærer Camilla træder ind i 7.b med en plan for dagens lektion. Larmen i klassen er øredøvende. Hun hæver stemmen, beder eleverne sætte sig, være stille. Ingen reaktion. Hun råber. Eleverne griner.
En papirkugle flyver gennem lokalet fra bagerste række. Camilla prøver endnu en gang at råbe klassen op, men stemmen knækker, og hun står magtesløs og usynlig tilbage. I pausen efter lektionen fortæller hun ikke sine kolleger om den mislykkede time. Det er skamfuldt, at hun som lærer ikke kan holde styr på sine elever, føler hun.
Men Camilla bør alvorligt overveje at tale om de besværlige følelser i stedet for at gemme dem væk. Det slår forsker Peter Østergaard Andersen, mag.art. i pædagogik og lektor emeritus ved Københavns Universitet, til lyd for i sin nye bog ”Følelser – krav og forventninger til pædagoger og lærere”.
”Følelser er ikke særligt værdsatte. Der er en opfattelse af, at følelser er sådan noget med sniksnak, det er ikke værd at beskæftige sig med. Følelser er svære at måle, svære at få hold på, og det har en meget lavere status end læring. Men der indgår altid følelsesmæssige aspekter i læring, så det er en dårlig ide at holde afstand til følelserne, hvis man gerne vil forstå, hvad det er for læring, som finder sted”, siger Peter Østergaard Andersen
Han mener, at lærere skal overveje, hvordan de kan komme til at forholde sig mere til de følelser, som skabes i forbindelse med undervisning. Ikke mindst de tabubelagte følelser som for eksempel skam, utilstrækkelighed, vrede og skuffelse.
”Det er ikke særlig ofte, at man beskæftiger sig med netop de følelser, man selv er med til at sætte i gang, eller som man selv bliver ramt af i sit pædagogiske arbejde. Det er der flere grunde til, og en af dem er, at vi savner et klart sprog til at tale om dem med hinanden”.
Derfor har Peter Østergaard Andersen i sin nye bog valgt nogle af de temaer og begreber ud, som han mener er de mest relevante for lærere og pædagoger, når de skal tale om deres følelser.
Vi er alle sårbare
En af grundene til, at vi ikke taler nok om følelser på arbejdet, er, at vi typisk tænker på følelser som noget, der først og fremmest hører privatsfæren til. Skolen betragtes som lærernes professionelle arena, og her er der en forventning om, at lærerne skal agere rationelt, ikke emotionelt, fortæller Peter Østergaard Andersen.
”Man kan sige, at den træning, vi har fået i, hvad følelser er, har vi fået i familien. Men når vi kommer i skolen, bliver det jo faktisk en helt anden scene end i familien. Det er en social scene, der er offentlig, og som også er juridisk reguleret, så der er nogle andre formål med at være der, end når man er sammen med familien. Hvad er det så egentlig for nogle følelser, der er på spil her? Det er jo ikke noget, vi gør særligt meget ud af at forholde os bevidst til eller øve os nogenlunde systematisk på, heller ikke i læreruddannelsen – så vidt jeg er orienteret”.
Man kan jo nok ikke undgå som lærer at blive for eksempel skuffet over eller vred på en elev.
Peter Østergaard Andersen Lektor emeritus i pædagogik ved Institut for Kommunikation på Københavns Universitet
Men det bør vi nok gøre, for vi kan ikke undgå at forholde os til følelser som lærere, og vi kan ikke undgå, at vores handlinger bliver påvirket af dem. Vrede kan få læreren til at råbe ad eleverne i situationer, hvor det er uhensigtsmæssigt. Irritation kan betyde, at man forsøger at undgå at interagere med barnet, selv om det kan have brug for hjælp. Og overdrevet sympati for bestemte børn kan føre til forskelsbehandling, der kan opleves som uretfærdig og uprofessionel. Derfor kan vi lige så godt prøve at trække dem frem i lyset, argumenterer Peter Østergaard Andersen.
”Man kan jo nok ikke undgå som lærer at blive for eksempel skuffet over eller vred på en elev. Så kan man have et ideal om at være professionel og ikke lade sig påvirke, men det er umuligt altid at leve op til. Jeg tror ikke, at man kan undgå at blive fanget i sårbarhed”.
Det er ikke udtryk for, at man har gjort noget forkert, det er ikke udtryk for, at man er svag, eller at man ikke har tænkt sig om, understreger han:
”Det er udtryk for, at man som lærer har svære arbejdsbetingelser. For mig at se er en del af hverdagslivet, at man ikke kan leve op til professionsidealet. Det må man som lærer kunne tale med kollegaer og ledelse om”.
Det usagte vokser sig stort
Hvis arbejdspladsen ikke har en kultur, hvor man kan tale om følelser, er der stor risiko for, at vi som medarbejdere vender det indad, siger Peter Østergaard Andersen. Men der er tale om et strukturelt problem.
”For eksempel kan der være en tilbøjelighed til, at man individualiserer, at man bliver vred. Man kommer for eksempel til at tænke: ’Det er nok, fordi jeg ikke har tænkt mig godt nok om’ eller ’jeg har forløbet mig’ eller ’jeg ikke sover godt nok om natten’. Men det handler i høj grad om lærere, der er pressede af strukturer og modstridende forventninger, der gør det svært for dem at være lærere”, understreger han og uddyber:
”Vi har stadig en skole, der værdsætter det målbare og vil styre i hvert fald en væsentlig del af undervisningen efter målbare kriterier. Det er jo stadigvæk den bærende logik”.
Peter Østergaard Andersens forskning viser, at det kan give en stor usikkerhed hos læreren, hvis man arbejder på en skole, hvor man hele tiden fornemmer, at man forventes at kunne vise, hvad et givent undervisningsforløb skal føre frem til, og at der skal være klar overensstemmelse mellem det, man sætter sig for, og det, man får ud af det. For sådan er virkeligheden langtfra altid.
”I stedet skal vi kigge på usikkerheden og alle de situationer, hvor man kommer i tvivl, hvor tingene stritter, og planerne resulterer i noget helt andet, end man havde sat sig for. Det fører til udvikling i nogle andre retninger”, siger han.
For det fører ikke bare til stress, udbrændthed og sygefravær, når lærere ikke kan tale med hinanden om deres følelser. Man går også glip af vigtig udvikling som lærer. For eksempel kan man forbedre sit forhold til elever, man ellers ikke umiddelbart er så glad for, ved at være ærlig omkring det over for sig selv og sine kollegaer – endelig ikke eleven – og prøve at analysere, hvad det er ved eleven, i anden omgang ved én selv, der fremkalder de negative følelser, foreslår forskeren.
”Den psykologiske påstand, som jeg tror, at der er noget om, er, at når man begynder at analysere de negative følelser og forholde sig bevidst til dem, kommer eleverne til at opleve en lærer, der udtrykker noget andet end det, han eller hun plejer. Bliver måske mere imødekommende og interesseret, for eksempel. Og når først læreren udtrykker noget andet, får eleverne også nogle muligheder for at agere anderledes end hidtil. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at eleverne udnytter det, men læreren er jo, som den magtfulde i relationen, den, der kan sætte et ændret samspil i gang, og det vil ofte kunne lykkes at flytte tingene et bedre sted hen”.
Ledelsen skal give plads
Peter Østergaard Andersen kan godt forstå det, hvis der skulle sidde en læser eller to og tænke: ”Det kan han da sagtens sige”. Og han understreger, at en enkelt lærer ikke kan flytte så meget, hvis de ydre omstændigheder ikke er til det.
”Det kræver, at der er en ledelsesmæssig og kollegial opbakning, som gør, at vi bliver støttet i at tale om vores følelser og tør få eksperimenteret. Har vi reelt på arbejdspladsen mulighed for at udtrykke vores sårbarhed, eller bliver det tolket som svaghed?”
Peter Østergaard Andersen har forsket i følelsers betydning for pædagogisk arbejde i et lille årti, og han udtaler sig derfor på baggrund af en omfattende empiri.
”Nu har jeg arbejdet med det i så lang tid, og jeg har forstyrret så mange pædagoger og lærere. Jeg vil gerne give noget tilbage. Jeg har prøvet at tilbyde dem et sprog, som de forhåbentlig vil kunne bruge til at tænke over og tale om de følelser, de skaber, og de følelser, de får igennem deres arbejde. Jeg har prøvet at formulere mig på en måde, så det ikke bliver endnu et krav om, at ’nu skal du gøre sådan’ eller ’følg de her otte punkter, så bliver alt godt’”.
”Det er mit udgangspunkt at sige, at lærere og pædagoger handler meningsfuldt inden for de rammer, de har. Men skal vi kunne tale fyldestgørende om det meningsfulde, skal der også være plads til deres følelser inden for rammen”.
Du bliver ikke en bedre lærer af at skamme dig – så sæt ord på de svære følelser
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.