Mette Kjersgaard Andersen tænker i bund og grund, at forældrene var usikre.
De ville deres børn det bedste, samtidig med at de havde en stor frygt for, at de ville ende i mistrivsel.
På Lystrup Skole nord for Aarhus, hvor Mette Kjersgaard Andersen har været lærer i 17 år, mærkede de det ved, at forældrene i højere grad havde behov for kontrol over, hvad der skete i løbet af skoledagen.
”Kan det virkelig passe, at det her er sket? At de må det her?” Sådan spurgte forældrene.
Derfor besluttede skolen sig for at gøre noget ekstra for at skabe et tættere samarbejde mellem skole og hjem, og for tre år siden indførte Lystrup Skole derfor en workshop for forældrene til de nye børnehaveklasseelever. Skolen går fra 0. til 9. klasse og har lidt over 500 elever.
I dag er den årlige ”forældreskole” blevet til grundstenen i det skole-hjem-samarbejde med flere fysiske møder, som Mette Kjersgaard Andersen har været med til at udvikle i kraft af sin rolle som ressourceperson. Tanken er, at det ikke kun er eleverne, der skal lære at gå i skole – forældrene skal også lære at være skoleforældre.
”Workshoppen bliver fundamentet, vi står på de næste mange år. Vi giver dem det grundsyn, vi gerne vil arbejde ud fra,” forklarer hun.
Men i stedet for at sige ”hertil og ikke længere” til forældrene inviterede de dem indenfor.
Bakker op om samarbejde
Når de fleste forældre sætter deres barn i folkeskolen, vil de opleve, at der er sket meget med skolen, siden de selv gik i den. Derfor er første punkt på workshoppen, at ledelsen fortæller, hvad det vil sige at have et barn i skolen i dag. De fortæller, hvad skolen forventer af forældrene, og hvad de kan forvente af skolen.
40-årige Niels Strange Grønborg deltog i workshoppen sidste sommer, da hans mellemste bar, Malthe, begyndte på skolen.
”Det var ikke en løftet pegefinger eller ’nu skal I gøre sådan her’, men et rigtig godt indblik i, hvad det er for en rolle, man kan have som forælder.”
Som han selv siger, har den ændret sig meget, siden han selv gik i skole.
”Dengang skulle der være sket noget meget alvorligt, før lærer og forælder talte sammen,” husker han.
Til workshoppen forventningsafstemte de blandt andet, hvornår forældrene og lærerne skal række ud til hinanden. ”Det kan være, at barnet er kommet lidt mut hjem og ikke vil sige, hvad der er galt. Så er det rart, at man kan spørge en, der har været til stede. De behøver ikke at have tævet hinanden, før vi kan række ud,” siger Niels Strange Grønborg og konstaterer, at det er der noget tryghed i.
12.000 timer
Næste punkt på workshoppen for forældre står et medlem af skolebestyrelsen for. Hun er selv mor til tre elever og beskriver, hvad hun gerne ville have vidst, da hendes første barn begyndte på skolen.
”Hun får fortalt, at det ikke er meningen, at forældrene skal være perfekte. Hun får trukket rollen som forælder til et skolebarn ned til et mere spiseligt niveau,” fortæller Mette Kjersgaard Andersen.
Sidste halvdel af workshoppen står hun selv for. Hun stiller blandt andet forældrene dette spørgsmål:
”Hvis vi sætter vores børn ind i et fællesskab, hvor de skal være i 12.000 timer de næste år, hvordan bliver det så trygt, og hvilke kompetencer skal de udvikle for at have det godt?” På workshoppen taler forældrene derefter om, hvordan de kan bakke op om, at deres børn for eksempel lærer at lytte til andre, at samarbejde og at håndtere en konflikt.
Enormt lidt tid på Aula
Før Lystrup Skole begyndte at gøre noget ekstra ud af skole-hjem-samarbejdet, kunne Mette Kjersgaard Andersen se, at forældrene reagerede i form af flere beskeder og spørgsmål på Aula, fordi de ikke kunne mærke, hvor deres børn var, når de kun kom til et forældremøde i september.
Læs også
Derfor bliver workshoppen ved skoleårets start nu fulgt op af to fyraftensmøder – typisk i januar og maj, hvor der bliver bygget videre på workshoppens fundament
For Marie Bodilsen Nielsen, der er mor til Edith i 2. klasse og storebror Alvin i 4. klasse, erdet lidt som at tage til et oplæg om at være forælder, der er skræddersyet til der, hvor hendes barn er lige nu i sit skoleliv.
”Det har givet mig noget godt som forælder generelt, men det er dejligt, at det er i kontekst af den samme klasse.”
Når Marie Bodilsen Nielsen for eksempel henter sit barn til en fødselsdag og bliver budt på en kop kaffe, er det nemmere for forældrene at dele, hvad deres barn tumler med for tiden, eller spørge, hvordan det går med skærmpolitikken derhjemme, for de har allerede øvet sig i at tale sammen på den måde.
Ingen krisehåndtering
Til fyraftensmøderne taler forældregruppen om problemstillinger, klassen snart møder – og som ikke alle er lige nemme. Tanken er at forebygge problemerne og undgå brandslukning. Emnerne finder forældregruppen frem til i samarbejde med læreren.
Til et af møderne var det Marie Bodilsen Nielsens egen mand, der holdt oplæg om risky play. Børn i dag løber sjældent langt væk fra hjemmet, og de leger ofte i nærheden af en voksen. Som forældregruppe talte de om, hvordan de kunne bakke op om, at børnene leger mere på egen hånd.
”Det bliver ikke krisehåndtering, men handler om, hvor vi gerne vil hen,” siger Marie Bodilsen Nielsen.
Til fyraftensmøderne på skolen har de også talt om konflikthåndtering, hvor forældrene har aftalt, at de selv tager teten og får ringet sammen, og så bliver Mette Kjersgaard Andersen selvfølgelig orienteret og holder øje med eleverne.
Den energi, forældrene før brugte på at være usikre, bliver nu i stedet anvendt forebyggende, oplever Mette Kjersgaard Andersen.
”Energien bliver brugt til at finde ud af, hvordan de kan slå en voksenring om børnegruppen og give dem de bedste rammer.”
For Mette Kjersgaard Andersen har det haft en mærkbar effekt.
”Jeg bruger enormt lidt tid på Aula med den her forældregruppe, i forhold til hvad man ellers kan lande i,” siger hun og fortsætter: ”Der er så meget, de kan løse indbyrdes.”
Læreren Mette bruger markant mindre tid på Aula med sin 4.-klasse: Det er der en særlig grund til
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.