En morgen på Torslev Skole i Vendsyssel var læreren Tine Schroll klar til at tage på tur med sin klasse, da en elev sagde, at hun ikke skulle med.
”Jamen selvfølgelig skulle hun da med,” tænkte Tine Schroll, der greb telefonen, fik fat på elevens forælder, og så kom pigen med på tur.
Beskeden om, at klassen skulle på tur den dag, at eleverne skulle have 50 kroner med, og at de ville være lidt sent hjemme, havde Tine Schroll sendt ud på Aula. Problemet var, at elevens forældre ikke havde læst beskeden. Og Tine Schroll havde ikke været god nok til at tjekke op på, om alle havde fået læst den, siger hun.
Efter 27 år som lærer i folkeskolen kan hun konstatere, at der altid vil være forældre, der ikke får sedlen fisket op af tasken eller læst beskeden på Aula.
Lige præcis med Aula var kongstanken ellers, at platformen skulle styrke samarbejdet og kommunikationen mellem skole og hjem i en tid, hvor man inviterede forældrene tættere på deres børns skoleliv.
Men da man i 2019 slap Aula løs, var det uden retningslinjer for brugen af den. Så hvad har Aula egentlig gjort ved den måde, forældre og lærere kommunikerer sammen på?
Accelerationen fik et skub
Da sociolog Maria Ørskov Akselvoll lavede feltarbejde til sin ph.d. om forældresamarbejde i folkeskolen, tilbragte hun et skoleår som fluen på væggen i to indskolingsklasser. Hun læste blandt andet med på Forældreintra, Aulas forgænger, og printede beskederne fra skolen ud.
Intentionen var at gøre kommunikationen nem. Men det har jo bidt sig selv i halen. Man gjorde det for nemt.
Maria Ørskov Akselvoll Sociolog (ph.d.) og forfatter
Efter et år kunne hun fylde et helt ringbind for hver klasse.
”Da Aula kom i 2019, var der således allerede etableret en uhensigtsmæssig og grænseløs kommunikationskultur,” siger hun.
Og med Aula accelererede den.
Inden platformen blev rullet ud, havde man fra politisk hold i mange år arbejdet for, at forældre skulle involveres mere i deres børns skoleliv. Forældrene fik flere opgaver og mere ansvar, og så blev Aula indført for at understøtte samarbejdet digitalt, fortæller Maria Ørskov Akselvoll.
”Intentionen var at gøre kommunikationen nem. Men det har jo bidt sig selv i halen. Man gjorde det for nemt.”
I dag ville hun have haft brug for adskillige ringbind, hvis feltarbejdet skulle gentages. For lærere og forældre kommunikerer oftere og mere, alene af den grund at de kan, forklarer Maria Ørskov Akselvoll, der var tilknyttet udrulningen af Aula som konsulent.
”Aula har hævet barren for, hvor meget skolen og hjemmet kommunikerer, så daglig kommunikation er blevet new normal – men samtidig sænket barren for, hvad der er nødvendigt at kommunikere om.”
Relationen har taget skade
Lærere sender detaljerede ugeplaner og opmuntrende beskeder om, hvor godt det gik med Victor i matematik i dag, og imens sender forældrene beskeder om, at Nora ikke har fået lavet sine lektier, og spørger, om der kan blive luftet lidt mere ud i klassen.
Den ottesporede motorvej af kommunikation presser lærere generelt, og den rammer især de nyuddannede lærere. En undersøgelse fra Danmarks Lærerforening viser, at to ud af tre nyuddannede lærere ikke har følt sig klædt på til at håndtere forældresamarbejdet.
Ifølge Maria Ørskov Akselvoll handler det blandt andet om, at skolerne selv har fået skabt en forventning hos forældrene om, at de skal være orienterede om alt. Det presser lærerne til at holde et højt informationsniveau, og så signalerer det også over for forældrene, at man som lærer har styr på det.
Derudover er tonen på Aula også blevet hårdere i løbet af de seneste år, hvilket påvirker den gensidige respekt, men også konfliktpotentialet, ligesom vi kender det fra al anden kommunikation, der foregår bag en skærm.
”Derfor er det også et problem, at samarbejdet er blevet så skriftligt, som det er i dag. Det tror jeg desværre har skadet relationen og tilliden mellem lærere og forældre og dermed også samarbejdet,” siger Maria Ørskov Akselvoll.
”Jeg skulle nok have ringet”
Til skoleårets første forældremøde forventningsafstemmer Tine Schroll med forældrene om, hvordan Aula skal bruges. Efter knap tre årtier på Torslev Skole i Vendsyssel har hun en del erfaring med forældresamarbejdet – både før og efter Aula.
Hun ved, hvor meget – eller lidt – hun skal skrive til forældrene på den digitale platform, så det ikke sluger for meget af hendes tid.
”Vi kan ikke skrive, hver eneste gang Alexander har læst flot op i klassen. Vi kan skrive, hvis der er ting, vi er bekymret for, men mange gange er det en invitation til et møde. Hvis det er alvorligt, ringer vi,” siger Tine Schroll.
Sådan er kulturen på skolen. Hvis en elev har udfordringer, og Tine Schroll kan se, at der er grobund for at sende mange beskeder frem og tilbage, aftaler hun med forældrene, at de ringes ved en gang om ugen til en status.
Men det går hurtigere på Aula, end det gjorde på Skoleintra, den digitale paraply for Forældreintra og Elevintra.
Sommetider får Tine Schroll beskeder fra forældre, hvor hun tænker: Det havde du ikke behøvet at skrive. Og andre gange undrer hun sig over, at hun ikke fik en besked om noget, hun gerne ville have vidst. Forældrene tænker nok det samme, ræsonnerer Tine Schroll.
Hun gør, hvad hun kan, for at undgå misforståelser. Hendes erfaring er, at de nemt opstår, hvis hun deler bekymringer om en elev i en besked til forælderen. At skrive frem og tilbage er ”noget juks” og kan desuden også være stressende.
Tine Schroll har modtaget beskeder, hvor hun har tænkt: Er forælderen vred, eller hvordan skal jeg tolke det? Omvendt er hun også selv kommet til at skrive i vendinger, der har kunnet forstås lidt skrappere, end de var ment.
”Der er nogle svipsere indimellem, hvor jeg tænker: Ej, jeg skulle nok have ringet. Så jeg er meget opmærksom på, hvordan jeg formulerer mig.”
Hvad mener læreren?
Hvad betyder det, hvis en lærer skriver med fed eller BLOKBOGSTAVER?
Nogle forældre tænker måske: Hvorfor råber læreren ad mig? Andre lægger slet ikke mærke til det. Imens har læreren måske haft et ønske om at understrege en særlig vigtig besked. Men det er meget sandsynligt, at forældrene ikke tolker det sådan.
Det fortæller Randi Outzen Dransfeldt, som er adjunkt på pædagoguddannelsen på UCL i Odense. I sit speciale med overskriften: 'Hvorfor gør forældrene ikke, som lærerne skriver?’ undersøgte hun, hvad der er på spil, når forældre og lærere skal samarbejde over Aula.
”Lærere og forældre vil gerne kommunikere med hinanden, men det springende punkt er, at de ikke er enige om, hvordan det, der bliver kommunikeret, skal fortolkes. Der er stor risiko for misforståelser,” siger hun.
Man har udviklet noget, der er til os alle, men har vi lige muligheder for at tilgå det?
Randi Outzen Dransfeldt Cand.mag.pæd. og adjunkt på UCL
Ved at interviewe forældre og lærere fandt Randi Outzen Dransfeldt ud af, at udfordringerne opstår, fordi vi tror, at vi går ind i et digitalt rum med antagelsen om, at vi afkoder skrift og virkemidler som for eksempel fremhævet skrift, versaler, tegn, farver og billeder på samme måde – men det gør vi ikke. Vi mangler med andre ord en form for fælles fortolkningsmanual.
For når vi kommunikerer digitalt, har vi ikke øjenkontakt og kan ikke se hinandens mimik eller høre tonelejet. Ting, vi dagligt bruger til at få budskaber til at falde på plads hos hinanden.
Derfor opfordrer Randi Outzen Dransfeldt til, at skole og forældre bliver enige om en strategi for kommunikationen, hvor man afstemmer, hvordan man vil bruge Aula. Det kan være helt ned til, at når læreren skriver ”god weekend”, aftaler man, at de 50 forældre ikke behøver at skrive ”i lige måde”. Eller at når noget står med fed, er det en vigtig besked.
Men uanset hvor konkret en strategi man bliver enige om, vil der stadig være nogle forældre, som har svært ved at bruge Aula.
”Man har udviklet noget, der er til os alle, men har vi lige muligheder for at tilgå det?” spørger Randi Outzen Dransfeldt.
Alle er ikke lige stillet
De seneste ti år har Maria Ørskov Akselvoll besøgt skoler og kommuner landet over, og fra Thy til Bornholm er en tendens gået igen: Det digitale samarbejde på Aula forstærker det ulighedsmønster, der i forvejen findes.
Forældre med lange og mellemlange videregående uddannelser er bedst til at sortere i informationsstrømmen og finde ud af, hvordan de kan bruge det til at støtte deres barn. Imens er forældre med korte eller ingen uddannelser langt dårligere stillet. Dem, der i forvejen havde problemer, fik flere problemer med den digitale kommunikation og Aula.
”Du kan tegne en tyk streg mellem de to grupper,” konstaterer Maria Ørskov Akselvoll.
Den første gruppe er god til at navigere i det digitale og skriftlige og til at afkode informationen, så de kan hjælpe barnet. Den anden gruppe kæmper mere og mangler de nødvendige ressourcer.
”I virkeligheden er det jo det største problem med et digitalt samarbejde: At i folkeskolen, hvor det er et eksplicit mål at mindske betydningen af elevernes sociale baggrund, har vi i dag et digitalt samarbejde, der retter sig mest mod de ressourcestærke forældre, og som måske ligefrem giver deres børn en ekstra fordel.”
På Torslev Skole i Nordjylland har Tine Schroll indimellem forældre, som er ordblinde. De skriver til hende, at de derfor ikke er i stand til at hjælpe deres barn med lektierne. Og det er fint for Tine Schroll at vide.
Der kan også være forældre, som ikke har overskud til at få kigget på Aula, fordi informationsstrømmen er uoverskuelig. De forældre, der i gamle dage heller ikke fik fisket sedlerne om skolefest og markedsdag op af skoletasken, de går stadig glip af noget, siger hun.
Og det går i sidste ende ud over deres barn.
Hun var med, da Aula blev udrullet: I dag kan hun se, hvad det har gjort ved relationen mellem lærer og forældre
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.