48 procent. Eller godt halvdelen. Så stor en andel af nyuddannede lærere svarer, at de kun ”i mindre grad” eller ”slet ikke” føler sig klædt på til at håndtere forældresamarbejde.
Det viser en undersøgelse, som Danmarks Lærerforening har foretaget blandt medlemmer uddannet inden for de seneste tre år. I alt 492 nye lærere har svaret på undersøgelsen.
”Vi ved, at skole-hjem-samarbejdet udgør en betragtelig del af det, vi populært kalder praksischokket, og der skal være en lettere overgang fra uddannelse til det her område. For det er noget af det allerførste, de nyuddannede møder i august/september, når de skal afvikle deres første forældremøde. Så det er noget, der kommer ret up front,” siger Mikkel Koed Thomsen, lektor på læreruddannelsen i Silkeborg.
Sammen med sin kollega på læreruddannelsen, lektor Camilla Hjorth Balzarsen, har han skrevet bogen ’Skole-hjem-samarbejde – på bølgelængde og i øjenhøjde’.
Camilla Hjorth Balzarsen arbejder også med dimittender i mentorforløb, og hun genkender billedet af usikkerhed hos lærere i deres første job.
”Skole-hjem-samarbejdet er en stor del af det, de bøvler med og har brug for at vende og drøfte, og som tærer på dem,” siger hun.
De to lektorer slår til lyd for, at arbejdet med at klæde de kommende lærere på skal involvere alle parter, både de studerende, uddannelsesskoler og -lærere og læreruddannelserne.
Praktik i utakt med virkeligheden
En af udfordringerne er, at de studerende ikke nødvendigvis møder skole-hjem-samarbejdet i praktikken.
”Vi taler tit om, at der er en utakt, når de kommer ud i praktik. Der er måske ikke et forældremøde eller en skole-hjem-samtale, som de naturligt kan lære en del af,” forklarer Camilla Hjorth Balzarsen.
Pointen er, at skole-hjem-samarbejdet i dag ikke bor nogen steder. Og så er en af udfordringerne, hvem der har ansvaret
Camilla Hjorth Balzarsen Lektor på læreruddannelsen
En anden barriere kan være, at uddannelseslærerne synes, at en skole-hjem-samtale kan være for sårbar eller for intim, fortæller Camilla Hjorth Balzarsen.
”Men vi prøver at skubbe på ude på skolerne – for sagt med en metafor, så har du jo heller ikke lyst til at føde et barn hos en jordemoder, der ikke har set en fødsel. De skal ud og stå distancen i de svære samtaler, og de skal kunne varetage det her på lige fod med resten af skolens praksis,” siger hun.
Ofte er de nyuddannede unge mennesker i 20’erne, der ikke selv har børn, og mødet med forældrene kan være en decideret intimiderende oplevelse.
”Jeg kan godt forstå, at studerende sætter spørgsmålstegn ved, om man kan være en autoritet og sige noget om børns læring, opdragelse, udvikling og sociale forhold, når man ikke engang selv har børn,” siger Mikkel Koed Thomsen.
Derfor er der behov for, at de lærerstuderende møder skole-hjem-samarbejdet som ”autentiske møder” hen over alle fire stuideår, så de kan få nogle konkrete erfaringer med, hvad det indebærer, mener de to lektorer.
Og det er ifølge Mikkel Koed Thomsen ikke ved blot at overtage erfarne kollegers Powerpoints:
”Det er i vores optik problematisk. For det første skulle man jo gerne fra læreruddannelsen være iklædt nogle redskaber til selv at kunne indgå i det og udvikle egen praksis, og det afskærer man lidt ved bare at overtage andres praksis uden at træffe et selvstændigt valg,” forklarer Mikkel Koed Thomsen og fortsætter:
”Så de tænkemåder, der er om, hvordan man bliver god til skole-hjem-samarbejde, er noget, vi skal gøre et stykke benarbejde for at udfordre, i løbet af de fire år de er under uddannelse hos os.”
Læs også
På læreruddannelsen i Silkeborg arbejder de to lektorer derfor med at skabe en form for progression i, hvordan de lærerstuderende møder skole-hjem-samarbejdet i løbet af deres uddannelse.
”De starter med et fundament omkring, hvem forældrene anno 2026 er, og derefter bevæger de sig op i kompleksitet. Efter fire år kommer de til at have stiftet bekendtskab med alle de centrale arenaer for skole-hjem-samarbejde,” siger Mikkel Koed Thomsen.
Et hjemløst fagområde
Tidligere tilbød læreruddannelsen i Silkeborg et specialiseringsmodul i skole-hjem-samarbejde, som tiltrak mange studerende. Men med den nye læreruddannelse fra 2023 tilbyder skolerne ikke længere moduler, men fag.
”Pointen er, at skole-hjem-samarbejdet i dag ikke bor nogen steder. Og så er en af udfordringerne, hvem der har ansvaret for, at det bliver tematiseret og i en sådan progression, at de studerende faktisk opbygger et fundament, men også får en eller anden form for repertoire, som de kan trække på i skolen,” siger Camilla Hjorth Balzarsen.
Som modsvar har de på læreruddannelsen i Silkeborg iværksat et konkret tiltag med en form for klippekort til skole-hjem-samtaler, hvor den studerende og uddannelseslæreren skal sætte datoer på. Alle førsteårsstuderende skal med klippekortet møde mindst fire skole-hjem-samtaler.
Ny undersøgelse: Hver anden unge lærer famler med forældrekontakten
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.