Til halloween sidste år bankede det på døren til Line Schous hjem nær den østjyske by Hinnerup.
Da hun åbnede døren, blev hun mødt af fire af sine tidligere elever fra Strandskolen i Risskov, der stod udklædte og bad om slik.
”Jeg blev så rørt,” siger hun.
Eleverne, der nu gik i 6. klasse, havde haft Line Schou som klasselærer til og med 4. klasse, og de var blevet kørt de cirka 15 kilometer fra Risskov til hendes hjem af en venligsindet forælder for at hilse på deres tidligere lærer.
Da Line Schou og klassen tog afsked med hinanden et par år forinden, havde Line Schou hulket, og hun fortæller, at også elever og forældre havde haft våde øjne. Det var kulminationen på flere års arbejde med at skabe et godt forældresamarbejde.
”Opbakningen fra forældrene var enorm,” siger hun.
Fem år tidligere var Line Schou som 23-årig trådt ind på Strandskolen i Aarhus-forstaden Risskov. Hun var nyuddannet og fik med egne ord et chok over, hvor meget forældresamarbejdet fyldte. Hun havde intet lært om det på læreruddannelsen. Hun måtte bare gøre sit bedste og spørge sine kolleger til råds.
I dag er hun selv den kollega, der giver nyuddannede råd. Hun har lært at navigere i Aula-beskeder, håndtere konflikter og vise forældrene, at hun er kompetent og vil deres børn det bedste.
Men hun lærte det på den hårde måde.
Så mange mikrobeskeder
Dengang Line Schou selv gik i skole, havde hun en kontaktbog, som hendes forældre skrev i, når de skulle give læreren en besked, og så var der den årlige skole-hjem-samtale.
Det var det.
Meget havde nået at ændre sig, inden hun begyndte i sit første lærerjob. Året inden var Aula blevet rullet ud og havde erstattet Skoleintra.
”Da jeg fik de første beskeder, syntes jeg, det var vildt angstprovokerende. Hvis jeg skrev, var der svar samme dag – nogle gange efter fem minutter. Det overraskede mig, at det fyldte så meget i hverdagen,” siger hun.
Det kunne være en forælder, der spurgte kritisk ind til årsplanen i dansk, og så var der alle ”mikrobeskederne” om madpakker, lægebesøg og glemte håndklæder til idræt.
Nogle af forældrenes beskeder studsede Line Schou over. Var de virkelig relevante at sende til hende? Kunne du ikke bare have sagt det til dit barn? tænkte hun.
En ting var alle de beskeder, Line Schou modtog og skulle forholde sig til, en anden ting var, når hun selv skulle række ud til forældre – for eksempel hvis et barn var endt i en konflikt og blev ved med at gøre det.
”Det var grænseoverskridende, for jeg anede ikke, hvad jeg fik tilbage af svar.”
Sommetider oplevede hun forældre, der bare svarede: ”Ja, jeg snakker med mit barn.”
Men der var også forældre, som blev mere frustrerede, jo flere gange Line Schou kontaktede dem.
”Er det mit barn, eller er det skolen?” kunne de spørge.
Når en forælder i et hårdt sprog skrev, at vedkommende var uenig, kunne det få Line Schous tanker til at køre: Har jeg gjort noget forkert eller skrevet noget forkert?
Og så var der nogle forældre, der bad om et akut møde eller truede med at gå til ledelsen.
”Der var ikke altid tillid til mit arbejde. Jeg var også udfordret i, hvordan jeg skulle kommunikere, fordi jeg var meget ung. Så kunne forældrene sidde der og tænkte: ’Åh, det er bare en ny, ung lærer.’”
Det var også den tanke, hun havde til sine første skole-hjem-samtaler, for nu var hun den voksne, der havde ansvaret.
”Jeg følte, jeg skulle levere. Jeg skulle gøre det bedste, jeg overhovedet kunne.”
For Line Schou var det ligesom en eksamen.
Hovedet kørte på højtryk
Det blev en central del af hendes nye lærerliv, at der konstant var forældre, som kontaktede hende. Hun skulle håndtere alt fra særaftaler, glemte vanter til elever med skolevægring. Line Schou gjorde sit bedste for at løse hvert enkelt problem, stort som småt.
Hun var hele tiden tilgængelig. Tjekkede Aula som det første, når hun stod op, og klokken 22, før hun gik i seng.
Det kunne mærkes i kroppen. Hendes hjerte var begyndt at buldre derudad, og hun var begyndt at gøre alting hurtigt – også små dagligdagsting: Hurtigt på toilettet, hurtigt vaske hænder, hurtigt videre. Hun løb nærmest på skolens gange.
Hun følte sig svimmel, hun var angst og græd ofte.
En dag havde en svær situation med en elev ført til, at hun sad foran sin leder. Og så brød hun sammen.
”Det var en kulmination af alt muligt. Små beskeder, forældres holdninger, konflikter med børn, møder med forældre, der ikke troede på det, jeg fortalte om deres barn. Hovedet kørte i tanker, handlinger, løsninger. Jeg skulle fikse alt for alle og være perfekt. Jeg var en ny, frisk lærer, der kunne det ene og det andet. Til sidst kan man ikke mere, når man hele tiden kører på højtryk,” siger Line Schou.
Lederen sendte hende hjem, hun talte med sin læge og en psykolog, og en uge senere begyndte hun lige så stille at arbejde igen på lavt blus. Hendes leder var ”sindssygt god” til at lytte til hende og sørgede for, at hun i starten havde mindst muligt at gøre med de situationer, der drænede hende, såsom konflikthåndtering og svære samtaler med forældre.
Line Schou var glad for at vende tilbage.
”For jeg elsker mit arbejde som lærer.”
Ingen Aula på mobilen
Det var Line Schous daværende ”makker”, en erfaren kollega, som rådede Line Schou til at slette Aula på sin telefon. Så det gjorde hun.
I dag tjekker hun, når hun står op, for at få et overblik, og ellers tjekker hun kun i sin tilstedeværelsestid – det kan hun godt gøre ti gange i løbet af en dag. Men efter klokken 15.30 er der lukket. Hun tager ikke længere konflikterne med hjem. Her fokuserer hun på noget helt andet: familielivet med sin mand og deres toårige søn.
”Jeg vil se dem i øjnene og have, at de mærker mig. Det er vildt vigtigt.
Line Schou Lærer
Som nyuddannet tænkte hun ikke over, hvordan forældrene modtog hendes beskeder. Hun havde fokus på, hvordan hendes undervisning skulle være – og den skulle være til UG – for det var jo det, hun var uddannet til.
I dag kommunikerer hun mere professionelt efter at have været igennem et kommunikationskursus på sin skole. Hun sparrer med sine kolleger og ledelsen. Og så er hun blevet ”hærdet”.
”Og man skal hærdes til Aula,” siger hun.
Hvis hun for eksempel skal indkalde til et møde, skriver hun kort, hvorfor hun indkalder, hvad mødet skal handle om, og at forældrene ikke skal være bekymrede.
I dag ved Line Schou også, at hun sommetider skal ringe i stedet for at skrive, for eksempel hvis der har været en konflikt. Dialogen er bedre, når man kan høre den andens toneleje, oplever hun.
På hårde dage kan hun have fem-seks opkald, hvor en forælder skal have noget svært at vide, men der kan også gå uger imellem. Lige nu er hun et godt sted med sin 2. klasse. Der er ro på.
Det personlige møde
Til skole-hjem-samtaler tænker hun over, hvordan hun formidler svære pointer, så de ikke virker som et angreb eller en konklusion. Hun tænker over sin mimik. Og så har hun ikke længere sin computer med til samtalerne, som hun havde, da hun begyndte. I stedet har hun en notesblok med, som hun noterer på.
”Jeg vil se dem i øjnene og have, at de mærker mig. Det er vildt vigtigt.”
Derfor dyrker hun også at snakke om ”alt og ingenting”. Hvis hun ved, at Karla lige har været på ferie, siger hun til forældrene, at hun har hørt, at de har haft en fantastisk tur. Hvis hun møder dem i supermarkedet fredag eftermiddag, ønsker hun dem en god weekend.
”Det er medmenneskelighed. Et møde uden for arbejdet kan gøre, at de ser, at jeg også er et menneske.”
Og så dukker hun op til de arrangementer, forældrene planlægger. Det kan være en båldag eller den årlige strandtur før sommerferien. Det er megagavnligt, konstaterer Line Schou.
Hun mener i hvert fald, at det resulterede i, at de fire tidligere elever bankede på hendes dør til halloween.
Nu gør hun alt, hvad hun kan, for at give det samme til sin nye klasse.
Line lærte det på den hårde måde: ”Man skal hærdes til Aula”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.