Lærer: ”Mine elever var simpelthen pinlige at have med på tur”

Ugens spørgsmål:

Mine elever var simpelthen pinlige at have med på tur. Og det var ikke første gang. På en overfyldt metrostation stod de og skubbede og larmede uden den mindste hensyntagen til de andre passagerer.

Efter syv år som lærer har jeg desværre haft utallige øjeblikke, hvor jeg krummede tæer over elevernes opførsel.

Det skete for eksempel, da min elev stod og tiggede om slik med tårer i øjnene midt i køen i Brugsen, og så er der mit værste lærer-minde: Da min elev i begyndelsen af Coranatiden råbte efter en asiatisk rengøringsdame, der bare passede sit arbejde, at hun skulle tage mundbind på.

Mine kinder brændte af skam, da jeg undskyldte på elevens vegne, men da jeg efterfølgende ringede til elevens forældre, måtte jeg forstå, at deres barn bare var et barn, der gjorde det så godt, det kunne.

Som lærer tror jeg på værdien af irettesættelser, så længe vi adskiller person og handling. For børn skal lære almindelig pli og kunne begå sig i det offentlige rum uden at blokere fortove, gå over for rødt eller råbe på gaden.

Men hensyntagen er blevet en mangelvare i opdragelsen, og jeg tror, mange forældre har glemt værdien af at lære børn at tage ansvar, feje gulvet eller se ud over deres egen næsetip.

Så kære lærere, hvordan håndterer jeg, at mine elever er pinlige i offentligheden?

Med venlig hilsen Andreas Steffensen

Lærer Rina Ghanoum svarer:

Hej Andreas

Du har simpelthen valgt at bevæge dig ud i offentligheden med en hel skoleklasse, der lyder til at have imponerende erfaring i navlepilleri. Den beslutning kræver mod.

Og så står I pludselig der på metrostationen, hvor første udfordring melder sig: Ventetiden.

To til tre minutter kan pludselig føles som en mindre evighed for elever uden en mobiltelefon i hånden. Så de vil spejde febrilsk efter noget at grine af eller nogen at kommentere på, mens du forsøger at holde styr på dem og koordinere, hvordan I overhovedet får placeret jer, så alle kommer med, når dørene åbner.

Det kræver kolossale mængder planlægning og et enormt overblik. Noget som hverken forældre eller skoleledere for alvor forstår.

Jeg synes ærligt talt, du nærmer dig superheltestatus, når du alligevel vælger at gennemføre den slags ture med dine elever.

Hvis du en dag - mod al fornuft - overvejer at gentage succesen, så får du her tre velmenende råd fra én kollega til en anden:

1. Træn hjemmefra: Inden I overhovedet nærmer jer en perron, så øv at stå stille, gå samlet og den allersværeste disciplin: At lade være med at kommentere på fremmede mennesker. Det lyder simpelt. Det er det ikke.

2. Lav alliancer: Fortæl forældrene, hvad I øver undervejs, bed dem tage snakken hjemmefra og sørg for at evaluere med elever og forældre efter turen.

Og ja: bed ledelsen om ekstra hænder. For måske er løsningen også færre ture med flere voksne.

3. Sænk ambitionerne: Du har planlagt kultur, dannelse og fælles oplevelser. Dine elever har planlagt at finde noget, der larmer. Mød dem et sted midt imellem. Hvis bare halvdelen af flokken er i live, samlet og nogenlunde mætte, når I kommer hjem, er det vel nærmest en succes.

Lærer Anders Thorsen svarer:

Åh, hvor kan jeg genkende mig selv i dit dilemma! Nogle gange tror jeg, at min lærer-personlighed er lidt som Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Hjemme i klassen er jeg som regel ret tålmodig, overskudsagtig og anerkendende, men det ændrer sig fuldstændig, når vi er ude i det offentlige rum.

Så kommer min indre skrappedulle frem. Jeg prædiker højlydt, at vi holder til højre på fortovet, så modgående kan komme forbi. Når vi står på metrostationen, kommanderer jeg eleverne rundt til forskellige døre, så ingen bliver efterladt. Og jeg sender mit allerskrappeste lærerblik, hvis mine elever så meget som tænker på at smide deres beskidte bamsestøvler op på sæderne i et S-tog.

Jeg har haft elever, der syntes, jeg var for meget, når vi var ude, og at jeg burde slappe lidt mere af. De syntes måske endda, jeg var pinlig. Men jeg har det faktisk fint med at opdrage på mine elever, for jeg vil simpelthen bare have, at de skal opføre sig ordentligt. Punktum.

Af samme grund følger jeg også op med vikarerne og spørger, om min klasse har opført sig ordentligt i vikartimerne, og jeg tjekker med jævne mellemrum, om de har ryddet op i klassen, og at duksetjansen er løst til perfektion.

Læs også

Brevkassen

Mit barns folkeskole er for hyggelig: De aflyser fagtimerne og bager kage

Når jeg nu ser på min 8.-klasse, er de vildt nemme at have med på tur, og de er supersøde ved vikarerne. Måske fordi de ved præcist, hvad jeg og resten af lærerteamet forventer af dem.

Så mit råd er, at du lægger pinligheden til side. I stedet skal du fuldt ud omfavne den skrappe lærertype, der irettesætter og disciplinerer sine elever på ture ud i offentligheden. Det er hverken ukærligt eller uordentligt.