Lærer tager fat på tabu: Jeg er utryg ved min elev

Ugens spørgsmål:

I et voldsomt raserianfald tyrede min elev en tung fodbold efter en anden elev i skolegården. Bolden fløj igennem luften og susede få centimeter forbi mit hoved, før den smaskede ind i muren bag mig. Oplevelsen satte sig i mig, for endnu engang var min elevs temperament løbet af med vedkommende.

I ugen op til jul gik det også galt efter en lang skoledag. Eleven råbte og skreg mig direkte ind i ansigtet og kastede i ren frustration ting efter mig.

Det er sårbart at indrømme, men jeg har simpelthen svært ved at bevare min positive relation til en elev, jeg er utryg ved.

Vi lærere skal rumme mange forskellige elever, men elastikken spændes for hårdt, når flere og flere elever presses af rammerne i folkeskolen.

Hvordan bevarer jeg mit allervigtigste lærerredskab - evnen til at danne relationer - når jeg i virkeligheden er utilpas og utryg ved eleven?

Venlig hilsen
Den til tider utrygge lærer

Lærer og Folkeskolens debatvært Anders Thorsen svarer:

Du tager fat i et tabu, vi lærere slet ikke taler nok om: At vi kan have elever, som vi desværre har lyst til at trække os fra. Jeg har selv haft en elev, hvor alt i mig skreg: ”Hold dig langt væk!”. For vedkommende udviste en ekstrem mangel på empati – både overfor lærere og klassekammerater.

Jeg syntes ganske enkelt, at eleven var et ubehageligt menneske. Det er skamfuldt at erkende, for det føles uprofessionelt at tænke noget så grimt om en elev. Samtidig fik det mit lærer-selvbillede til at krakelere.

Jeg havde altid set mig selv som en lærer, der nemt kunne finde det gode i mine elever, og jeg satte en dyd i at skabe stærke relationer – også til de mest irriterende af slagsen. Men denne gang fejlede jeg.

Måske føler du skam over, at det er svært med relationen til din elev. Det har jeg ikke en løsning på. Men vi kan ikke have så høje forventninger til os selv, at vi skal kunne holde lige meget af alle elever, vi møder.

Mit eneste råd er, at du skal dele dine bekymringer med dine kollegaer.

Du skal vide, at du har inspireret mig til at tage relations-tabuet op med mine egne kollegaer. For vi bliver nødt til tale om, at vi lærere kan være utrygge i relationerne til vores elever.

Lærer Mia Lodberg Nielsen svarer:

Kære til tider utrygge lærer

Der findes et dystert, men dækkende udtryk for det, du beskriver her: Omsorgstræthed.

Hvis vi lærere ikke mærker efter, trækker håndbremsen, tager en pause og ændrer kurs, risikerer vi at blive kyniske.

For du har – som alle vi andre – elever og opgaver, der er sværere at holde af end andre. Det kan både gælde rollen som gårdvagt med livet som indsats og mødet med elever, der ikke bare spænder elastikken, men springer gummibåndet på daglig basis.

Læs også

Brevkassen

Lærer fik skylden, da elev misbrugte skolens kreditkort

I både mit arbejdsliv og privatliv har jeg efterhånden erfaret, at pauser er alt afgørende. Du skal simpelthen trække dig, når du står midt i det kaos af relationer, følelser og konstant opmærksomhed, som til tider præger hverdagen i folkeskolen.

Fokuser i stedet på undervisningen, i det omfang det kan lade sig gøre. For det er her strukturen og de tydelige rammer for fællesskabet og relationerne bygges.

Du bevarer ikke din relationskompetence ved at bruge den uafbrudt. Du bevarer den ved at vide, hvornår den skal have en pause. Og ved at insistere på, at tryghed ikke er noget, du skal skabe alene – det er noget, der skal være til stede, før relationen overhovedet giver mening.

Og husk på, at det netop er i pausen, at vi finder styrken til at fortsætte.