Hvorfor tager vi ikke børns følelsesliv lige så alvorligt, som vi tager voksnes?

Allerede for tyve år siden, da Katrine Weiland Willaa var studentermedhjælper hos forskningsinstituttet AKF, var hun optaget af, at børn og unge skal trives, når de går i børnehave, skolefritidsordning og skole.

Interessen har fulgt hende i årene som underviser og forsker på professionshøjskolen Absalon, og sidste år udkom hendes ph.d.-afhandling ”Vi vil kun have glade børn med”, som netop har fokus på, hvordan børn har det i forbindelse med deres skolestart.

Hendes tese er, at vi kan finde årsager til, at mange børn og unge på mellemtrinnet og i udskolingen mistrives, allerede tidligt i børnenes liv. I to år fulgte Katrine Weiland Willaa derfor 16 børn i overgangen fra børnehave til skolefritidsordning og skole.

Noget af det, som blev tydeligt for hende, var, at de små børn er på følelsesmæssigt hårdt arbejde – ofte også overarbejde. Og at der kan drages mange paralleller mellem, hvordan voksne arbejder med deres følelser på en arbejdsplads, og hvordan børn arbejder med deres, når de er i institution og skole.

”Jeg mener, at vi er nødt til at tage børns følelsesliv lige så alvorligt, som vi tager voksnes. I mit feltarbejde skrev jeg konstant på min blok, at det her ville vi aldrig byde voksne på en arbejdsplads”, siger Katrine Weiland Willaa.

Hendes hovedpointe er, at børnene, når de begynder i skole, ikke blot bliver mødt med krav til deres adfærd, men også med krav til, hvad de skal og må føle. Og til hvordan de følelser må komme til udtryk. Krav, som børnene ikke altid kan honorere, hvilket kan føre til skam og gå ud over deres selvværd.

Alle kan ikke lide alt

I sit feltarbejde møder Katrine Weiland Willaa for eksempel en pige, der er meget stille, kryber langs væggene i børnehaven og helst ikke vil have pædagogernes opmærksomhed. Da pigen er begyndt i børnehaveklasse, bliver hun efter to uger bedt om at være i centrum i en leg i klassen. Hun vil ikke, nægter og ender med at forlade klassen og løbe ud på legepladsen. Her fortæller pigen forskeren, at hun ikke kan lide at være i centrum, og at hun ikke tror, at det er noget, hun kan lære at kunne lide.

”Hun føler sig forkert, fordi hun ikke kan honorere kravet om at kunne lide det. For mig at se er det et tydeligt eksempel på, at børnene bliver mødt med krav, som kan betyde, at de kommer på følelsesmæssigt hårdt arbejde”, siger Katrine Weiland Willaa.

Hun understreger, at kravene ikke bunder i dårlige intentioner fra hverken lærere eller pædagogers side. Det handler i højere grad om de mere strukturelle krav til børn – som for eksempel hvad det vil sige at være et skoleparat barn. For Katrine Weiland Willaa er enig i, at det hører med til at gå i skole, at man tør stille sig frem og være i centrum i klassen, ligesom det for eksempel også hører med at sidde stille på en stol og lytte, selv om man ikke har lyst.

1. Giv børnene tid til at falde til. Husk, at børnene ikke ved, hvad det vil sige at gå i skole. Måske kender de reglerne for, hvordan man skal opføre sig i klassen og i skolen, men de har endnu ikke lært de mere subtile usynlige regler for, hvilke følelser der er rigtige og forkerte.

2. Vær optaget af at skabe et kærligt klassemiljø med gode, trygge relationer børn imellem og børn og voksne imellem. Det kan nemlig have betydning for, hvilke følelser barnet vil opleve som rigtige og forkerte – og det kan måske give plads til at have en dårlig dag. Hvis børn er utrygge, kan det betyde, at de arbejder endnu mere med deres følelser, fordi de vil gøre alt for at få accept af omgivelserne og mærke den tryghed.

3. Anerkend, at børn er forskellige og ikke nødvendigvis alle sammen kan lide alt ved skolen. At det for eksempel også er okay, at man ikke kan lide at være i centrum eller læse højt foran de andre. Her kan man for eksempel i stedet lære dem strategier for, hvordan de alligevel kan leve op til skolens krav – men uden at komme på følelsesmæssigt overarbejde.

”Men vi er meget optaget af, at børnene også skal kunne lide det, ikke blot gøre det, fordi man skal. De skal kunne lide det hele; matematik, dansk, idræt og at stille sig frem i klassen, og hvis de ikke kan, prøver vi ud fra de bedste intentioner at finde ud af, hvad vi skal gøre, for at de kan. Måske skal vi blive bedre til at acceptere, at alle ikke kan lide alt, og at man ikke er forkert, fordi man ikke kan lide alt ved skolen. Nogle ting skal bare gøres, fordi de skal gøres”.

Katrine Weiland Willaa peger på, at vi voksne heller ikke altid har lyst til at lave havearbejde eller støvsuge, men vi gør det, fordi det er nødvendigt.

”Vi stiller ikke krav eller har forventninger til os selv eller hinanden om, at vi skal nyde det imens”, forklarer hun.

Indeni og udenpå

Under sine feltstudier bed hun særligt mærke i, hvordan nogle børn under skolestarten gjorde sig anstrengelser for hele tiden at være glade og smilende. Børnenes oplevelser var, at voksne bedst kan lide glade børn. De voksnes ambition om, at børnene skal være glade, er skam også vigtig og altid en ambition, der bør stræbes efter, siger Katrine Weiland Willaa. Man skal dog være opmærksom på, at det kan have den slagside, at børnene skjuler deres mere negative følelser.

Katrine Weiland Willaa understreger, at børn selvfølgelig samtidig også skal lære, at alle følelser ikke kan komme til udtryk til enhver tid, og at det nogle gange kan være en god ide at smile, selv om man ikke er glad. Det gør voksne også.

”Det er vigtigt, at børn lærer at lave følelsesarbejde, blandt andet ved at tilpasse deres følelsesudtryk til forskellige situationer. Ved at lære at lave følelsesarbejde lærer vi nemlig også at blive empatiske mennesker. Selv om det så sjovt ud, da en kammerat faldt og slog sig, er det ikke passende at stå og grine af det”, bruger hun som eksempel.

”Men der er forskel på at have et følelsesudtryk, som er passende til en situation, og på at forsøge at ændre på sine indre følelser”, tilføjer Katrine Weiland Willaa.

1. Tænk over, at børn står over for følelsesmæssigt store krav i overgangen fra børnehave til skole.

De krav, som børn møder i institution og skole, kan sammenlignes med de følelsesmæssige krav, som voksne møder på arbejdspladsen. For eksempel skal børn ikke kun tilpasse deres adfærd, men også deres følelser og måden, de udtrykker dem på.

2. Vær opmærksom på, at det at være skoleparat ikke kun omfatter at kunne opfylde skolens adfærdsmæssige krav, men også de følelsesmæssige krav, såsom at kunne lide at være i centrum. Følelsesmæssige krav, som børnene har svært ved at leve op til, kan føre til, at børn føler sig forkerte. Der kan være en tendens til at tro, at børn skal kunne lide alle aspekter af skolelivet, hvilket kan skabe en følelse af skam hos børnene, når de ikke kan leve op til disse følelsesmæssige krav.

3. Tag højde for, at nogle børn i klassen vil have sværere ved at lære kravene at kende end andre.

Vær tålmodig og nysgerrig på, hvad der kan være på spil hos barnet – hvad det er, der er svært – og overvej, om der er noget, du selv og de andre voksne i børnehaveklassen kan gøre for at gøre det nemmere for barnet.

I sin forskning trækker Katrine Weiland Willaa på teori fra voksenområdet. Nærmere betegnet den amerikanske sociolog og professor emerita ved University of California Arlie Russell Hochschild, som i mange år har forsket i, hvordan det at være på følelsesmæssigt hårdt arbejde kan forårsage stress og udbrændthed hos voksne på arbejdspladser.

Hun bruger stewardesser som eksempel på en profession, som konstant er på følelsesmæssigt arbejde. Det bliver forventet, at stewardesser altid er smilende og høflige over for passagererne. Men hvor stewardesserne udmærket er klar over, at de spiller skuespil og ikke behøver at bringe deres påtagne smil i overensstemmelse med deres indre følelsesliv, var det ikke tilfældet for den stille pige fra børnehaveklassen, som Katrine Weiland Willaa bruger som eksempel.

”Hun forsøger at tilpasse sine følelser til nogle udefrakommende forventninger. Børn skal kunne lave skuespillet, men de behøver ikke at forsøge at tilpasse deres indre følelser derefter og føle sig forkerte, når det ikke lykkes”, siger Katrine Weiland Willaa.

Når børn ikke kan leve op til de følelsesregler, der bliver sat i skolen, kan de ifølge Katrine Weiland Willaa opleve en følelsesmæssig dissonans. Konsekvensen af denne følelse af dissonans kan i værste fald ende ud i udbrændthed og stress.

”Hos børn kan det være noget af det, der fører til skolevægring og forskellige grader af mistrivsel. Har man hele sin skolegang været på følelsesmæssigt overarbejde, bliver det på et tidspunkt for meget, hvilket blandt andet kan betyde, at man ikke kan få sig selv til at stå op og gå i skole”, siger hun.

”En anden risiko er, at barnet mister forbindelsen til sine egne følelser og ikke kan mærke, hvad det reelt set føler, fordi det i en længere periode er så optaget af at tilpasse sine følelser efter, hvad barnet tror, at andre vil have, det føler”, tilføjer Katrine Weiland Willaa.

Vent med kravene

Når de små nye, der lige er begyndte i skole, skal falde til, er det ifølge Katrine Weiland Willaa vigtigt, at de får lov til netop det: at falde til. Derfor opfordrer hun til, at børnehaveklasselærere venter med at stille for mange krav, til man har lært eleverne at kende og skabt en tryg relation til børnene.

”Anerkend, at det er et stort skifte, de går igennem, og at de har nogle forventninger om at gå i skole, der måske ikke helt bliver indfriet. Selv om man gerne vil ryste klassen sammen på tværs, er det heller ikke sikkert, at de skal skifte alt for meget plads i begyndelsen. Det kan sætte dem på yderligere arbejde, og de har travlt nok med deres følelser i forvejen”, siger hun.

Derudover kan det også være en rigtig god ide at være nysgerrig på, hvad det er for forestillinger, børnene har med sig om, hvad det vil sige at begynde i skole.

”Tal med børnene om disse forestillinger. Måske især hvis der er tale om forestillinger om skolen, som ikke stemmer overens med det, som skolen kommer til at være”, foreslår hun.

Man bør ifølge Katrine Weiland Willaa også være opmærksom på, at den sammenhæng og glidende overgang, man forsøger at skabe fra børnehave til skolefritidsordning og skole med storbørnsgruppe i børnehaven og senere forårsskolefritidsordning i månederne op til skolestart, ikke altid findes set fra børnenes perspektiv.

”Børnene får én fortælling om, hvad skole er, i børnehaven – og en ny, når de kommer i skolefritidsordning. De kan for eksempel få at vide, at det er sjovt at gå i skole. Når de kommer i børnehaveklasse og senere i 1. klasse, er det ikke sikkert, at fortællingerne om at gå i skole har meget at gøre med, hvad de selv oplever. Derfor kan det tage et stykke tid for børn at lære skolen at kende og et stykke tid at lære, hvilke regler for følelser der er på spil, og hvordan man skal navigere i de regler”, siger Katrine Weiland Willaa.