Madkundskabs­lærer: Indkøbs­aftaler min bare r...

”Christian, du skal måske på kursus i et nyt indkøbssystem,” sagde skolelederen til mig.

”Styrer vi det ikke godt nok chef?” svarede jeg.

”Jo, og I ligger sågar under budget, undervisningen er god, eleverne er glade – men det er noget kommunen har bestemt”.

En kombination af denne ordveksling med chefen og adskillelige opslag, jeg har set i madkundskabsgrupperne på Facebook, har vækket en undring i mig. Og det er ildevarslende.

Nu frygter jeg, at fødevaregiganterne kommer.

Gennem tiden har Folkeskolen afdækket, hvordan store IT-giganter trænger ind i folkeskolen og monopoliserer IT-løsningerne. Vi står potentiel i samme situation med madkundskabsfaget lige om straks. Bare fødevare-wise. Du hørte det her først.

Gennem årene har jeg kunnet læse, hvordan flere skoler bliver underlagt indkøbsaftaler, og hvordan madkundskabslærere bliver endnu mere presset på budgetterne. De skal pludselig handle bestemte steder på grund af indkøbsaftaler længere oppe i det kommunale system.

Undersøgelser har tidligere vist, at madkundskabsfaget lider økonomisk. Her bliver madkundskabslærere ofte spist af med at skulle undervise mere teori i stedet for praksis. Men skal det virkelig være et argument for spareøvelser fra skoleledere, og skal indkøbsaftaler nu være endnu en undskyldning for at sende aben videre i vores fantalastiske, bureaukratiske system? – ironi kan forekomme.

Derfor kommer fødevaregiganterne

Jeg har fået fortalt og selv prøvet, at indkøbsaftaler kan give lidt rabat her og der, men i sidste ende er jeg overbevist om, at jeg kan gøre det billigere selv og det giver mere økonomi til praktisk undervisning i det hele taget.

Min erfaring med indkøbsaftaler er, at de er dyrere og logistikken besværliggøres. Du har måske handlet for flere tusinde kroner på en gang og så kan varerne ikke altid leveres inden undervisningen starter.

De argumenter, jeg ofte bliver mødt med i kommunalt regi, er, at madkundskab jo skiller sig ud og er lidt specielt sammenlignet med offentlige plejehjem og andre storkøkkener i kommunen, der bruger samme indkøbssystem.

Men nu stopper I! Indkøb til madkundskab er hverken specielt eller en undtagelse i det offentlige. Det er en kæmpe økonomi, som store firmaer selvfølgelig gerne vil have fingrene i.

En bid af den offentlige kage

I Danmark er der cirka 1.060 folkeskoler, der har mellem et til fem spor. Selv arbejder jeg på en ensporet folkeskole, hvor vi har et anstændigt budget på 10 kroner per elev per undervisningsgang, der også dækker vedligehold af redskaber. Vores årlige budget er således cirka 40.000-42.000 kroner. Jeg har tidligere arbejdet på en tresporet skole med en tilsvarende økonomisk ramme, hvor vi havde et budget på cirka 63.000 kroner.

Hvis vi skalerer op til de 1.060 skoler, når vi med lidt hurtig hovedregning frem til, at vi på landsplan bruger mellem 44,5 millioner og 66,7 millioner kroner årligt, og så tror jeg da pokker, at der er fødevaregiganter og kæder, som vil have en bid af denne offentlige kage.

Derfor skal der laves ordentlige aftaler på vegne af faget, hvis man partout vil monopolisere og lave indkøbsaftaler.

Bevares, jeg er bare en sølle madkundskabslærer, men der må sidde nogen, som forvalter ret mange penge, ret dårligt med de såkaldte indkøbsaftaler.

Jeg har svært ved at se logikken i, at vi bliver tvunget til at handle bestemte steder. Hvad skete der nogensinde med frihandel og reformens ideer om at overlade mere til skolerne selv?