For elever, både de ældre og yngre, kan det være interessant at tjekke dagens vejr ud.
Lad for eksempel eleverne gå ind på Meteo France undersøge, hvordan vejret ser ud rundt omkring i Frankrig. Lad dem gå på opdagelse i kortet - nord, syd, øst og vest - det giver en masse gode snakke om steder, eleverne kender eller har hørt om, om vejrtyper, datoer og ugedage.
Datoer og ugedage kan også være afsæt for at tale om årets måneder, nu da året er skudt i gang på ny. For de yngste elever er der oplagt at lytte til en af Alain le Laits herlige sange, nemlig den om årets 12 måneder:
Syng med, og aftal med eleverne, at de skal rejse sig fra stolen, når deres fødselsdagsmåned bliver nævnt i sangen. Lyt til sangen et par gange og lav derefter en kalenderøvelse ude på gulvet, hvor eleverne skal stille sig op efter deres fødselsmåned.
Lad derefter eleverne sige, hvornår de har fødselsdag: “Mon anniversaire est le 21 septembre”.
Følg gerne op med at lave en fælles fødselsdagskalender til opslagstavlen i klassen og afspil ’Joyeux anniversaire’, så dine elever kan få lært den franske udgave af fødselsdagssangen.
Det er en fest, og mine elever minder mig altid om, hvem der har fødselsdag, når vi har fransk, så vi kan få en fællessang.
Franske nytårstraditioner
Både i Danmark og Frankrig samles befolkning om en nytårstale. For mine ældste elever er det derfor oplagt at begynde året med at se et uddrag af den franske præsidentens nytårstale i en af årets første timer.
Jeg har tidligere skrevet om, hvordan man kan give sig i kast med talen her, hvor jeg også skriver om den traditionsrige kage ’La galette des Rois’, som alle franske supermarkeder sælger i den første uge af januar.
I år skal mine ældste elever også beskrive en fransk tradition, som de holder af. Det er oplagt med en nytårstradition, men det kan også være en tradition fra et helt andet tidspunkt i løbet af året. For eksempel påske, ramadan eller fødselsdag.
“Ma tradition préféré est une tradition d'anniversaire. Mes parents chantent une chanson pour moi…”.
Det er et godt afsæt for en mere kulturel snak om traditioner hos dig, hos mig og hos andre.
Lad eleverne skrive de forskellige traditioner op på små farverige kort, og sæt dem op rundt om klassens fødselsdagskalender – det er godt at få sproget til at leve i lokalet.
Kom godt i gang med endnu et fantastisk sprog-år. Hold den sproglige fane højt, giv den fuld gas i fransktimerne, så eleverne får pulsen helt op og mærker, at fransk spræller og giver mening.
Det har vi alle brug for i det nye år.

Lærer: Udnyt årstiden og fødselsdagene i fransk
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.