Lærer: Jeg står stejlt på min faglighed, når eleverne ikke gør sig umage

”Du er snart færdig, men du har stadig tid til at lægge en sidste hånd på dit arbejde. Hvad får du øje på, som du kan gøre endnu bedre?” spørger jeg.

Eleven foran mig kigger distræt ned på værket, rundt i lokalet og hen på bordet, hvor han netop har forladt en samtale med sine bordmakkere om deres Fortnite-spil aftenen før.

”Det ved jeg ikke,” siger han med en ligegyldig tone.

”Okay. Nu skal du høre, hvad de sidste 10 minutter skal bruges på, så du kan få dit værk tættere på mål og klar til udstilling.”

”Jamen, jeg har ikke lyst til at gøre mere ved det. Jeg vil have, at det er sådan her,” lyder svaret.

Variationer af ovenstående samtale har jeg haft alt for mange gange, med alt for mange elever. Den indrammer noget, der fylder mere og mere i undervisningen: Spørgsmålet om hvornår noget egentlig er godt nok – og hvem der bestemmer det.

Flere og flere elever vil diskutere, om deres værk er færdigt, når jeg vurderer, at de ikke har opfyldt opgavens krav. Ovenikøbet målbare krav, som altid er tydeligt beskrevet før og under arbejdet.

Nogle synes, de er færdige, når de keder sig, når det er ”godt nok”, eller når de har brugt en fjerdedel af den afsatte tid, men jeg påberåber mig ekspertrollen og ansvaret for at vide, hvad de skal lære, og hvordan de kan lære det. Uanset forløbet differentierer jeg og forsøger at møde eleverne, hvor de er.

Måske er det netop dér, det går galt?

De kan spille i timevis

Vi lærere differentierer på alle leder og kanter. For vi skal møde eleverne i deres nærmeste udviklingszone, ellers bliver det for svært, og så mister de lysten og koncentrationen. Eller gør de?

Eleverne har svært ved at koncentrere sig om en skoleopgave i 45 minutter, men de kan sagtens fordybe sig i et computerspil i timevis. Måske handler det mere om, hvad vi forventer af dem – og hvor længe vi forventer, at de holder fast.

Jeg møder elever, der ikke gør sig umage. Elever, der er mindre og mindre optagede af, hvad der forventes af dem, og af at se, hvor langt de faktisk kan nå. Nogle har mistet noget af gnisten, nysgerrigheden og lysten til at blive bedre og dygtigere.

Jeg har derfor uofficielt - og sikkert også imod elevernes vilje - påtaget mig opgaven med at stille høje krav. De skal lære at gøre sig umage, at sætte en ære i at levere det bedste, de kan, og holde fast, når det bliver svært, kedeligt eller kræver mere, end de lige havde regnet med.

Jeg siger ikke, at det, de har lavet, er godt, hvis jeg ikke synes, det er godt. Jeg vil lade det være op til forældrene at elske deres børns kunst og fastholde dem i troen på julemanden.

Til gengæld vil jeg give eleverne mulighed for at opleve ægte stolthed, når deres færdige værker hænger i udstillingen. Og jeg vil minde dem om, at det var godt, at de lyttede til eksperten – også kendt som læreren.

Respekt for lærerne

Lærere har længe kæmpet for respekten for vores faglighed fra omverdenen. Nu gider jeg ikke til at forsvare min faglighed over for elever i 4. klasse.

Vi skal presse på, når eleverne siger, at de ikke gider, eller at det, de har lavet, er godt nok. For det er os, der er eksperterne. Det er os, der skal håndhæve niveauet og standarderne – også når forældre og andre selvudnævnte eksperter påstår at vide bedre.

Vi skal lære eleverne at tage skolearbejdet alvorligt. At lægge tid i det. At gøre det færdigt, også når det ikke længere er sjovt. Og ikke mindst: At være stolte af deres hårde arbejde.