Nogle gange ser et undervisningsforløb så gennemarbejdet og inspirerende ud, at man næsten kan se de færdige elevprodukter for sig. Sådan havde jeg det, da jeg satte mine elever i gang med et forløb om Pablo Picassos ugler, som billedkunstlærer Clara Hagen har delt på Folkeskolen tilbage i 2024.
Forløbet har alt det, jeg godt kan lide i billedkunst: skulpturelt arbejde, en spændende kunstner, simple materialer og mulighed for, at eleverne kan fordybe sig i en længere proces.
Planen var at eleverne skulle bygge en ugle op omkring en ballon, pap og toiletruller og derefter beklæde den med mindst tre lag avispapir og tapetklister. Til sidst skulle uglerne males hvide og dekoreres med sorte mønstre inspireret af Picasso.
Men virkeligheden i billedkunstlokalet blev noget anderledes. Vi oplevede især én stor udfordring: Tiden eller manglen på samme.
Ballonerne gav op
Der gik en hel uge mellem nogle af arbejdsprocesserne, og det viste sig at være for lang tid. Ballonerne mistede luften, og flere af dem nåede derfor at falde sammen, inden eleverne havde fået bygget en tilstrækkeligt stærk papmachestruktur omkring dem. I Claras oprindelige vejledning anbefales minimum tre lag avispapir, men meget få af mine elever nåede at få nok lag på, inden ballonerne gav op.
Resultatet blev derfor ikke helt de robuste, flotte ugleskulpturer, som vi havde forestillet os, men det er faktisk helt okay.
For noget af det mest lærerige ved et undervisningsforløb er også at opdage, hvad der ikke fungerer i ens egen praksis. Jeg ved blandt andet, at nogle skoler kun har én billedkunstlektion om ugen, hvilket kun kan besværliggøre arbejdsprocessen i dette forløb endnu mere.
Jeg ville derfor ændre én væsentlig ting, hvis jeg skulle lave forløbet igen: Eleverne skal arbejde sammen to og to om én ugle. På den måde er der fire hænder om konstruktionen, når der skal tapes, holdes, klippes og limes. Det vil samtidig gøre det lettere at nå flere lag papmaché, inden ballonen mister luft.
Kollapsende ugler
Det er også en vigtig påmindelse om, at et undervisningsforløb ikke nødvendigvis bliver dårligt, fordi slutproduktet ikke lever op til den oprindelige idé. Tværtimod kan eleverne lære utrolig meget af at stå med en ugle, der pludselig kollapser, af at opdage, at tapen ikke sad godt nok eller af at skulle finde en ny løsning på en udfordring.
I billedkunst er processen mindst lige så vigtig som produktet. Vi øver os i at undersøge materialer, konstruere, justere, reparere og prøve igen. Og som lærer bliver jeg klogere, hver gang et forløb ikke går helt efter planen.
Så ja – vores ugler blev ikke helt, som jeg havde håbet på. Til gengæld gav de os noget andet: erfaring. Og næste gang ved jeg præcis, hvad jeg vil gøre anderledes.
Mit råd til andre, der kaster sig over Picasso-uglerne, kommer her: Lav dem i par, og sørg for, at eleverne får mulighed for at arbejde med papmaché flere gange tæt på hinanden. Så er chancen for, at ballonen overlever, væsentligt større.

Lærer: ”Forløbet har alt det, jeg godt kan lide i billedkunst”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.