I vinters brændte jeg fuldstændig sammen i 8.A. Jeg blev så gal og frustreret, at jeg endte med at råbe og skrige i ren afmagt. Eleverne blev helt paf, og jeg blev bange.
Var det her begyndelsen på noget, jeg end ikke turde tænke til ende?
Forleden, da jeg lå i sengen, spurgte min mand: ”Hvad er du taknemmelig for i dag?”.
Det lyder måske cringe, men sådan afslutter min mand og jeg tit vores dage. Jeg tænkte kun i få sekunder, før jeg svarede: ”At det, der engang var svært i 8.A, ikke længere er det.”
Samme dag havde jeg haft endnu en god dag i klassen, og dem blev der flere og flere af. De unge mennesker havde generelt en mere moden tilgang til skolen og undervisningen end før, og jeg oplevede færre forstyrrelser, mindre larm og langt større fagligt fokus.
Vi var godt i gang med vores musikforløb i engelsk, som jeg havde sat i gang, selvom årsplanen egentlig sagde noget andet. I takt med at kendskabet til de unge mennesker var blevet større, havde jeg erfaret, at de var mere end almindeligt musikinteresserede, så det gav mening at fyre ét af mine yndlingsforløb af: ’Music Matters’. Dét skulle vise sig at være en klog beslutning.
Men alt løses ikke med ændrede årsplaner. Et forældremøde, hvor de unge mennesker også deltog, blev startskuddet til et tættere samarbejde, hvor vi fik et fælles sprog for udfordringerne, og hvordan vi kunne komme i må. Der blev udarbejdet handleplaner, og der blev sparret med ledelsen. Mange gange.
I teamet blev vi nødt til at kigge dybt i den pædagogiske værktøjskasse og undersøge, hvad vi kunne lære af hinanden.
Det var uden tvivl ressourcekrævende, men det hele værd, når man står her på den anden side og ser effekten.
Et råb om hjælp
Jeg tror, at vi med vores indsats har vist de unge mennesker, at vi tager dem alvorligt. Vi har kæmpet for dem og for at gøre hverdagen bedre og mere lærerig for alle. Og så tror jeg også, at det er gået op for eleverne, at jeg ikke smutter. Jeg er her, og jeg følger dem til dørs.
Med en sommerferie lige om hjørnet er det farvel til et skoleår, der har budt på en masse udfordringer, som jeg ikke vidste, at jeg kunne løse. Selvom vi sjældent siger det højt i Danmark, så vil jeg tillade mig at være stolt af mig selv. Jeg er stolt af, at jeg råbte højt - ikke til eleverne - men i mit indlæg og til mine kollegaer og til min ledelse. For vi løser sjældent noget på egen hånd. Mit indlæg var et råb om hjælp, og den fik jeg. Og det er både 8.A og jeg taknemmelige for.
Lærer: Jeg råbte om hjælp – og det er jeg stolt af
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.