Et af argumenterne for at afholde vinterprøver i håndværk og design er, at vi slipper for, det hele ramler sammen med konfirmationsforberedelserne, som tidligere har fyldt langt mere for eleverne end selve sommerprøven i håndværk og design.
Alligevel kan det være lidt af en udfordring at få eleverne til at forstå vigtigheden af denne første rigtige prøve i folkeskolen. Godt nok skal vi ikke længere slås med neglesaloner, frisørtider og anden konfirmationslogistik – men nu er det skiferien, der driller. For den placeres ofte udenfor den dyre skoleferie uge 7.
Man kan kun blive stolt
Selvom eleverne ikke altid virker helt med på, at det her faktisk er en rigtig prøve, hvor man ikke bare kan komme og gå, som det passer én - og hvor det, man laver, rent faktisk skal gøres færdigt - så lykkedes det alligevel. Trods vigtige datoer, prioriteringskampe og diverse benspænd nåede alle elever i mål med årets vinterprøve.
Når man i to år har forsøgt at trænge igennem en teenagehjerne med entusiasme og velmenende vejledning, men oftest er blevet mødt af et tomt blik, et skuldertræk og et “ja ja”, kan man godt blive i tvivl. Dukker de op til tiden på det rigtige sted, har de en plan, og har de styr på papirer, teori og arbejdsproces?
Men hold nu op, hvor bliver man stolt, når de så står der på egne ben og faktisk kommer flot i mål med den plan, de har lagt. Her går det op for en, at alle gentagelserne, forklaringerne og påmindelserne alligevel har sat sig fast et sted i teenagehjernen.
De har lyttet - måske ikke altid lige dér, hvor man troede det - men de har lyttet. De har lært noget. Og vigtigst af alt har de forstået, at det betaler sig at gøre sig umage og tage ansvar for sit eget arbejde.
Elever, som til daglig knap siger et ord i undervisningen, står pludselig og fortæller engageret og detaljeret om deres projekt. De forklarer valg, processer og overvejelser, man ikke altid ser i den daglige undervisning, de fortæller ud fra deres procesbilleder, som fungerer som stikord. Det er som om prøvesituationen giver dem en stemme og et rum, hvor de tør fylde mere, og hvor deres faglighed får lov at træde frem. Nogle er så optaget af deres projekt, at de næsten glemmer det er en prøve.
Som lærer bliver man nærmest stresset på deres vegne, når man kan se, at tiden er ved at løbe ud. Man står der med hænderne på ryggen og bider sig i tungen, fordi alt i en skriger på at hjælpe, guide og skubbe dem det sidste stykke i mål. Men det kræver viljestyrke ikke at blande sig – men det her handler ikke om os, men om dem.
For netop dér ligger pointen: Det er deres prøve. Når døren lukkes, og der bliver sagt: “Klar, parat, start,” skal de stå på egne ben. Nu er det deres beslutninger, deres prioriteringer og deres ansvar. Her er der plads til at lave fejl, til at opdage, at noget ikke virker – og til at finde en løsning alligevel. Og når de formår at rejse sig igen og komme videre, lærer de noget, som rækker langt ud over selve prøven.
Bedre end forventet
Jeg holder virkelig af denne prøveform. For når eleverne først er der, er de zoomet ind på en helt anden måde end i hverdagen – også dem, man måske tvivlede på.
Og når en elev med lav selvtillid får en god karakter og pludselig står med et smil og stolthed i blikket, fordi de klarede sig bedre end forventet, så varmer det et gammelt lærerhjerte.
Lærer: De stille elever står pludselig og fortæller engageret om deres projekt
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.