Lærer: Vi skal ikke tage udgangspunkt i køn, når vi underviser i håndværk og design

I år har vi for første gang mulighed for at udbyde musik som valgfag på vores skole, og med alle fire praktisk-musiske fag som mulighed i 7. klasse, er konkurrencen blevet større.

Tidligere var madkundskab og håndværk og design blandt de mest populære valgfag, ofte med op til 32 elever fordelt på to lærere i hvert fag. Derfor ser jeg frem til et mere overskueligt hold på 25.

Hos os er der en lille overvægt af drenge i håndværk og design, men det er ikke noget, vi tænker så meget over i vores daglige undervisning. Elevernes forestillinger om faget og materialerne kan dog have betydning. I forbindelse med fagfornyelsen talte jeg med to elever fra Danske Skoleelever, som sagde, at de savnede ”den gamle sløjdlærer”. Det har sat tanker i gang om, hvad de egentlig savner. For er det erfaringen, værkstedsidentiteten eller den tydelige passion, de mangler?

Den gamle sløjdlærer

Jeg tror, erfaring og passion er afgørende for, hvordan elever opfatter faget. Hvis det især er lærere med baggrund i de bløde materialer, der underviser, risikerer vi, at traditionerne fra træ og metal – og den gamle sløjdlærer – gradvist forsvinder. Jeg er selv lidt atypisk: Andre lærere har måske strikketøj eller broderi fremme derhjemme, og det præger naturligt deres styrker. Jeg har en høvlebænk stående i stuen, nørder japanske træsamlinger og elsker duften af træ, når det bearbejdes.

På læreruddannelsen i håndværk og design var det tydeligt, at der ikke er tid nok til reel fordybelse i håndværket. Øvelse forventes at foregå derhjemme, men hvis man ikke har adgang til et værksted eller mulighed for noget, der minder om mesterlære, er det svært at opbygge den faglighed, der skal til for at lære et godt håndværk fra sig. Og det påvirker eleverne: Hvis de skal vælge faget, skal de også føle, at de kan mestre noget, og at deres produkter er noget, de kan være stolte af.

Madkundskab har en naturlig fordel, fordi duften fra køkkenet spreder sig på hele skolen. Håndværk og design skal vise sit værd på andre måder. Gerne gennem synlige resultater, flotte produkter, der vises frem, og en tydelig faglighed, som eleverne kan mærke, at de bliver bedre til.

Lettere at finde strikketøjet frem

Jeg oplever, at mange elever gerne vil arbejde i træ til afgangsprøven, selvom projekterne nogle gange bliver alt for store. Fra min egen tid på teknisk skole husker jeg, hvordan tømrerne målte i centimeter, bygningssnedkerne i millimeter og møbelsnedkerne i tiendedele millimeter. Dengang var det oftest på møbelsnedkerlinjen, man så piger, måske fordi præcisionsarbejdet tiltrak dem.

Jeg ser stadig, at mange piger i 7.–8. klasse arbejder meget omhyggeligt og har let ved at overskue processer og mål, hvor drengene ofte arbejder mere eksperimenterende og finder løsninger undervejs.

Alligevel mener jeg ikke, at køn bør være udgangspunkt for vores forståelse. Motivation, passion og erfaring betyder langt mere.

Mange dygtige kvindelige lærere vil gerne undervise i træ og metal, men uden adgang til værktøj i hverdagen er det svært at holde færdighederne ved lige. Det er trods alt meget lettere at finde strikketøj frem end at trække en dekupørsav ud af skabet.

For at gøre faget mere attraktivt, skal vi inddrage eleverne mere i valg af materialer og projekter, så deres interesser tydeligt afspejles i undervisningen. Og så skal de i løbet af indskoling og mellemtrin møde materialer og værkstedsarbejde, som de ikke har adgang til derhjemme.

Det er her fascinationen opstår, og her både drenge og piger får mulighed for at opleve, at håndværk og design er et fag, der kan noget, hverken køkkenet eller sofaen kan tilbyde.