H&D-lærer: Særligt én tendens har spredt sig blandt eleverne til prøverne

Så er dette års arbejde som beskikket censor veloverstået, og endnu en gang har det været en rigtig spændende oplevelse at komme ud og se, hvad de unge mennesker har fået ud af deres afgangsprøver.

Min generelle oplevelse er, at de fleste elever er meget interesserede i at arbejde med træ, og mange har lyst til at bygge store ting. Det virker som om, at tankegangen blandt eleverne er "jo større, jo bedre". Men i praksis betyder det ofte, at små fejl bliver langt mere synlige. Og når man arbejder med store produkter, er det sjældent, at man kan skjule de fejl, der opstår undervejs.

Selvom lærerne forsøger at vejlede dem, insisterer mange elever på at kaste sig ud i store projekter. Det er dog sjældent dér, de høje karakterer bliver givet, for det kræver langt mere tid og præcision at komme godt i mål.

Jeg ved ikke, om mange elever tænker, at de bare kan slibe fejlene væk til sidst, men virkeligheden er, at tiden ikke rækker til en ordentlig finish. Til svendeprøven for møbelsnedkere er der afsat 112 timer.

Mange af de projekter, som jeg ser til afgangsprøven, tyder på, at eleverne tror, de kan nå det samme resultat på prøvens otte timer. Det er tydeligt, at det er svært for dem at vurdere, hvor lang tid de forskellige processer tager.

Derfor mener jeg, det er vigtigt, at eleverne får prøvet kræfter med terminsprøveformen i undervisningen. Det giver dem en bedre fornemmelse for både tidsforbrug og samarbejdsformer. På den måde lærer de også, hvordan man laver en arbejdsprocesbeskrivelse med delmål – gerne med en buffer, så de kan justere undervejs, hvis tiden løber fra dem, eller hvis de får ekstra tid.

Tiden skal bruges optimalt

Et godt billede på situationen er 'Den store bagedyst'. I programmet handler det nemlig også om at planlægge sin tid, så hele processen lykkes.

Det er tydeligt for mig, at de elever, som har lavet mock-ups og afprøvet deres idéer, klarer sig bedre. De er mere rolige og undgår panikløsninger, fordi de er forberedte og ved, hvad der kan gå galt. Designprocessen halter dog stadig hos mange.

Jeg forstår godt, at det kan være svært, men det er også en utrolig vigtig del.

Når jeg som censor møder elever, der har dokumenteret deres proces med moodboards, tegninger, skitser og inspirationsmateriale, er det meget nemmere at føre en god og faglig dialog. For eleverne fungerer det samtidig som gode talepunkter, når de skal præsentere deres arbejde, og det skaber tryghed for både elev, lærer og censor.

Mangel på lærerressourcer

En anden vigtig faktor er lærernes ressourcer. Mindre hold og mere tid til den enkelte elev gør en stor forskel. Der er en tydelig forskel, når eleverne er blevet vejledt af fagligt dygtige og uddannede lærere fra start til slut.

Det er ikke læreren, der får karakterer, men god faglig vejledning gør det muligt for eleven at levere sit bedste. Lærerskift og lærere, der ikke er klædt godt nok på, gør processen sværere. Selvom de lærere, der er, gør deres allerbedste, er det stadig tydeligt at se, om skolen har de lærerressourcer, der skal til.

Alt i alt synes jeg, at prøven er god og veltilrettelagt – og det er rart, at det er den første større prøve, eleverne møder. Det giver en ro, som kan være gavnlig senere i 9. klasse. Jeg oplever altid en god og arbejdsom stemning, og de unge mennesker er som regel både høflige og engagerede.

Mange vil virkelig gerne levere noget godt, men de kommer nogle gange til at tage munden for fuld.

Mit råd er: Skru lidt ned for størrelsen og lidt op for detaljen. Lav hellere noget mindre og lækkert, hvor der er tid til finish og de små detaljer. Det er dér, forskellen mærkes.