Som med så meget andet kan der gå mode i hvilke genrer, der er populære at læse. Nogle diller er langtidsholdbare, mens andre kommer og går.
En genre, der blomstrer op i disse år, er krimien til børn og unge. Måske handler det om, at krimien er let genkendelig i sin opbygning eller måske er det fordi, de ofte kommer i serier, så når man har fået læst den første eller har fået læst den højt, kender man personerne og miljøet. Faktum er, at jeg oplever flere og flere børn, der gerne vil læse om detektiver og om nogen, der opklarer mysterier og forbrydelser.
Det har forlagene tilsyneladende også opdaget, for der kommer heldigvis flere og flere velskrevne bøger og bogserier på markedet, der kan supplere eller erstatte de eksisterende bøger i samlingen.
Vi laver ofte en genre-frontning, hvor vi stiller bøger fra en bestemt genre frem til skue et centralt sted i biblioteket. I efteråret er det gerne temaet ’Gys og gru’, i februar kan det være ’Kærlighed og venskab’, og et par gange om året finder vi krimierne frem under overskriften ’Krimi og koldskål’ eller ’Krimi og kakao’.
Vi sørger også for at lede opmærksomheden hen på bøgerne under vores ugentlige præsentationer.
Gode bogserier
Til de yngre elever har ’LasseMajas detektivbureau’ været et hit i mange år. De er sat med stor skrift og har mange illustrationer. Her kan læseren også spille en aktiv rolle, eftersom man kan gætte med undervejs i fortællingerne. Bøgerne egner sig særlig godt til de yngre elever, da de er tilpas spændende uden at blive alt for uhyggelige. Som noget helt nyt er der også udkommet bøger i tegneserieformat, som kan tiltrække flere læsere.
De klassiske ’De 5’-bøger blev genudgivet i en opdateret udgave for nogle år siden, og de er sidenhen blevet suppleret med en letlæst udgave. Senest er der kommet udgivelser som graphic novels. Det har åbnet op bøgerne for en helt ny målgruppe.
Til præsentationerne introducerer jeg gerne eleverne til universet og de tre forskellige muligheder for at læse bøgerne.
Retter vi blikket mod den danske krimiscene, er der efterhånden kommet flere spændende titler.
Sara Blædel har med sin serie ’De berygtede’ skabt et univers med venskab, kloge børnedetektiver, finurlige voksne og spændende eventyr. Blædels serie om Louise Rick kan bruges til de ældste elever, der er begyndt at læse voksenlitteratur.
Til elever i 6.-7. klasse kan det nogle gange være svært at finde det helt rigtige. De vil ikke have noget, der er for barnligt, men de er heller ikke nødvendigvis klar til udskolingsbøgerne. Her kan Andreas Boeskovs serie ’Skyggedetektiverne’ være et bud. Handlingen er mere barsk, men serien har stadigvæk børn i hovedrollerne som detektiver. I prologen på den første bog bliver en kvinde myrdet, og i handlingen finder vi både en obduktionsrapport og trusler om langsom kvælningsdød.
Til de elever der gerne vil have lidt mere fakta, er der kommet en ny bog i serien ’Er du rigtig klog’, hvor Bent Isager fortæller om alt fra DNA-spor til afhøringer, overvågninger og PET. Det er en bog, der er let at formidle til de ellers læsetrætte elever, da begreberne bliver forklaret med masser af illustrationer på dobbeltoplag.
Egner sig til højtlæsning
Til sidst skal vi lige have en god oplæsningsbog til de yngste. Michael Katz Krefeld har udgivet en børnekrimi med Møffe i hovedrollen. Den egner sig til oplæsning i indskolingen og kan måske være en af de bøger, der åbner elevernes øjne for krimiens verden.
Da jeg blev uddannet, måtte vi bestemt ikke købe krimier, da genren ikke blev anset for lødig litteratur. I dag ved vi heldigvis, at vi skal købe og formidle de genrer og bøger, som børn gerne vil læse.
Lad os inspirere hinanden. Hvilke krimier hitter hos jer?

Krimier til børn: Da jeg blev uddannet, måtte vi bestemt ikke købe den slags bøger
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.