På min skole har vi ikke vores egen hal. Byen har til gengæld opført en, som skolen så skal leje. Derfor har vi ikke helt den samme logistiske frihed i forhold til idrætsundervisningen.
Idræt kræver plads, og som oftest kan meget lade sig gøre udenfor, men det danske vejr kan være drilsk, og samtidig er der også nogle aktiviteter, som kræver et særligt underlag eller bane.
Læner vi os tilbage og ser begrænsningerne, så kommer der intet
Trine Hemmer-Hansen Lærer og Folkeskolens Dansk- og Idrætsrådgiver
Da jeg gerne ville lave et forløb med beachvolley, manglede vi simpelthen adgang til de rigtige baner. Vi kunne naturligvis have ventet til de længe ventede haltider igen kom i spil, hvor vi så kunne præsentere elementer fra den velkendte håndbold. Men det med et elementskift kan noget særligt. Håndbold og sand mellem tæerne kan noget.
Så vi fandt en anden løsning.
De lokale faciliteter
Jeg har tidligere skrevet om det lokale netværk i forbindelse med idrætsundervisningen.
Hvis man ikke er underviser et sted, hvor alle faciliteter er til rådighed, så må man være opsøgende. Vi har tidligere været til for eksempel bueskydning væk fra skolen.
Gennem en årrække har vi haft en god dialog med en af naboskolerne, hvor vi flere gange har været på besøg. Vi tilbyder også ting den anden vej, og på den måde flyder samarbejdet enormt konstruktivt.
Da vi henvendte os denne gang og spurgte, om vi måtte låne deres strand-håndboldbaner, var svaret - som sædvanlig - ja. Så længe det passede ind med deres hverdag.
Jeg tænker, man kan komme langt, hvis man bruger lidt energi på at opsøge muligheder. Læner vi os tilbage og ser begrænsningerne, så kommer der intet.
Vi ved, at vi ind imellem på skolen skal tænke alternativt, og samtidig ved vi, at vi skal rykke os. Så vi cykler til mange ting, og selvom det kunne være fantastisk, hvis vi bare lige kunne gå over på boldbanerne for at spille strandhåndbold på vores egen bane, så er der også noget over cykelturen hen til de steder, det kan lade sig gøre.
Velvilligheden til at låne ud er stor, og det er en fornøjelse, når naboskoler viser storsind overfor hinanden.
I mit idrætsteam vil vi derfor gøre vores bedste for at opsøge de muligheder, der er, tæt på vores skole. På den måde kan vores elever prøve kræfter med mange forskellige discipliner.

Idrætslærer: Mine elever får mange flere muligheder, fordi vi er opsøgende
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.