I mine 22 år som lærer har jeg enten selv ført elever til prøver eller været ude som censor hvert eneste år.
Udover de faglige og menneskelige gevinster ved så mange prøver, har mødet med de forskellige lærere ikke været til at glemme. Særligt tre episoder kan stadig give mig et smil på læben, når jeg tænker tilbage på dem:
Idræt: Vurderingsskema, kuglepen og vandflaske røg op i luften
En gruppe havde netop vist tre forskellige stilarter i dans i hallen og var på vej udenfor til deres næste indholdsområde: ’løb, spring og kast’.
For at lave en rød tråd mellem de to indholdsområder havde de prioriteret at lave en form for stafet på vej fra hallen mod udeområdet. Det betød også, at både lærer og jeg som censor måtte løbe med, for både at overvære løbestilen og overdragelsen af depechen.
Tempoet var pænt højt og lige pludselig falder læreren over en lille græsbunke lige så lang, som hun er. Vurderingsskema, kuglepen og vandflaske røg op i luften.
Heldigvis skete der ikke noget, og den ene dreng fra idrætsgruppen opdagede styrtet og så hurtigt sit snit til at hjælpe læreren op igen. Det var godt, at eleverne også skulle vurderes i samarbejde.
Dansk: Den stående censor
Et år havde jeg en noget ældre, sød herre som censor i dansk. Han fortalte mig hurtigt, at han ikke kunne holde til at sidde så lang tid ned ad gangen. Det havde jeg selvfølgelig fuld forståelse for, men jeg havde dog alligevel regnet med, at han ville stå op henne ved bordet, hvor mine elever sad, så de også kunne kigge på ham undervejs.
I stedet for stod han 80 procent af tiden og kiggede ud ad vinduet med en kop kaffe, mens han selvfølgelig lyttede til elevernes præsentationer. Det tog lige et par afgangsprøver, inden det havde rygtet sig, at censor ikke sad med ved bordet. Det sjove var, at vi var fuldstændig enige om afgivelse af de forskellige karakterer.
Idræt: Den gigantiske græsklipper
Andet år, hvor idræt var et muligt udtræksfag, havde jeg fornøjelsen af at have min egen klasse til idrætsprøve. Her havde endnu en gruppe trukket ’løb, spring og kast’, og mens de var i gang med at fremvise et eksemplarisk spydkast, kom en gigantisk græsklipper med førerhus tromlende rundt om hjørnet ude fra parkeringspladsen.
Alt gik pludselig i stå nærmest som i en film, mens tærskeværket nærmede sig prøveforsamlingen med faretruende hast.
Jeg nærmede mig for at få bremset menageriet, og bag førerhusets rude blev jeg mødt af en herre, der på mit spørgsmål om at vente lige et kvarters tid, kvitterede med et “beklager”.
Kommunen havde bedt ham klippe græs nu, og så måtte idrætsprøven altså vente.
Nogle gange møder skolen den virkelige verden, og så er der ikke så meget at gøre. Så en flok elever, en censor og en lettere fortvivlet lærer måtte observere en omgang græsslåning i ufleksibilitetens navn, hvorefter der igen kunne kastes med spyd på tætklippet grønt.
Kulør på tilværelsen
Der er intet ondt i disse historier. Tværtimod.
De sætter nærmere lidt kulør på tilværelsen som lærer. Det er naturligvis ikke sådan, at man skal overlæsses med episoder som disse i det daglige, men de skæve historier bringer alligevel ofte noget godt med sig.
Når jeg mindes læreren ved vinduet, så blev min erfaring, at selvom han ikke gjorde, som jeg havde forventet, så ramte vi alligevel hinanden. Hans adfærd var slet ikke noget, jeg havde set komme, men situationen blev håndteret fuldstændig efter bogen. Det er ikke alle, der følger den lige linje, og det, skal vi lære, også er okay.
I forbindelse med plæneklipper-gate erfarede jeg, at en stor gruppe mennesker kunne samles om stor overbærenhed, når de blev mødt af et ultimativt krav. I matematikkens verden giver minus gange minus altid plus, men i den menneskelige verden kan det være en fordel at finde plusserne frem med jævne mellemrum.
Er der nogle af jer kollegaer rundt om i landet, som kan komme med andre sjove historier observeret lige midt i afgangsprøverne?
Lærer: Jeg smiler stadig af tre episoder fra mine mange år som censor
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.