Så kom den politiske reaktion på den nye Pisa-undersøgelse: Væk med skærmene.
Det kan umiddelbart give god mening i et kreativt og praktisk fag som håndværk og design. Hvad skal vi egentlig bruge skærme og mobiltelefoner til på et værksted, for skal eleverne ikke bare have materialerne i hænderne og lære håndværket?
Jo, selvfølgelig skal de det.
Men hos os er vi faktisk glade for at bruge skærme og mobiltelefoner i undervisningen. Ikke fordi skærmen skal erstatte det praktiske arbejde, men fordi den kan være et vigtigt digitalt værktøj, som eleverne helt sikkert får brug for, når de forlader skolen.
Skærmen skal være et værktøj – ligesom hammeren, symaskinen og saven er det.
Ingrid Bianco Elimar Petersen Lærer og Folkeskolens håndværk- og designrådgiver
Vi bruger blandt andet mobiltelefoner til at lave vores egne instruktionsvideoer. Her kan eleverne filme, hvordan man skifter klingen på dekupørsaven eller tråder en symaskine. Videoerne bruges derefter af andre elever, som skal lære teknikken. Det betyder også, at eleverne skal vurdere, om videoerne faktisk er gode nok til at hjælpe andre.
Vi bruger også Youtube, når eleverne skal lære nye teknikker. For eksempel ved det japanske håndværk kumihimo, hvor eleverne skal lære at knytte ud fra en video, de selv har valgt. Der findes mange videoer, men det er langt fra alle, der er lige gode. Derfor undersøger vi sammen, hvilke videoer der fungerer bedst, og hvorfor.
Det handler altså ikke bare om at kunne finde en video. Eleverne skal lære at være kritiske brugere af digitalt indhold.
Det kan dog kun lade sig gøre, hvis eleverne har mobiler ved hånden. For i vores kommune er Youtube blokeret på elevernes Chromebooks. Samtidig er mobilen et enkelt og effektivt værktøj, når de selv skal producere en video.
Pas på med konklusionen
Den nye Pisa-undersøgelse viser, at danske elever klarer sig dårligere i læsning, matematik og naturfag. Samtidig peger undersøgelsen på, at digitale apparater kan være en kilde til distraktion. Det skal vi selvfølgelig tage alvorligt.
Men jeg synes, vi skal passe på med at konkludere, at skærmen i sig selv er problemet.
Jeg kan godt se fornuften i regeringens ønske om mobilfrie folkeskoler, for mobilen skal ikke være en forstyrrelse. På de fleste skoler afleveres den allerede om morgenen og udleveres igen ved skoledagens slutning, så den del af problemet er langt hen ad vejen løst. Men en mobil, der bruges målrettet til at lære, undersøge, dokumentere og formidle, er noget helt andet.
For en stor del af den kreative viden, eleverne møder uden for skolen, findes allerede på Tiktok, Instagram og Youtube. Så hvorfor ikke lære dem at være kritiske over for det, de ser – og måske selv skabe indhold af kvalitet?
Det er et værktøj
Eleverne skal stadig have træ, stof, garn, værktøj og materialer i hænderne. De skal prøve sig frem, lave fejl og opleve glæden ved at skabe noget selv.
Skærmen skal være et værktøj – ligesom hammeren, symaskinen og saven er det.
Jeg kan også se det fra min egen praksis. Meget af det, jeg ved om at sy på symaskine, har jeg lært på Youtube, hvor jeg også har fundet gode og velegnede kanaler, som jeg bruger i min undervisning.
På mit valghold skal eleverne for eksempel tage udgangspunkt i en instruktionsvideo, hvor de lærer at sy en toilettaske eller et penalhus. Ud fra videoen skal de selv udarbejde en instruktion og en materialeliste. På den måde bliver Youtube ikke bare noget, de ser på, men et værktøj, de aktivt bruger i deres egen læreproces.
Det frigiver samtidig tid til mig som lærer. Når eleverne selv tager ansvar for deres læring og kan spole tilbage, sætte på pause og se en teknik igen, kan jeg bedre vejlede og guide alle mine 25 elever. Her bliver Youtube faktisk en hjælpende hånd, og ikke en erstatning for læreren.

Håndværk og designlærer: Min undervisning kræver, at eleverne har mobiltelefoner
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.