”Årh, det gider vi ikke, det lavede vi også sidste år.”
Der var ikke ligefrem begejstring at spore blandt eleverne på Jonas Ørum Breiviks 7. klasse-håndværk og designhold, da han i første time efter ferien sagde, at de skulle lave grendåser i frisk træ.
Så da en af drengene sagde, at han gerne ville lave et fuglehus, greb han den straks.
”Okay, gør vi det til en konkurrence om, hvem der kan lave det sjoveste og mest funktionelle fuglehus,” svarede Jonas Ørum Breivik.
Eleverne gik i gang, lod sig inspirere af billeder i bøger og på pinterest, afprøvede ideer og udviklede swimmingpool til fuglehusterrassen.
”I mine øjne endte det som helt genial undervisning. Bare at lade dem lave lige hvad de vil, er det rene selvmord, men her var ideen deres, og de var helt på. De tog udgangspunkt i eksisterende design, udviklede deres eget, følte ejerskab og lærte håndværk undervejs.”
Jeg bliver umiddelbart glad hele vejen igennem. Designprocessen er tonet væsentligt ned og genskabning er inde igen
Jonas Ørum Breivik Håndværk og designlærer
Netop den form for undervisning, synes han er vigtig at give plads til. Derfor er han helt anderledes glad, efter at han har læst det nye udkast til en fagplan for håndværk og design, end han var efter første udkast.
”Det taler lige ind i den måde, jeg underviser på. Hvor de ikke skal bruge for meget tid og energi på at designe og bygge noget, der ikke kan holde. Men i stedet finde noget, de synes er flot, tage udgangspunkt i det og genskabe med deres egne ændringer og nye funktionaliteter,” siger han.
Håndværket har fået mere plads
Jonas Ørum Breivik har været sløjd- og håndværk og designlærer i 25 år. Da han læste det første udkast til en ny fagplan for håndværk og design sidste år, var han ikke begejstret.
Der var alt for meget design og alt for lidt håndværk, syntes han. Og så undrede han sig over, hvorfor man ikke nævnte de tre primære materialer træ, metal og tekstil.
Formålet er fagets DNA, derfor skal materialerne ind der
Pia-Vera Mølgaard Formand for Den Faglige Forening Håndværk og Design
Det samme gjorde lige så erfarne håndarbejds- og siden håndværk og designlærer og formand for Den Faglige Forening Håndværk og Design Pia-Vera Mølgaard.
Hun var bekymret for, at det blev et akademiseret talefag, hvor man ligeså godt kunne arbejde med papir og limpistol.
Begge lærere er væsentligt mere positive over det andet og sidste udkast til nye fagplaner, som kom lige før sommerferien.
”Der er helt klart nogle takter, der står mere mål med det fag, jeg kender. De taler om praksisnære forløb, mesterlæren kommer ind, de primære materialer træ, metal og tekstil er kommet ind, og der er kommet mere fokus på håndværket,” siger Pia Vera Mølgaard.
Vil have materialerne helt ind i formålet
Pia-Vera Mølgaard har dog svært ved at forstå, hvorfor de tre materialer træ, tekstil og metal ikke kan komme helt op i formålet, men først optræder i fagets karakter.
”Formålet er fagets DNA, derfor skal materialerne ind der. Man risikerer, at der er skoleledere, som kun læser formålet og så tror, at vi bare kan arbejde med papir. Jeg forstår heller ikke, hvorfor de insisterer på at skrive design før håndværk, og nogle steder er der stadig sætninger, der er knudrede” siger hun.
Jonas Ørum Breivik har også lagt mærke til, at materialerne er inde igen, og han hæfter sig ved sætningen: ”I undervisningen undersøger eleverne gennem skabende afprøvninger og efterligninger, hvordan materialer bliver til, hvordan de er forarbejdet og hvordan de anvendes og kan repareres, genbruges og vedligeholdes”.
”Jeg bliver umiddelbart glad hele vejen igennem. Designprocessen er tonet væsentligt ned og genskabning er inde igen. Man er nødt til at kunne genskabe, før man kan skabe selv, og det ser jeg, at der er plads til her”.
Der er blevet lyttet til kritikken
Første udkast til planerne var til diskussion blandt lærerne, og Jonas Ørum Breivik og Pia-Vera Ørum oplever, at skrivegruppen har lyttet til kritikken.
Han er umiddelbart godt tilfreds med, at der ikke står noget om balancen mellem de hårde og de bløde materialer, som var et emne, der fyldte meget efter håndarbejde og sløjd blev lagt sammen til håndværk og design i 2014.
”Faget er så komplekst, og ingen af os er mestre i det hele. Så det er godt, at der er plads til, at man kan lægge tyngden der, hvor man som lærer har bedst kompetencer.”
På den anden side kunne det måske skubbe en skoleleder til at sætte to lærere på faget, hvis der fortsat stod, at det bløde og det hårde skulle vægtes ligeligt, påpeger han.
Pia-Vera synes meget er forbedre fra det første udkast, men hun synes stadig, at nogle dele - fx beskrivelsen af 4.-5. klasserne har for meget fokus på det undersøgende og for lidt på det håndværksmæssige.
Jeg kan være i tvivl om, om nogle lærere løber skrigende væk fra faget, hvis det bliver så meget undersøgende. I 5. klasse har eleverne ikke lært håndværket, der er stadig meget, de skal lære, før de kan arbejde undersøgende.”
En ting er hun dog virkelig begejstret for.
”Det er simpelthen så dejligt, at der er kommet så stort fokus på bæredygtighed og genbrug. Det er et af de helt store samfundsproblemer, så det er vigtigt, at vi har det med i faget.”
Lærere glæder sig over, at træ, tekstil og metal er tilbage i ny fagplan
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.