Kritikere stod i kø med ros

At skolelederne bevarer Ny Løn, signalerer, at de reelt forhandler overenskomst uden om lærerne

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Også blandt skoleledere findes der skeptiske røster, når det gælder Ny Løn. Men på Lederforeningens repræsentantskabsmøde i sidste uge stod kritikerne nærmest i kø for at rose den nye overenskomst, der bevarer skolelederne på Ny Løn.

Rosen skulle først og fremmest ses i lyset af, at lærerne har droppet at være på Ny Løn.

»Jeg har været skeptisk over for Ny Løn, men denne gang sender det et signal om, at vi adskiller os fra lærerne. Det kommer os til gavn i forhold til at hverve nye medlemmer«, sagde Steen Skaarup fra Århus Amt.

Samme melding havde Allan Lundby-Hansen fra Roskilde Amt.

»For første gang i årevis har jeg ikke været i tvivl om, at jeg skulle stemme ja til en overenskomst«.

Også Torsten Petersen fra Københavns Amt er blevet omvendt og ønskede forhandlerne tillykke med resultatet. Men det skete ikke uden en advarsel.

»Jeg møder tit ledere, også i min egen kreds, som spørger, hvorfor vi ikke er en selvstændig fagforening med forhandlingsret igennem Lærernes Centralorganisation. Vi er nødt til at være mere tydelige om, at vi har fælles politiske mål med Lærerforeningen«, sagde Torsten Petersen.

Allan Lundby-Hansen læste op af den skriftlige beretning fra Lærerkredsen for Køge og Vallø, hvor han sidder i kredsbestyrelsen. I lyset af at kommunerne snart bliver større, støtter kredsen skoleledernes ønske om at frigøre sig fra lærerkredsene og selv overtage det fulde ansvar for de lokale lønforhandlinger.

»Med kommunalreformen har vi en historisk chance for at blive løsrevet, og så mister Danmarks Skolelederforening sin sidste bastion. Hvis vi selv forhandler lokalt, kan det kun være af ideologiske årsager, at skoleledere holder sig ude af Lederforeningen«, sagde han.

Det er dog ikke alle steder, lederne kan magte forhandlingerne selv. Det gælder blandt andet de kommuner, hvor Skolelederforeningen står stærkt.

»Det afgørende er, at lederne selv kan beslutte, om de vil forhandle, eller om de vil have kredsformanden til at gøre det for sig. Får de egen økonomi, må de eventuelt betale ham for det«, sagde Jens Færk, formand for Lederforeningen.

folkeskolen@dlf.org