Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Fysisk indgriben

Flertal bag lovændring: Men hvem skal undervise klassen, når læreren fører den udadreagerende elev ud?

Blandt andet krav om registrering af magtanvendelser, høring af elever og orientering af forældre betyder, at SF og Radikale nu også støtter lovforslaget om læreres muligheder for at gribe fysisk ind. Enhedslisten er fortsat imod.

Sara Emil Baaring på Folketingets talerstol

Med en beretning fra sit eget lærerliv åbnede Sara Emil Baaring tirsdagens debat. Hun er midlertidigt tilbage i Folketinget som barselsvikar.

Foto: Folketings-tv
Karen Ravn
Karen Ravn Onlineredaktør
2 kommentarer
11. november 2026, kl. 04:30
2 kommentarer

”Der var morgensang på skolen, og vi var omkring 130 elever samlet, da en elev begyndte at råbe og forstyrre. Mine kolleger forsøgte at tale med ham og få ham til at falde til ro, men til sidst valgte en af mine kolleger at guide ham ud af situationen.”

”Der kom en klage, og hun var hjemsendt i tre måneder, før hun efterfølgende blev frikendt.”

Til daglig er Sara Emil Baaring afdelingsleder på Korup Skole i Odense, men lige i denne tid er hun også tilbage på Christiansborg som stedfortræder for sin Socialdemokratiske kollega Thomas Skriver Jensen, der er på barselsorlov.

Og det var hende, der med denne beretning fra sin tid som lærer fik lov at indlede førstebehandlingen af regeringens forslag til en lovændring, der skal klargøre reglerne for, hvornår og hvordan lærere og pædagoger må gribe fysisk ind over for udadreagerende adfærd.

”Det ligger mig meget på sinde, fordi jeg ved, hvor vanskelige situationer, lærere og pædagoger står i hver eneste dag,” forklarede den socialdemokratiske ordfører.

Udvider lærernes magtbeføjelser

Hun lagde ikke skjul på, at lovforslaget ud over at præcisere skolens såkaldte 'omsorgsansvar' også udvider lærernes mulighed for at gribe fysisk ind, så det ikke kun handler om situationer, hvor eleven er til fare for sig selv eller andre, men også ved grove krænkelser eller så forstyrrende adfærd, at undervisningen ikke kan gennemføres.

”Og det skal vi tage alvorligt,” understregede hun.

Læs også

Featured image for Forstå det nye lovforslag: I de her tilfælde skal lærerne kunne gribe ind
Fysisk indgriben

Forstå det nye lovforslag: I de her tilfælde skal lærerne kunne gribe ind

I lovforslaget er der lagt op til, at det kun skal ske, når andre muligheder udtømt, og det skal ske så skånsomt som muligt, påpegede hun.

”Jeg ved, der har været rejst bekymring for, hvad de nye regler betyder for børn med særlige behov,” sagde hun og fortalte, at hun selv arbejder med børn, der kan blive overbelastede, hvis de ikke får den rette støtte og forståelse.

”Men de har også brug for voksne, der passer på dem, når det bliver voldsomt,” sagde hun.

Ifølge hende er lovforslaget en måde at passe på resten af klassen, når en elev ødelægger undervisningen.

Har sat individet over fællesskabet

Der var massiv opbakning til regeringens forslag fra hele blå blok. Den ene ordfører efter den anden understregede, hvor længe partierne har påpeget, at man alt for længe har ladet stå til over for vold, uro og manglende respekt for både lærerne og fællesskabet i folkeskolen.

Liberal Alliances ordfører Helena Artmann Andresen pegede på sagen fra Gribskov Kommune, hvor en lærer blev fyret efter at have taget fysisk fat i en elev, der kom oprevet ind i klassen med et boldbat i hånden.

”I alt for lang tid har vi taget for meget hensyn til de elever, der ødelægger det for andre,” sagde hun. ”Vi har sat individet over fællesskabet.”

EL: Et råb om hjælp

Kun Enhedslisten gjorde det klart, at partiet ikke kommer til at stemme for lovændringen.

Først og fremmest fordi man altså vil give lærere og pædagoger beføjelser til fysisk at føre elever væk. Ikke fordi de er til fare, men fordi de fx spiller høj musik på deres telefon.

”Det er jo et råb om hjælp fra et barn, som åbenlyst ikke trives. Men vi taler om dem her, som om det er børn, der faktisk bør stå uden for fællesskabet,” sagde partiets ordfører Leila Stockmarr og kaldte det trist at opleve, at børn blev omtalt som nærmest voldsparate.

Læs også

Featured image for Lokalformand kritiserer kommune for at bruge nyt børnesyn til at fyre lærer
Børnesyn

Lokalformand kritiserer kommune for at bruge nyt børnesyn til at fyre lærer

Hun påpegede, at lærere og pædagoger allerede har hjemmel til at forhindre vold.

Hun pegede også på, at selvom mange lærere i flere undersøgelser har givet udtryk for, at de har brug for klarere beføjelser, så er der endnu flere lærere, der ønsker sig flere kolleger i klasselokalet, når de bliver spurgt, hvad der skal til for at mindske vold og uro i skolen.

Læs også

Featured image for Lærere: Fysisk indgriben kan være nødvendigt, men vi vil hellere være flere
Vold og uro

Lærere: Fysisk indgriben kan være nødvendigt, men vi vil hellere være flere

”Derfor er det mig uforståeligt, at vi ikke starter med at ansætte flere hænder,” sagde hun med henvisning til, at det faktisk står i regeringsgrundlaget, at man vil investere i flere lærere.

For Enhedslisten er investeringer i flere lærere det, der skal løfte folkeskolen helt generelt og dermed give bedre for alle og forebygge de situationer, som hun ser lovforslaget som en lappeløsning på.

Men hun mener også, at to lærere er nødvendigt, når en elev bliver udadreagerende:

”Så kunne den ene voksne gå ud og tage en samtale med den elev, der har brug for hjælp, og den anden kunne blive og undervise de andre.”

For Leila Stockmarr er selve ideen om at fjerne elever, når de reagerer uhensigtsmæssigt, dog forkert.

”Børn er ikke noget, man fjerner,” konstaterede hun og pegede på, at man jo går i skole hver dag.

”Så det er ikke løst, før han har forstået problemet og sørget for, at barnet får den nødvendige hjælp.”

Fokus på forebyggelse

Én af de ændringer, der er sket i forhold til det lovudkast, der var i høring før valget, er, at loven nu forpligter skolerne til at sikre ”den nødvendige hjælp og støtte” til en elev, som lærere eller pædagoger gentagne gange får brug for at gribe fysisk ind overfor.

”Der er kommet langt større fokus på forebyggelse,” påpegede ordfører for SF Sigurd Agersnap.

”Vi får ikke kun klare regler for, hvad man må gøre, når situationen er løbet løbsk, men regler for, hvad man skal gøre for, at vi ikke når dertil,” sagde han.

SF'eren fremhævede, at det er blevet tydeliggjort, at indgreb mod forstyrrende elever kun må ske undtagelsesvist, når andre muligheder er udtømt.

”Fysisk indgriben er ikke et pædagogisk værktøj, men en nødløsning, når det løbet af sporet,” sagde han og pegede på, at der skal ske en landsdækkende monitorering og evaluering.

Før valget var de Radikales daværende ordfører Lotte Rod den skarpeste modstander af det oprindelige udkast til ny lovgivning om fysisk indgriben.

Læs også

Featured image for SF: Nyt lovforslag er ikke løsningen på uro og vold i folkeskolen
Fysisk indgriben

SF: Nyt lovforslag er ikke løsningen på uro og vold i folkeskolen

Hun sidder ikke længere i Folketinget, og Radikale er blevet en del af regeringen. Den nyvalgte undervisningsordfører Philip Vivet forklarede, hvorfor partiet støtter lovforslaget, som det ser ud nu.

”Jeg vil godt slå en ting fast fra begyndelsen. Det her løser ikke udfordringerne med uro og konflikter i skolen. Det skal løses af dygtige lærere og pædagoger tæt på børnene, og jeg er glad for, at regeringen samtidig vil give skolerne et markant økonomisk løft. Det her lovforslag handler om noget andet. Det handler om, at der skal være tydelige rammer, når det i sjældne tilfælde er nødvendigt at gribe fysisk ind,” sagde han og pegede på, at lovforslaget nu nævner, at der skal tages særlige hensyn til børn, der er sårbare.

”Det er afgørende, at alle tilfælde skal registreres. Eleverne får ret til at blive hørt, og forældrene får krav på at blive orienteret,” sagde han og understregede, at man skal blive klogere af situationerne.

Erodering af forældrenes ansvar?

Danmarksdemokraternes ordfører Marlene Harpsøe fik undervisningsminister Magnus Heunicke (S) til at love, at man går i dialog med Danmarks Lærerforening for at sikre, at det onlinekursus i de nye regler, som er planlagt, bliver godt og brugbart for lærerne.

Og Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti fik ham til at love et juridisk svar på, hvorfor den nye version af lovforslaget taler om, at ansvaret for at varetage omsorgen for eleven overgår fra forældrene til personalet.

”Jeg har svært ved at se, at det ikke er en erodering af forældrenes ansvar. Betyder det, at skolen kan tvinge en elev til at deltage i en aktivitet?” ville han bl.a. vide.

”Den politiske intention har været, at når barnet er hjemme hos forældrene, har de ansvaret. Men når det er i skolen, overtager skolen ansvaret,” svarede ministeren.

Han glædede sig over den grundige debat ved førstebehandlingen.

”Magt må aldrig bruges som straf,” understregede han. ”Vi er ikke på vej tilbage til den sorte skole.”

Ministeren lagde også vægt på, at lovforslaget, som det fremstår nu med krav om, at alle magtanvendelser skal registreres og indberettes til henholdsvis kommunen for folkeskolernes vedkommende og bestyrelsen for de frie grundskolers, styrker retssikkerheden både for elever og personale.

2 kommentarer

Læs også

  • Animeret billede til Lovforslag deler ikke kun vandene om læreres magtanvendelse – men også om børnesyn
    Fysisk indgriben

    Lovforslag deler ikke kun vandene om læreres magtanvendelse – men også om børnesyn

1 relateret artikel
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Flertal bag lovændring: Men hvem skal undervise klassen, når læreren fører den udadreagerende elev ud?

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS