Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Skolefravær

Det begyndte med ”Skolens tabte børn”: Nu har ny forældreforening sikret sig syv millioner

Med fondsmillioner i ryggen vil Forældrekommissionen arbejde for at skabe forandringer i systemet, så bekymrende skolefravær i højere grad forebygges og håndteres gennem tidlige indsatser.

Billede af Louise Gielov, Jens Langorn, Maja Schmidt og Mette Bjerregaard

”For hvis forældrene knækker, kan de ikke hjælpe deres barn,” siger Louise Gielov (nr. 2 fra højre), der sammen med sin mand har stiftet Forældrekommissionen.

Foto: Forældrekommissionen
Katrine Rosenbæk
Katrine Rosenbæk Journalist
Start debatten
16. oktober 2026, kl. 04:31
Start debatten

Da Louise Gielovs søn Laurits begyndte i børnehaveklasse, fik han det hurtigt svært.

Selvom hun sammen med sin mand, Jens Langhorn, forsøgte at få hjælp fra skolen, kom den rette hjælp ikke i tide, fortæller hun.

De oplevede processen som svær og frustrerende. Og den kulminerede, da de stod med en søn i 2. klasse, der led af depression og angst, og som ikke længere kunne gå i skole.

Parret begyndte at filme deres hverdag med ikke bare ét, men faktisk to ud af tre børn i ufrivilligt skolefravær. På det tidspunkt havde de ikke andre planer end at skabe DR-dokumentaren ”Skolens Tabte Børn”, hvor flere familier viser, hvordan et liv med børn i ufrivilligt skolefravær kan se ud.

Men efter dokumentarserien var blevet vist på DR i efteråret 2025, modtog Louise Gielov og Jens Langhorn flere end 1.000 beskeder fra forældre med mere eller mindre samme ønske: At blive en del af fællesskabet og komme i en forældregruppe som den, der var blevet vist i dokumentaren, hvor forældrene til børn i ufrivilligt skolefravær erfaringsudvekslede og støttede hinanden.

Om Forældrekommissionen

Forældrekommissionen er stiftet af Louise Gielov, Jens Langorn, Maja Schmidt og Mette Bjerregaard.

De har modtaget i alt syv millioner kroner Det Obelske Familiefond, Knud Højgaards Fond og TrygFonden, der skal bruges inden for tre år.

Forældrekommissionen har 2.545 medlemmer fra 96 af landets 98 kommuner.

Derfor stiftede Louise Gielov og hendes mand, hvad de kalder for Forældrekommissionen med to andre medstiftere, Maja Schmidt og Mette Bjerregaard.

Via fondssøgninger er det lykkedes dem at sikre syv millioner kroner og en fireårig samarbejdsaftale med Københavns Kommune om forældregrupper.

”Det var forældrenes stemme, der gjorde det. Ellers er jeg 100 procent sikker på, vi ikke var endt her,” siger Louise Gielov.

Deres ambition er at skabe landsdækkende forældregrupper og at indsamle erfaringer fra forældre til børn i ufrivilligt skolefravær, som skal bruges til at skubbe på for systemiske forandringer, så bekymrende skolefravær i langt højere grad forebygges og håndteres gennem en tidlig indsats.

Forældreambassadør

Selvom det er barnet, der har et bekymrende fravær, er der et stort behov for at værne om forældrene, forklarer Louise Gielov.

”For hvis forældrene knækker, kan de ikke hjælpe deres barn,” siger hun.

Tanken med grupperne er, at forældrene kan spejle sig i hinanden, erfaringsudveksle og give slip på den skam og skyld, som fylder hos mange forældre til et barn i ufrivilligt skolefravær.

De første forældregrupper starter op i Københavns Kommune, som Forældrekommissionen har indgået en fireårig aftale med, finansieret af kommunen.

Vi nåede slet ikke at sætte ind med noget forebyggende, før skaden var sket. Da PPR var klar, lå han stort set hjemme bag lukkede døre

Louise Gielov Medstifter af Forældrekommissionen

Forældrekommissionen har nu 450 medlemmer i Københavns Kommune, og på landsplan har foreningen medlemmer i 96 ud af landets 98 kommuner.

Hver gruppe består af otte-ni forældre, som mødes cirka en gang om måneden. Grupperne skal faciliteres af en familiebehandler, og derudover stiller Forældrekommissionen med en forældreambassadør, der selv har været igennem et gruppeforløb.

For det er vigtigt, der sidder en, som også er der, når gruppeforløbet slutter, siger Louise Gielov.

”Det smuldrer ofte, fordi det er svært at holde sammen bagefter, når man som forældre er i en sårbar situation og ikke kan overskue noget.”

Derfor er forældreambassadørens rolle også at sikre, at de forældre, der har lyst, kan fortsætte ind i andre fællesskaber under foreningen.

Før skaden sker

Louise Gielovs søn, Laurits, endte med at få en autismediagnose og har de seneste tre år gået på en dagbehandlingsskole. Han trives i dag og skal i løbet af det kommende år flytte til et andet skoletilbud, muligvis en almen folkeskoleklasse.

”Jeg er sikker på, at han kunne være blevet i sin almene skole, hvis man havde haft forståelse for, hvad der var på spil, og at han tidligt i forløbet havde fået den nødvendige støtte,” siger hun.

Læs også

Photo of Jens Langhorn
Debat

Regeringen har lovet at forebygge skolefravær. Nu skal den levere

Jens Langhorn Forældrekommissionen

Skulle han for eksempel have haft lov til at møde ind i en lille gruppe i stedet for i en stor klasse? Skulle han have været fritaget for morgensang? Spørger Louise Gielov og svarer selv, at ja, det skulle han, for han kunne ikke rumme det.

”Vi nåede slet ikke at sætte ind med noget forebyggende, før skaden var sket. Da PPR var klar, lå han stort set hjemme bag lukkede døre,” siger hun.

Ser ikke hensyn som særaftale

Hun er godt klar over, at der er sket et boom i antallet af særaftaler, som syv ud af ti lærere oplever, går ud over undervisningen ifølge en undersøgelse, Folkeskolen har foretaget.

Men samtidig refererer hun til en undersøgelse fra Danmarks Lærerforening, hvor flere end 8 ud af 10 lærere svarer, at de har elever i deres klasse, som ikke får den hjælp, de har behov for.

Det vil være fantastisk, hvis vi er arbejdsløse om ti år

Louise Gielov Medstifter af Forældrekommissionen

De hensyn, som børn på vej ud i bekymrende skolefravær har brug for, betragter hun ikke som særaftaler, snarere som individuelt tilrettelagt undervisning. For en del af inklusionen er, at børn med særlige behov også skal kunne trives i folkeskolen, påpeger hun.

”Det handler helt grundlæggende om rammerne for, at barnet kan være i skolen. Når jeg tænker på den målgruppe, vi repræsenterer, er det netop det, der gør, at de kan vedligeholde fodfæstet i skolen og fællesskabet. Det handler ikke om, at læreren skal minde dem om at drikke vand i 10-frikvarteret, eller at de kun vil være i en bestemt legegruppe,” siger hun.

Hos Forældrekommissionen oplever de, at de enkelte lærere i rigtig mange tilfælde ikke har tid og mulighed for at spotte et barn i begyndende mistrivsel og skabe de nødvendige rammer for barnet i tide.

”Det er absolut ikke en kritik af lærere,” fastslår Louise Gielov.

Et år senere

Når PPR så endelig kommer på sagen, oplever mange forældre, at de bliver tovholdere.

”Man sidder i et møde med otte fagpersoner, når tingene er stukket rigtigt af, og så opdager man: ’Gud, de har ikke mødt hinanden før!. Så bliver det min opgave som forælder at gøre status og sørge for, at de snakker sammen.”

Det er den slags viden om, hvordan et forløb med skolefravær kan se ud, og hvad både barnet og forældrene kan have brug for, som Forældrekommissionen vil indsamle og bruge til at skubbe på for forandringer i systemet.

Forældrekommissionen er for eksempel allerede blevet tilknyttet det nye Videnscenter mod skolefravær under Undervisningsministeriet, der skal hjælpe kommuner og skoler, som har elever med højt fravær.

Med de nuværende fondsmidler, der skal bruges inden for tre år, har Forældrekommissionen kunnet etablere et lille sekretariat, som lige nu lønner tre årsværk med forskellige faglige og personlige erfaringer.

Læs også

Photo of Nana Vaaben
Debat

Skolens tabte børn er rykket helt ind i stuerne og råber os lige ind i ansigtet

Nana Vaaben Docent, ph.d., Københavns Professionshøjskole

Derudover er der tilknyttet professionelle familiebehandlere og en masse frivillige forældre. Både Louise Gielov og hendes mand bruger al deres arbejdstid hos kommissionen, men det håber hun ikke, de bliver ved med.

”Det vil være fantastisk, hvis vi er arbejdsløse om ti år,” siger hun.

Men hun tror først for alvor, hendes børnebørn vil opleve mærkbare ændringer, tilføjer hun. Og dem har hun altså ingen af endnu.

Stifter: Pengene gør større forskel hos os

Men hun er sikker på, de syv millioner skaber mere værdi hos Forældrekommissionen, end de ville have gjort, hvis folkeskolen havde fået dem.

Da de lavede ”Skolens tabte børn”, stod de 30 forældre med børn, der havde det rigtig dårligt. De fik skabt et fællesskab og begyndte i en forældregruppe med en familiebehandler, som sagde til dem, at det ikke var sikkert, at deres børn ville stå et bedre sted et år senere, men det ville de selv. 

Forældrene tænkte ja ja.

Men et år senere stod langt de fleste et bedre sted – i et stærkt forældrefællesskab, fortæller Louise Gielov.

Start debatten

Læs også

  • Portrætbilleder af Marika Jensen, Kristine Wiberg Plougsgaard og Sidsel Bondo
    Lovgivning

    Nye regler for specialundervisning på vej: Her er parters forventninger

  • Regeringen har lovet at forebygge skolefravær. Nu skal den levere
    Debat

    Regeringen har lovet at forebygge skolefravær. Nu skal den levere

    Jens Langhorn Forældrekommissionen
2 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Det begyndte med ”Skolens tabte børn”: Nu har ny forældreforening sikret sig syv millioner

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS