Skolens tabte børn er rykket helt ind i stuerne og råber os lige ind i ansigtet

En gang imellem laves der virkelig vigtigt fjernsyn. DR-dokumentaren 'Skolens tabte børn' er vigtigt fjernsyn. Den handler om nogle forældre, der kæmper en brav kamp for at få deres børn i skole.

Tv-holdet følger nogle af familierne over et år, og man ser, hvordan både børn og forældre langsomt krøller sammen, får det dårligere, og alting går i hårdknude. De kæmper for at få hjælp, men den hjælp, de eventuelt får, kommer alt for sent. Hele familien er for længst kørt i sænk. Og væk er tilliden til, at vi har et system, der hjælper os, når vi har behov for det.

Jeg har over de senere år fulgt den samme udvikling, blot med fokus på, hvad det gør ved lærerne, når børn mistrives, og de ikke kan få hjælp. Her er billedet stort set det samme. Lærerne står med alt for mange børn, der mistrives, og når de råber om hjælp, begynder en papirkrig af den anden verden, hvor der skal dokumenteres, afprøves, afrapporteres, ansøges, ventes.

Imens står lærerne med alt for mange børn, hvis behov de ikke kan møde, mens alle deres egne kropslige alarmklokker bimler og bamler og fortæller dem, at de må gøre noget. Moralsk stress hedder det. Og det er desværre blevet en del af hverdagen for alt for mange lærere. Det kan man ikke holde til ret længe.

Lige nu har vi et system, der er ubegribeligt langsomt, og som spiser en stor del af ressourcerne selv. Lærerne skal ikke bare håndtere de børn, der mistrives (og alle de andre), men også et genstridigt og langsomt system. Derfor kommer lærerne (og forældrene og børnene selv) ofte til at stå i denne uudholdelige situation alt, alt for længe. Hvis de da ikke bukker under eller siger op.

Med den nye dokumentar må alle diskussioner om ”PDO” (pissedårlig opdragelse), curlingforældre og børnesyn forstumme. Slut med at skyde skylden på forældrene. Slut med at skyde skylden på lærerne. Lad os hellere fokusere på, hvad der er årsagen bag. Det er økonomistyringssystemet, den er gal med.

Vi må leve med budgetoverskridelser

Lige nu bruger vi oceaner af ressourcer på at kæmpe om ressourcer, eller med andre ord om, hvem der skal betale for, at de børn og unge, der har det svært, får hjælp.

Og det undrer mig såre. I politiet er arbejdet og dermed økonomien organiseret som et beredskab, hvilket vil sige, at hvis nogen ringer til dem med et akut problem, så har de bemyndigelse til at rykke ud med det samme - uden at regne på, om der er råd. Det betyder, at politifolkene har en masse overarbejdstimer til gode. Det er ikke så godt, men det er til at leve med.

Men sådan er det ikke i skolen. Her har vi organiseret arbejdet som et bevillingssystem. Det vil sige, at hvis man står med et akut problem i skolen, så skal man ansøge om ressourcer til at løse problemet. Og det tager virkelig lang tid og er det helt modsatte af hurtig udrykning og forebyggelse.

Hvorfor åbner vi ikke kasserne på samme måde, som vi gør i politiet? Hvorfor har vi centraliseret beslutningsmyndigheden over, hvordan ressourcerne bruges, så den ligger bag skriveborde langt væk fra de akutte situationer? Hvis det er for at holde budgetterne, vil jeg bare minde om, at det, vi gør lige nu, er virkelig dyrt.

Når børn mistrives, og de voksne ikke kan hjælpe, så mistrives de også. Alle sammen. Det gælder forældre, lærere, pædagoger, skoleledere, psykologer. Og i øvrigt mistrives klassekammeraterne også.

Det er på alle måder akut at bryde den onde cirkel, og det kan vi kun, hvis vi reagerer hurtigt. Derfor skal skolerne have bemyndigelse til at bruge de nødvendige ressourcer – ligesom i politiet. Vil det give nogle budgetoverskridelser? Helt sikkert. Men det må vi leve med.