Regeringen har lovet at forebygge skolefravær. Nu skal den levere

En af de helt store opgaver for den endnu nye regering er at få nedbragt skolefravær.

Antallet af børn, der ikke oplever at være rummet i skolen, er alarmerende højt. Det samme er antallet af frustrerede forældre, lærere og pædagoger, der føler sig afmægtige i mødet med børn og unge, der ikke kan komme i skole af den ene eller anden årsag.

Næste uge går folketingsåret i gang. Statsministeren skal på talerstolen og præsentere ambitionerne for det kommende år. Det nye finanslovsudspil er også på trapperne. Vi mener, at både åbningstale og finanslov bør adressere problemerne med skolefravær.

Vores forventninger er høje. Ikke mindst fordi vi i regeringsgrundlaget fik lovning på en forebyggelsespakke til nedbringelsen af skolefravær.

I Børns Vilkår og Forældrekommissionen møder vi hver dag børn og forældre, som oplever konsekvenserne af skolefravær, der ikke bliver håndteret i tide. Vi ved, at der er akut behov for både ambitiøse investeringer og konkrete forebyggelsesinitiativer.

Når forebyggelsen mangler, og skolefravær ikke bliver håndteret tidligt, mister børn undervisning, fællesskaber og troen på, at skolen overhovedet er et sted for dem. Samtidig vokser regningen for både familier og samfund.

Brug for en tovholder

Der er flere steder at sætte ind.

Der er brug for en mere systematisk registrering af skolefravær, end vi har i dag. En ordentlig registreringspraksis er et vigtigt redskab til tidlig opsporing. Vi er desuden overbeviste om, at en sådan vil vise, at problemet er større, end de nuværende opgørelser giver indtryk af.

Herudover bør skoler være forpligtet til at udarbejde en skolefraværsstrategi, på samme måde som det er lovbestemt at have en antimobbestrategi. Der er brug for klare retningslinjer for, hvem der gør hvad og hvornår, når en elev udebliver fra skole i et bekymrende omfang.

En forebyggelsespakke bør også indeholde lovkrav om en tovholderfunktion i fraværssager. Vi hører om kaotiske møder med 10-12 fagpersoner om bordet, hvor det undervejs går op for forældre, at de forskellige sektorer slet ikke taler sammen. Resultatet er, at forældrene selv ender som både koordinatorer og advokater i deres barns sag. Det er hverken effektivt eller rimeligt. Særligt er det problematisk for børn, der ikke har forældre med den slags overskud.

En tovholder skal sikre fremdrift, koordinering og ikke mindst, at barnet selv bliver hørt. Dén ellers fuldstændig fundamentale inddragelse ved vi, sker alt for sjældent.

En forebyggelsespakke skal ikke alene bidrage til opsporing og håndtering af allerede opstået skolefravær. Reel forebyggelse kræver også investeringer i at skabe stærke børnefællesskaber, bedre rammer og mere specialiseret viden tæt på børnene. Det kan se ud på mange måder. Lejrskoler og to-voksenordninger fx. Samtidig må regeringen forholde sig til, at skolerne allerede er pressede.

Der er generelt brug for en anerkendelse af, at investeringer i at forebygge skolefravær er nogle af de mest meningsfulde investeringer, vi som samfund kan foretage. Gevinsterne kommer igen på tværs af både kommune, psykiatri og arbejdsmarked. Det gælder blandt andet, når færre familier får behov for tabt arbejdsfortjeneste, og når flere unge gennemfører uddannelse og kommer i arbejde.

Regeringen har lovet en forebyggelsespakke. Nu håber vi, at den leverer både de rigtige redskaber og de nødvendige midler. Det skylder vi de børn og forældre, der hver dag mærker konsekvenserne af et skolefravær, som har fået lov at vokse sig alt for stort. Ambitionsniveauet skal være højt, for det er ikke gratis at genoprette kursen på et område, der er kørt af sporet i årevis.