Når Folkeskolens Nationale Færdighedstest i matematiske færdigheder gennemføres for første gang i uge 38-39, er det kun områderne tal, regnestrategi og algebra, der testes i.
“Vi zoomer ind på en lille del af faget, der er en forudsætning for nogle af de andre områder af matematik, og en stærk indikator for elevers udvikling,” siger forpersonen i testkommissionen, Stine Dunkan Gents.
Lærerne har allerede en god fornemmelse for deres elevers niveau, mener Stine Dunkan Gents, men testresultaterne kan supplere denne viden ved at give lærerne et fælles grundlag for at undersøge, hvad eleverne typisk kan, og hvor der kan være behov for yderligere opmærksomhed inden for tal, regnestrategier og algebra.
“Derefter kan lærerne bruge testene til at se på, hvad er næste skridt for min undervisning. Hvad kalder elevernes besvarelser på, og hvad kan være et relevant næste skridt i undervisningen,” siger Stine Dunkan Gents, der deler formandskabet med Mette Thompson.
De første tilbagemeldinger er gode
Stine Dunkan Gents er lektor på læreruddannelsen på professionshøjskolen Absalon, og hun har også siddet med i testkommissionen for overgangstestene. Det har givet hende en viden, som hun har benyttet sig af i arbejdet med den nye nationale færdighedstest i tal, regnestrategier og algebra.
I løbet af udviklingsfasen af testene, har lærere løbende været med til at afprøve opgaverne, og tilbagemeldingerne har været gode, fortæller forpersonen:
”Vi synes, at opgaverne er blevet modtaget positivt, der hvor vi har været ude. Lærerne er glade for, at det netop er tal, regnestrategier og algebra, vi har valgt at gå i dybden med, og at testen ikke bare er smurt tyndt ud over fagets mange områder.”
Lommeregnerne er ude
Et af stederne, hvor de nye test skiller sig ud, er ved elevernes adgang til hjælpemidler. Eleverne må ikke længere bruge lommeregner under de nationale test. Det har ellers tidligere været muligt ved nogle af opgaverne.
“Opgaverne er designet, så de kan løses ved hjælp af elevernes talforståelse og fleksible regnestrategier. Derfor har vi været meget opmærksomme på både talområderne og de konkrete tal, der indgår i opgaverne, hvilket har gjort lommeregneren overflødig,” siger lektoren.
Lærerne kan bruge det i undervisningen
Når eleverne har gennemført testen, bliver de hver især placeret på et færdighedstrin. Her beskrives det, hvad eleven på dette trin typisk kan, og så kan læreren klikke ind på opgaverne og se, hvad eleven har svaret.
På længere sigt er det meningen, at der vil være inspirationsmateriale tilgængeligt til lærerne, som udarbejdes ud fra konkrete opgaver fra testene.
Testkommissionen er stadig i gang med at udvikle inspirationsmaterialet, som forventes at være klar på alle klassetrin til næste år, oplyser Stine Dunkan Gents.
De fleste elever kan nå gennem opgaverne
De nye nationale test i tal, regnestrategier og algebra består af et fast opgavesæt, så alle elever får de samme opgaver.
“Vi vil rigtig gerne give eleverne en god testoplevelse. Så når vi sammensætter et opgavesæt kigger vi både på opgavens sværhedsgrad og også den gennemsnitlige tid, som eleverne er om at svare på opgaven. Derved sammensætter vi et sæt, som størstedelen af eleverne kan nå igennem på den tid, der er sat af. Så de fleste elever vil nå at blive færdige,” siger forpersonen.
Lærerne kan droppe andre test
Stine Dunkan Gents håber, at de nationale færdighedstest kan reducere mængden af test, som lærerne giver deres elever.
“Jeg vil opfordre skolerne til at bruge resultaterne fra de nationale færdighedstest og overveje, om der fortsat er behov for at teste eleverne på samme klassetrin i et andet system, som skolerne bruger penge på, når nu det her er obligatorisk at gennemføre,” uddyber hun.
It-system forbedrer oplevelsen
Med de nye nationale test følger også et nyt it-system, der skal skabe bedre brugeroplevelser, fortæller forpersonen.
Det tidligere system var skabt i 00’erne, og nu er der kommet et opdateret system, der blandt andet har gjort det muligt, at elever i 2. og 4. klasse kan vælge at få opgaveteksterne læst op.
“Vi tester jo ikke deres læsefærdigheder, så det har været vigtigt for os, at læsningen ikke skal spænde ben for at løse opgaverne,” siger Stine Dunkan Gents.
Derfor skal eleverne have høretelefoner til rådighed, når de gennemfører testen.
Prøverne og systemet er allerede blevet afprøvet af skoler, og her har tilbagemeldingerne blandt andet lydt på, at det var et mere lækkert setup, fortæller Stine Dunkan Gents.
Testkommissionen består ud over de to forpersoner, Stine Dunkan Gents og Mette Thompson, også af lektor på Absalon Thomas Kaas og lektorerne fra Via Loá Björk Jóelsdóttir og Kaj Østergaard
Alle opgaverne har været gennem en såkaldt Rasch-analyse, der sikrer, at der er sammenhæng mellem hvor dygtige eleverne er, og sandsynligheden for at de svarer korrekt på en opgave.
Den nationale færdighedstest i matematik er klar: Testen er ikke “smurt tyndt ud”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.