Vi reformerede, digitaliserede, testede, målte og kontrollerede. Men vi glemte at lytte til lærerne

Jeg har været lærer i mere end 20 år. Derfor rammer de nye Pisa-tal om danske skoleelevers faglighed mig hårdt.

Udover de nedslående faglige resultater, viser PISA-rapporten også, at børn læser mindre, koncentrationen er udfordret, skærmforbruget er eksploderet, og kunstig intelligens kan nu på få sekunder udføre en del af det mentale arbejde, eleverne tidligere selv måtte kæmpe med.

Der findes ikke én simpel forklaring. Men vi skal heller ikke være historieløse. Nogle af os husker nemlig 2013. Omkring 60.000 lærere blev lockoutet midt i konflikten om lærernes arbejdstid og umiddelbart før en af de største forandringer af folkeskolen i nyere tid.

Vi lærere advarede. Mod længere skoledage som mål i sig selv. Mod mindre forberedelsestid. Mod detailstyring. Mod forestillingen om, at flere undervisningstimer automatisk betød mere læring.

Men politikerne vidste bedre. Christine Antorini, Bjarne Corydon og Helle Thorning-Schmidt m.fl. stod bag en tid, hvor lærernes advarsler alt for ofte blev behandlet som modstand mod forandring frem for erfaringer fra mennesker, der faktisk stod i klasselokalerne.

Problemet var ikke kun elevernes skoledag. Det handlede også om lærernes mulighed for at være gode lærere. Når læreren får flere undervisningstimer samtidig med flere møder, handleplaner, evalueringer, registreringer, inklusionsopgaver, forældresamarbejde og administrative krav, bliver der mindre tid til kerneopgaven.

Dårligere til at finde svar

God undervisning begynder nemlig længe før læreren træder ind i klasselokalet. Den kræver forberedelse, faglige overvejelser, feedback og tid til at se den elev, der er ved at falde bagud. Når den tid forsvinder, falder kvaliteten. Og lærerne slides.

Det er også en del af forklaringen på, at vi har svært ved at fastholde uddannede lærere. Når en erfaren lærer forlader folkeskolen, mister vi ikke bare en medarbejder, men års faglighed, relationskompetence og klasseledelse.

Folkeskolereformen skulle løfte fagligheden. Den afsluttende følgeforskning viste i 2020, at reformen ikke havde skabt de ønskede forbedringer i elevernes faglige resultater og trivsel.

Samtidig kom digitaliseringen buldrende. Computere og tablets blev nærmest betragtet som fremskridt i sig selv. Bøger, papir og blyant blev skubbet tilbage. Nu kommer AI oveni. Hvis vi ikke passer på, får vi en generation, der bliver fantastisk dygtig til at få et svar, men dårligere til selv at finde frem til det.

Man bliver ikke en god læser uden at læse. Man lærer ikke at skrive ved at få en chatbot til at formulere teksten. Og man udvikler ikke koncentration ved konstant at blive afbrudt. Derfor skal bøger, papir og blyant tilbage. Skærmene skal begrænses markant, og AI bør som minimum ikke bruges af elever før udskolingen.

Begynd med at lytte

Men faglighed handler også om motivation. Når elevernes nysgerrighed, motivation og vedholdenhed falder, og fraværet samtidig stiger, er det alvorligt. Læring forudsætter i høj grad trivsel, motivation og nysgerrighed.

Et barn skal kunne koncentrere sig, blive frustreret, prøve igen og opleve glæden ved endelig at forstå noget. Man kan ikke presse læring ind i børn. Man skal skabe betingelserne for, at den kan finde sted.

Det kræver forventninger og krav. Men også fællesskab, mening, mestring og voksne, der har tid. Derfor skal vi også gøre noget ved lærernes arbejdsvilkår: færre lektioner, færre opgaver væk fra undervisningen, mere forberedelsestid og mere faglig autonomi.

Vi skal give lærerne mulighed for igen at være lærere – og give dem noget tilbage, som alt for længe er blevet taget fra dem: tilliden til deres faglighed. Vi har reformeret, effektiviseret, digitaliseret, testet, målt, dokumenteret og kontrolleret.

Måske skulle vi prøve noget radikalt anderledes: Give lærerne tid til at undervise og børnene lysten, roen og tiden til at lære. For 13 år siden stod titusindvis af lærere og råbte op. Denne gang kan vi passende begynde med at lytte.