De nye Pisa-resultater er en katastrofe, men de bekræfter min mavefornemmelse

En katastrofe. Det var min umiddelbare reaktion, da jeg læste nyheden om de nye PISA-resultater. Det går nemlig alvorligt tilbage på alle faglige fronter, mange pjækker fra skole, og mere end hver femte elev kan ikke se meningen med at gå i skole. Det bør få alarmklokkerne til at ringe for alle, der ønsker det godt for vores folkeskole.

Der er god grund til at være skeptisk overfor Pisa. For i kølvandet på Pisa-chokket fra 2001 fulgte lærerbashing, reformer og konflikter.

Derfor kan jeg godt forstå, hvis lærernes automatreaktion på de nye resultater bliver, at Pisa da også bare er noget lort.

Jeg tror dog, at resultaterne bekræfter en mavefornemmelse, som mange af os har gået med længe.

For vores elever er anderledes end for 10-15 år siden. Det er sværere for dem at fordybe sig i en opgave. Det er sværere at være en naturlig del af et klassefællesskab. Det er sværere at kunne være i klassen uden særaftaler.

Når jeg læser debatten her på Folkeskolen, og når jeg snakker med lærere fra hele landet, går en ting igen: Den faglige undervisning er under pres, mens elevernes personlige behov fylder langt mere. Det kræver mere af os lærere.

Svaret er ikke mere styring

Jeg har de sidste år talt med flere af de alt for mange lærere, der har valgt at stoppe. De fortæller om glæden ved at nørde igennem med at lave fede, faglige undervisningsforløb. De fortæller også, at det er blevet mere vanskeligt at gennemføre dem, og det er en væsentlig årsag til, at de til sidst finder noget andet at lave.

Vi kan hurtigt skyde skylden for de katastrofale PISA-resultater på coronanedlukninger eller AI. Men ligesom jeg ikke vil bebrejde elever og forældre, mener jeg også, at det vil være at lukke øjnene for ægte, strukturelle problemer, hvis vi bortforklarer resultaterne med eftervirkninger fra coronatiden og kommer med en lappeløsning om bare at fjerne alle skærme fra undervisningen.

For faktum er, at folkeskolen i alt for mange år har været underfinansieret. Regeringen har lovet fem milliarder kroner i regeringsgrundlaget, men jeg tvivler kraftigt på, hvor langt de penge rækker.

Jeg mangler nemlig stadig at se, hvor mange af pengene, skolerne rent faktisk får gavn af, når de også skal række til alt muligt andet end skolen. De er nemlig afsat til hele børneområdet, ikke bare til skolen.

Når jeg læser, at cirka halvdelen af kommunerne vil spare på folkeskolen til næste år, så frygter jeg, at vi fortsat vil se en underfinansieret folkeskole, når denne regeringsperiode er slut.

Spørgsmålet er nu, hvordan politikerne denne gang reagerer på Pisa-chokket. For sidste gang blev svaret mere styring af lærernes arbejde. Det viste sig slet ikke at virke. Tværtimod er den faglige krise større end før nationale tests, reformer og øget timetal til både lærere og elever.

Jeg beder til skoleguderne om, at svaret fra politikerne denne gang bliver at lytte til de lærere, der i årevis har råbt op om folkeskolens krise. Vi ved faktisk en hel masse om, hvad der skal til for at lave den kvalitetsundervisning, som vores elever fortjener.