Der er en overset pointe bag Pisa-resultaterne

De nye Pisa-resultater er alvorlige, og reaktionerne er kommet hurtigt.

Undervisningsministeren taler om en læringskrise, statsministeren indkalder til pressemøde, og Danmarks Lærerforening peger på behovet for uddannede lærere, mere forberedelsestid og flere lærere i undervisningen.

Det er svært at være uenig i den retning. Hvis vi ønsker undervisning med mere fordybelse, variation og faglig kvalitet, skal lærerne have mulighed for at skabe den. Og hvis vi mener det alvorligt, når vi efterlyser mere forberedelsestid, må vi også tale konkret om lærernes undervisningstimetal. Mere forberedelsestid kommer ikke af sig selv.

Men Pisa-debatten bliver efter min mening for snæver, hvis den primært handler om, hvordan vi skaber bedre undervisning. For selv den bedst forberedte undervisning har begrænset betydning for de børn og unge, som har svært ved overhovedet at være deltagende i den.

Hvad gør det svært at deltage i undervisningen?

Læseforsker Simon Skov Fougt peger blandt andet på voksende fravær og på, at 22 procent af eleverne svarer, at skolen er spild af tid. Det er værd at hæfte sig ved, fordi det peger på noget mere grundlæggende end faglige resultater alene: børn og unges forhold til skolen som sted for læring og fællesskab.

Deltagelsesvanskeligheder kan vise sig som fravær, men også som uro, konflikter, tilbagetrækning, udmattelse eller elever, der fysisk er til stede uden reelt at være med. Her bliver spørgsmålet ikke kun, hvordan vi får barnet til at deltage mere, men også hvad der gør deltagelsen vanskelig, og hvilke betingelser omkring barnet der kan ændres.

Det er det perspektiv, jeg arbejder med under betegnelsen bæredygtig deltagelse. For mig handler deltagelse ikke kun om, hvorvidt barnet møder op eller gør det, vi forventer. Det afgørende er også, om den måde, barnet deltager på, kan bæres over tid. Et barn kan være til stede hver dag og samtidig bruge så mange kræfter på at leve op til kravene, afkode sociale situationer eller regulere sig selv, at det på længere sigt ikke holder.

Det betyder ikke, at ansvaret blot skal flyttes fra barnet til omgivelserne, eller at krav skal forsvinde. Men vi bør være nysgerrige på samspillet mellem barnet, kravene, relationerne, fællesskabet og skolens rammer, før vi konkluderer, at problemet alene ligger hos eleven.

Faglighed og deltagelse er derfor heller ikke to forskellige dagsordener. God undervisning forudsætter, at børn og unge har reel adgang til at være deltagende i den. Derfor giver det mening både at investere i lærernes faglighed og arbejdsvilkår og styrke skolernes evne til at arbejde kvalificeret med deltagelsesvanskeligheder.

Vi har allerede læsevejledere, matematikvejledere og andre faglige ressourcefunktioner. Jeg mener, at der er et tilsvarende behov for en stærkere faglighed omkring selve deltagelsen. Det er baggrunden for, at jeg arbejder med udviklingen af en deltagelsesvejlederfunktion. Tanken er ikke en person, der overtager arbejdet fra lærere og pædagoger eller skal “fikse” det enkelte barn, men en faglig ressource tæt på praksis, som kan styrke teams i arbejdet med børn og unges muligheder for deltagelse.

Når undervisningsministeren siger, at eleverne skal hjælpes til at lykkes både fagligt og socialt, bør deltagelse derfor være en del af diskussionen. Ikke som et alternativ til bedre undervisning, men som en forudsætning for, at undervisningen får mulighed for at virke.

Pisa fortæller os ikke præcist, hvorfor resultaterne falder, og vi skal være varsomme med hurtige forklaringer og enkle løsninger. Men den aktuelle krise bør også få os til at spørge, om vi har været tilstrækkeligt optaget af, hvad det kræver for forskellige børn og unge faktisk at kunne være en del af skolens undervisning og fællesskaber over tid.