I Sverige får de forberedelsestid. I Danmark må vi nøjes med AI

Jeg er så heldig, at jeg sidder i både det lokale Medindflydelses- og Medbestemmelsesudvalg (MED) og vores skolebestyrelse. Der har jeg fornøjelsen af at læse budgetmapper og skal komme med høringssvar. I det kommende budgetforslag er der ingen direkte besparelser på skolerne, og det er vi jo alle sammen glade for.

Til gengæld studsede jeg over et forslag om mere AI i forvaltningens administration. Jeg læste nysgerrigt videre for at finde ud af, hvilke fantastiske besparelser man kan opnå med denne model. Jeg faldt over denne særlige formulering i afrapporteringen til Greve Kommune:

”Baseret på internationale og lokale erfaringer kan man opstille følgende eksempel: Hvis en administrativ medarbejder bruger cirka 30 minutter dagligt på rutineopgaver, kan en struktureret brug af AI-værktøjer typisk reducere tidsforbruget med 20–25 procent. Det svarer til en daglig tidsbesparelse på ca. 6–7,5 minutter.”

6-7,5 minut pr. dag. Hvilken fantastisk besparelse. Så skal vi selvfølgelig ikke tale om det forøgede klimaftryk ved brugen af AI, undermineringen af de fagprofessionelles faglighed (forberedte lærere bliver ekspertlærere) eller manglen på gennemsigtig sagsbehandling. Vi kan spare 6–7,5 minut.

Tabte kæben

Her kunne den snarrådige læser møde mig med en kommentar om, hvordan administrativt forvaltningsarbejde er væsentligt anderledes end skolelærernes arbejde. Men er det virkelig det?

Som lærer har jeg nogle daglige administrative opgaver med forældrekontakt, opfølgning på kalender og lignende. Så ja, en lærer laver også administrativt arbejde, og derfor ville kommunen også kunne argumentere for, at lærerne kan spare tid med AI.

Men jeg vil faktisk argumentere for (selvom Aula er noget fanden har skabt i vrede), hvordan mine fagprofessionelle sociale færdigheder bliver bedre for hver gang, jeg skal ”løse” en svær skriftlig samtale med forældre. Mine kollegiale relationer bliver bedre for hver gang, jeg skal søge hjælp hos en kollega. Det er det, vi i ”gamle dage” kaldte faglig sparring.

For nylig fik jeg en invitation til et digitaliseringsnetværksmøde i Danmarks Lærerforening. Der så jeg et spændende punkt på dagsordenen: ”Introduktion til AI-værktøjer til læreres forberedelse af undervisning.” Jeg tabte kæben.

Siden 2013 har lærerne råbt på mere forberedelse. Men fordi KL har set et muligt besparelsesperspektiv i sprogmodellerne, så hopper Danmarks Lærerforening direkte med på vognen?

Kæmp for forberedelsestiden

I Sverige får lærerne nu en times forberedelse per undervisningstime. På den anden side af Øresund vælger man således at prioritere forberedelsestiden. I Danmark vælger DLF at give køb på lærernes forberedelsestid. Den kan AI jo klare.

Vi har allerede problemer med, at danske gymnasielever frygter og oplever faglig dovenhed på grund af brugen af AI. I en undersøgelse fra EVA fortæller 32 procent af de elever, der bruger AI, at de er bekymrede for dens indflydelse på deres læring. 40 procent oplever selv, at de bliver mere dovne af at bruge AI.

Hvis det har så negativ en indvirkning på vores unge mennesker, hvordan kan vi så forsvare at bruge sprogmodellerne i det hele taget? Hvis lærerne skal være gode rollemodeller, hvordan kan vi så forsvare at inddrage AI i forberedelsen af undervisningen?

Det ville klæde DLF at gøre følgende:

For det første skal fagforeningen sikre forberedelsestiden, så lærerne får tiden til at forberede relevant og kvalificeret undervisning.

Dernæst skal den fravælge AI og stå fast på, at lærerne kan finde ud af deres fag og bliver dygtigere ved at arbejde aktivt med det.

For det tredje skal den sikre elevernes læringsudbytte med forberedte og engagerede lærere, hvor viden, erfaring og kreativitet ikke er udliciteret til amerikanske techgiganter.