Jeg fejlede, efter min elev bad mig ”blande mig fucking udenom”

Jeg står nu i mit fjerde år som lærer. Statistisk set er der stor risiko for, at jeg er på vej ud af faget. Men jeg ønsker at blive. Jeg elsker nemlig mit arbejde, men jeg er bekymret for den måde, den politiske debat om skolen udvikler sig – særligt debatten om PDO, magtanvendelse og lærernes autoritet.

I en 7. klasse havde jeg en elev, der ofte svarede igen med hårdt sprog. En dag bad jeg ham tage sin computer frem, og han råbte:

“Bland dig fucking udenom og lad mig være!”

Jeg blev ramt på autoriteten og svarede prompte: “Så kan du gå ud, til du kan tale ordentligt.”

Han smækkede døren og kom ikke tilbage.

Dengang følte jeg, at jeg havde sat en grænse og vist klassen, at sådan taler man ikke til sin lærer. Men hvad fik vi ud af det? Han lærte intet, og jeg mistede relationen til ham, mens resten af klassen så en konflikt, der kun blev skærpet.

Først senere forstod jeg, at hans råb ikke handlede om respektløshed, men om frustration. Han var kørt fast fagligt og dækkede det til med hårde ord. Det var mig, der tabte, fordi jeg reagerede på sproget i stedet for signalet bag. Og netop dér afslører PDO-retorikken sit svigt: Den risikerer kun at se adfærden, aldrig årsagen.

Politisk gaffatape

På læreruddannelsen lærte jeg, at en lærers autoritet ikke bygger på frygt, men på tydelighed, faglighed og tillid. Når eleverne mærker, at jeg står fast på rammerne og samtidig vil dem det godt, følger de mig.

PDO-retorikken påstår det modsatte: At autoritet skabes ved at stemple børn og sætte magt bag ordene. Men den slags autoritet varer kun fem minutter. Den skaber ikke respekt, kun tavshed.

At kalde børn pissedårligt opdraget og fremhæve magtanvendelse som løsning på lærernes autoritetstab er i virkeligheden en lappeløsning. Det er den politiske version af gaffatape: Hurtigt, nemt, og helt uegnet til at holde i længden.

Det minder mig om psykologen Dorthe Birkmoses advarsel om forråelse: Når sproget bliver hårdere, risikerer vi at flytte fokus væk fra børnene som mennesker og i stedet se dem som problemer, der skal kontrolleres.

Det er meget uhensigtsmæssigt, fordi den stempler børnene. Og når politikerne får skoledebatten til at handle om opdragelse og magtanvendelser, fraskriver de sig samtidig ansvaret for de rammer, de selv har sat for skolen. Problemerne handler ikke om opdragelse eller lærernes manglende “magt”, men om et stigende pres på både elever og lærere.

Giver børnene skylden

Vi står midt i en lærerkrise. Næsten hver fjerde nyuddannet lærer forlader folkeskolen inden for de første fem år. Det er ikke tid til hurtige løsninger, hvor vi skyder fokus væk fra det, der er vigtige for, at unge lærere som mig selv kan se sig selv i faget: Ressourcer, klassestørrelser og tid til relationsarbejde.

Det er tid til at tage lærernes faglighed alvorligt, og at politikerne viser respekt for vores profession. Det handler om at give os mulighed for at gøre det, vi er uddannet til: Til at skabe læring gennem relationer, tydelige rammer og pædagogisk indsigt.

For i bund og grund handler det om børnesyn. På læreruddannelsen lærte jeg, at børn gør det godt, når de kan, og at min autoritet skal bygges på relationer, tydelighed og faglighed. Det tror jeg stadig på, og det bør vores politikere også. Fokusér derfor på at skabe de rammer, der gør det muligt at udfolde vores faglighed i stedet for at fraskrive jer ansvaret ved at give skylden til børnene.