Specialområdet er en økonomisk bombe under folkeskolen

Folkeskolen står i dag i en situation, som mange forældre og ansatte kan genkende – men som alt for få politikere tør sige højt: Den er skruet så skævt økonomiske sammen, at den underminerer sig selv.

Helt almindelige skolebørn bliver nemlig ramt af en økonomisk model, hvor stigende udgifter til det specialiserede undervisningsområde direkte dræner almenområdet. Her i Hjørring, hvor jeg sidder i en skolebestyrelse, betyder det færre voksne i klasserne, færre aktiviteter for eleverne, mindre trivsel og en skole, der langsomt mister det, der gør den til en fællesskabsskabende institution.

Vi er ikke alene med udfordringen heroppe i Nordjylland. Over hele landet ses samme tendens, at flere og flere penge går til specialområdet, mens almenskolernes økonomi udhules år for år.

Problemet er ikke viljen til at hjælpe de mest sårbare. For selvfølgelig skal de elever have den bedst mulige undervisning. Derfor skal du ikke læse dette indlæg som en kritik af specialskolerne og de elever, der går i dem. Til gengæld vil jeg pege på den problematiske måde, vi har organiseret henholdsvis specialområdet og almenområdet.

I dag er specialområdet nemlig en lovbunden skal-opgave. Den SKAL finansieres – uanset hvor dyr den er, og uanset hvor meget den vokser. Men folkeskolens almenområde? Det er blevet en reel kan-opgave. Det er her, man i kommunerne kan spare, når budgettet skrider. Og det gør det!

Konsekvensen er et system, hvor almen og special reelt bliver sat op imod hinanden. Hvor én elevs behov kan udløse besparelser for 24 andre. Det er ikke værdigt. Hverken for de børn, der har brug for specialtilbud – eller for flertallet i almenklasserne.

Adskil specialskolerne og almenskolerne

Samtidig forværres skævheden af, at privat- og friskoler i praksis kan køre på frihjul. De modtager offentlige tilskud, men løfter ikke de tungeste opgaver i samme omfang. Når en elev bliver for kompleks, sendes regningen – både pædagogisk og økonomisk – tilbage til folkeskolen. Resultatet? Endnu færre ressourcer til de børn, der bliver.

Det er ikke ond vilje fra nogens side. Det er et system, der er konstrueret forkert. Derfor har jeg stillet et borgerforslag: At flytte det specialiserede social- og specialundervisningsområde væk fra kommunerne og over i regionerne.

Det handler om tre ting: At beskytte folkeskolens almenområde, at skabe en mere stabil og retfærdig finansiering samt at samle specialiseret ekspertise og kvalitet ét sted.

Kommunerne er ganske enkelt for små til at bære de tungeste og mest uforudsigelige udgifter til specialområdet alene. Derfor bør vi adskille specialskolernes økonomi fra almenskolernes.

Det her er ikke en kritik af enkelte skoler eller medarbejdere – tværtimod. De knokler hver dag for at få et presset system til at hænge sammen. Men vi skylder både dem og vores børn at sige højt: Den økonomiske model for folkeskolen fungerer ikke længere.

I regeringsgrundlaget står der, at regeringen vil lave en ny finansieringsmodel, ”der sikrer en mere ensartet grundfinansiering med det mål, at skoler i hele landet får de samme basisvilkår for at give alle elever en god undervisning og en tryg skoledag.”

Det vil jeg følge nøje, og jeg håber, at mit borgerforslag kan lægge pres på den nye regering for at ændre den økonomiske model for folkeskolen. Hvis vi vil bevare en stærk folkeskole, kræver det, at vi tør ændre strukturen – ikke bare spare endnu mere.