Hvor ender de 5 milliarder, folkeskolen skulle have?

Da jeg hørte om det nye regeringsgrundlag, glædede jeg mig til at læse, hvad der ventede folkeskolen. I årevis har politikere på tværs af partier talt om mistrivsel, inklusion, skolefravær, lærerflugt, rekrutteringsproblemer og behovet for at styrke fagligheden i folkeskolen.

I valgkampen ville Socialdemokratiet investere fem årlige milliarder i folkeskolen, SF ville bruge 6,2 milliarder og Radikale mente, at skolen fortjente hele 7,1 milliarder om året. Fælles for de tre partiers skoleudspil var, at de netop var skoleudspil. Altså var milliarderne øremærket en folkeskole, der virkelig trænger til en ordentlig saltvandsindsprøjtning. Ikke til alt muligt andet.

Mine forventninger til regeringsgrundlaget var derfor høje, da jeg satte mig til at læse. Men da jeg var færdig, sad jeg i stedet tilbage med en kæmpe skuffelse. Regeringen afsætter fem milliarder kroner til ”Børnenes Danmark”. Det lyder umiddelbart som et enormt beløb, der matcher socialdemokraternes valgkampsudspil. Men jeg vil anbefale alle jer med interesse i folkeskolen om at læse hele ”Børnenes Danmark” – og ikke bare lytte til overskrifterne om de fem milliarder. For så vil I hurtigt opdage, at pengene også skal bruges på alt muligt andet end skolen.

Savner svar fra Heunicke

De samme fem milliarder skal nemlig også være med til at finansiere daginstitutioner, minimumsnormeringer, SFO'er, klubtilbud, familieindsatser ved mistrivsel og skolefravær, fritidstilbud til udsatte børn, øget kontanthjælp til udsatte unge, renovering af skoler og dagtilbud, en ekspertgruppe, uddannelsesstillinger i dagtilbud samt en række øvrige initiativer på børne- og ungeområdet. Det er alt sammen gode formål, ingen tvivl om det. Men det betyder også, at de fem milliarder skal strækkes meget langt.

Hvis man fordeler beløbet på alle de børn, som ordningerne skal komme til gavn, kan det kun svare til få tusinde kroner per elev i skolen. Og når pengene samtidig skal fordeles mellem så mange andre områder, bliver jeg urolig på folkeskolens vegne. Derfor vil jeg gerne stille den nye undervisningsminister følgende spørgsmål:

Hvor mange flere folkeskolelærere giver ”Børnenes Danmark” egentlig?

Hvor mange penge ender i skolerne, og hvor meget ender andre steder?

Hvor mange flere to-voksen-timer giver det?

Hvor mange færre elever giver det i klasserne?

Hvor meget mere tid til den enkelte elev giver det lærerne?

Jeg savner svar på de spørgsmål, og jeg håber, at Magnus Heunicke vil svare på dem.

Svært ikke at være skuffet

Folkeskolen har ikke brug for flere flotte overskrifter. Den har brug for mærkbare forbedringer i hverdagen. For læreren, der står alene med en klasse på 26 elever. For eleven, der har brug for ekstra støtte. For den skole, der kæmper med at rekruttere uddannede lærere og fastholde dem, der allerede er der.

I valgkampen blev skolen stillet et stort løft i udsigt, men vi lærere, vores elever og forældrene kan stå tilbage med en enorm skuffelse efter denne regeringsperiode, fordi regeringen missede en chance for virkelig at gøre noget godt for folkeskolen.

Jeg håber, at regeringen og Magnus Heunicke kan overbevise mig om, at jeg tager fejl. Men når jeg læser regeringsgrundlaget, ser jeg mange gode intentioner og relativt få konkrete svar på, hvordan folkeskolens hverdag faktisk bliver forbedret.

Og det er svært ikke at være skuffet over.