Skolen og lærerne blev nævnt 35 gange. Men der var ikke én eneste lærer med

Det er lige så sikkert som amen i kirken, at vi hver sommer skal igennem den samme uddannelsesdebat, efter at optaget på uddannelserne bliver offentliggjort. For til absolut ingens overraskelse faldt ansøgertallene til lærer-, pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen igen-igen-igen.

Selvom der sjældent er noget nyt i den debat, lyttede jeg alligevel til halvanden times P1 Debat om emnet. Her debatterede et panel af syv kloge mennesker, hvad vi dog skal gøre for, at vi får unge mennesker til at vælge det, nogle med et irriterende udtryk kalder for velfærdsuddannelserne.

I sådan en debat er det helt naturligt, at værten og gæsterne nævner skolen og lærernes rolle i, hvordan problemet løses. På P1 kom de da også vidt omkring. Om inklusion, lærernes manglende efteruddannelse og muligheder for at udvikle deres fag, vikardækning, dannelse, neurodivergente børn og lærerens rolle i samfundet gennem historien.

Det er helt fint alt sammen. Men jeg var nødt til at lytte debatten igennem en ekstra gang for at tælle, hvor mange gange skolen og lærerne blev nævnt. Det var hele 35 gange, men der var ikke én eneste lærer med i studiet.

For mig bliver den udsendelse et billede på et problem, vi har i Danmark, når det gælder debatten om folkeskolen og lærerne. Nemlig at vi alt for ofte taler om lærerne, mens vi glemmer at tale med lærerne.

Et skrækeksempel er julemandsgate fra sidste jul, hvor en lærer var kommet til at fortælle den sandhed til sine elever, at julemanden altså ikke findes – til en julemandsglad mors store forargelse.

Flere medier kastede sig over historien. TV 2 fandt det naturligt først at ringe til en psykolog, der rystet kunne udlægge teksten. Senere blev paneler af kendisser i aftenhyggeprogrammer spurgt om deres holdning til, om lærere nu kunne gøre den slags. En præst blev endda spurgt af et medie.

Men lærerne blev ikke spurgt.

Hvor er lærerne?

Inden der går helt mediemagasin i den, vil jeg gerne understrege, at tendensen med at tale om og ikke med lærerne er bredere. Da reformkommissionen for et par år siden fremlagde sin plan for folkeskolen, som blev udgangspunkt for regeringens senere ændringer af skolen, bestod den nærmest kun af økonomer. Men ingen med pædagogisk-didaktisk viden. Dog havde et af medlemmerne stået bag et kateder for mere end 30 år siden.

Jeg husker også at være blevet inviteret til regeringens skoletopmøde, inden den fremlagde sin skoleaftale. Fedt, tænkte jeg, for så kan jeg og de fire andre inviterede lærere jo give vores besyv med.

Men der var jeg nok for naiv. I stedet sad vi en hel sal af mennesker med interesse i skolen og kunne lytte til hele regeringstoppen (der i øvrigt kom alt for sent) fortælle tøhø-historier om deres egen skoletid, inden der var et par oplæg og en workshop, som vi ikke nåede på grund af deres forsinkelse.

Den medie-akademiske elite

I disse år hører vi hele tiden, også fra Mattias Tesfaye, hvor vigtigt det er at genskabe lærernes autoritet og respekten om lærerne og deres arbejde. I alle mulige debatter hører jeg også igen og igen og vigtigheden af at tale lærerne og skolen op.

Læs også

Undersøgelse

Lærerne savner respekt fra omverdenen: Samfundet forstår ikke, hvad lærerne gør

Alligevel er det som om, at det naturlige for de fleste medier og politikere er at spørge et hav af meningsdannere og akademikere – særligt økonomer og psykologer – til råds om, hvordan skolen skal indrettes, og hvad lærerne skal gøre.

Derfor virker det også hamrende hult, hver gang jeg hører denne medie-akademiske elite tale om respekt og autoritet. Ja, i det hele taget når de talerne om lærerne fra deres udgangspunkt bag hæve-sænke-bordet.

Min opfordring er derfor klar: Tal med os i stedet. Invitér os med til bordet som det mest naturlige i verden, når vi skal diskutere skole. Se, det er at vise respekt.