Jeg tror, man kan slippe afsted med at presse lærernes ytringsfrihed, fordi vi danskere bare trækker på skuldrene

Hvis jeg havde en 10’er for hver gang, en lærer har skrevet, at ”nogle burde skrive om”, og denne ”nogle” skulle være mig, så havde jeg ikke skrevet denne tale i en skramlet toværelses andelslejlighed. Jeg ville kunne opgradere til en lækker ejerlejlighed.

Hvis jeg så lægger til de gange, hvor jeg lidt irriteret har spurgt lærerne tilbage; ”Hvorfor skriver du det ikke selv, du har jo alle argumenterne” - og svaret har været afarter af: ”Nej, nej, nej, dét tør jeg ikke”.

Ja, så tror jeg simpelthen, at jeg kunne have forfattet talen i en skøn herskabslejlighed på Frederiksberg.

Og hvorfor skal I så høre om mine boligdrømme?

Jo, det illustrerer de problemer, vi har i Danmark med offentligt ansattes ytringsfrihed. Tillad mig at fokusere på lærerne, for dem kender jeg nemlig særdeles godt til gennem et årti i skoledebatten og fra mit arbejde som debatvært på Fagbladet Folkeskolen.

Et virkelig alvorligt eksempel fra i år er sagen med læreren Rikke Johansen, som i Berlingske har fortalt om, hvordan hun blev indkaldt til tjenstlig samtale (selvom forvaltningen på bagkant valgte at kalde det en tilrettevisende samtale) efter hun i samme avis havde fortalt, hvordan hun var blevet udsat for vold i arbejdstiden.

Det var et relevant emne at have en offentlig debat om. Men nej, det mente kommunen åbenbart ikke, og hun stod tilbage med følelsen af, at hun blev forsøgt intimideret til tavshed fra forvaltningens side.

Var Rikkes historie bare en enlig svale, så kunne jeg nok trække på skuldrene og sige pyt. Men det er gang på gang påvist, at alt for mange offentligt ansatte, herunder lærerne, ikke tør ytre sig om kritisable forhold.

Så sent som i efteråret viste en undersøgelse, at 37 procent af de adspurgte lærere havde undladt at ytre sig kritisk offentligt om arbejdsrelaterede forhold, selvom de havde haft lyst til det. Af dem sagde 63 procent, at det var fordi, de frygtede ledelsens reaktion.

Jeg oplever det i min dagligdag på Folkeskolens debatredaktion. Her har jeg jævnligt samtaler med debattører, der er blevet prikket på skulderen og kaldt til samtale på baggrund af noget, de har skrevet hos os. Vi har også debattører, der ikke ønsker deres skoles navn nævnt, når de skriver debatindlæg. De orker simpelthen ikke igen at skulle stå skoleret på rektors kontor, fordi nogen oppe på skoleforvaltningen har læst Berlingske eller Folkeskolen.

Guldgrube af viden går tabt

Nok har politikerne i Rikke Johansens kommune og på Christiansborg fordømt behandlingen af hende og indskærpet, at offentligt ansatte naturligvis har ytringsfrihed. Præcis som de burde.

Problemet er bare, at katten for længst er ude af sækken, og lærerne har fattet budskabet: Du er bare mere attraktiv på skolearbejdsmarkedet, hvis du knytter sylten med din kritik og holder dig til smilende at tale folkeskolen op. Hvis du er kritisk, er du ikke sådan en, der bidrager til skolens udvikling med idéer og indspark. Nej, du er et af de trælse brokkehoveder fra lærerværelsets brune hjørne.

For mig er det helt åbenlyst, at tavshedskulturen eksisterer i bedste velgående på landets skoler.

Det er et kæmpe problem af to grunde. For det første er det åbenlyst udemokratisk, når skoleledelser og skoleforvaltninger forsøger at lukke munden på lærerne.

For det andet vil jeg påstå, at der findes en sand guldgrube af viden og praksiserfaringer fra landets klasselokaler, som selvsamme skoleledelser og skoleforvaltninger burde få kendskab til.

Jeg holder min kæft

Nu havde nogle af jer havde måske troet, at min tale skulle handle om kontroversielle emner som muhammedtegninger og Israel-Palæstina i undervisningen. Jeg er ked af, at jeg må skuffe jer. Det skal andre nok komme ind på i dag, så derfor ville jeg bruge min taletid på det, der efter min overbevisning skaber mest tavshedskultur på landets lærerværelser: Det pres - reelt eller indbildsk - som kommer oppefra i det kommunale system.

Jeg tror, at man i landets kommuner kan slippe afsted med at presse lærernes ytringsfrihed, fordi vi danskere, som vi er flest, nok i virkeligheden bare trækker på skuldrene af historier som Rikke Johansens – ikke den del af historien med volden, den tager vi seriøst. Men den del med intimideringen.

Hvis vi da ikke går skridtet videre, fordi vi i virkeligheden synes, at offentligt ansatte bare skal knytte sylten og passe deres arbejde – særligt de irriterende, ræverøde, trælse og indoktrinerende lærere, der både er dovne og prøver at ødelægge vores børn med deres woke, politiske holdninger.

Det er nok bedst ramt af en bruger på Gruppen Patys facebookside, som skriver: ”Lærerne skal kende deres plads og gøre, som de får besked på, eller finde sig et andet arbejde. De er offentligt ansatte, ikke enevældige fyrster.”

Så det vil jeg gøre nu: Sætte mig ned på min plads og holde min kæft. For det er jo åbenbart det, danskerne gerne vil have.