Prøverne fylder alt for meget i folkeskolen

I folkeskolen skal vi først og fremmest uddanne vores børn til livet. Alligevel fylder prøverne alt for meget i folkeskolen. Prøver og tests styrer nogle steder undervisningen, de styrer prioriteringerne – og i stigende grad styrer de også elevernes oplevelse af skolegangen. Det er ikke godt.

Når prøverne bliver styrende for undervisningen, risikerer vi, at børnene i folkeskolen mister det vigtigste: Motivationen, nysgerrigheden og lysten til at lære. Det erstattes af lysten til at klare sig godt, når der er prøve og fokus på at få gode karakterer. Og det er et dårligt alternativ.

I dag bruger skolerne enorme ressourcer på at forberede og afvikle prøver. Timer, der kunne være brugt på feedback, vejledning og inspirerende undervisning, går i stedet til testtræning og eksamensforberedelse. Vi laver ”teaching to the test.” Det er ikke bare demotiverende og skidt for både udvikling og dannelse – det er dårlig skole.

Den nyligt afsluttede afgangsprøve i læsning viser med al tydelighed, hvor forkert et prøvesystem kan ramme. Elever, der gennem hele skoleåret har vist solide læsefærdigheder, dumper pludseligt eller får meget lave karakterer. Ikke fordi de ikke kan læse – men fordi prøven måler noget helt andet end den daglige læsekompetence.

Tilbage står læreren og skal forklare, hvordan en elev, der kunne læse i går, pludselig ikke kan læse i dag. Det er ikke bare fagligt misvisende – det er også demotiverende for børnene. Efter min mening er en af skolens fornemste opgaver at sende børnene hjem hver dag med en oplevelse af, at indsats og udvikling bliver set og anerkendt.

Men det er nærmest det modsatte, der sker, når vi taler om læseprøven. Den efterlod mange elever med en frustration, og med en oplevelse af at slå fejl. Det gør ingen nytte, og det hører ikke hjemme i folkeskolen.

Demotiverende og misvisende

Skal folkeskolen sortere og måle elever så præcist som muligt – eller skal den give dem mod på det, der venter bagefter? Indrømmet. Det er et ladet spørgsmål, men det er, som om vi på en eller anden besynderlig måde prøver at opnå det sidste ved brug af det første. Og det ærgrer mig.

For det er et problem for vores børn, hvis udskolingen opleves som ét langt prøveræs med fokus på fejl frem for fremskridt. Vi risikerer at tage lysten fra dem – lige dér, hvor den burde være stærkest.

Derfor skal vi turde spørge os selv, om vi får nok ud af alle de prøver? Jeg mener, svaret er nej. 

De ressourcer, vi i dag bruger på prøver, burde i stedet investeres i god undervisning, vedkommende feedback tæt på eleven og fokus på relationer og tryghed. Når undervisningen er varieret og meningsfuld, vokser motivationen. Når en lærer har tid til at give løbende, kvalificeret feedback, rykker eleverne sig. Og når elever bliver mødt som mennesker frem for resultater, styrkes de både fagligt og socialt.

Derfor vil jeg også opfordre til, at den ekspertgruppe, som nu er ved at afslutte sit arbejde med at vurdere folkeskolens prøver, lytter nøje til stemmerne ude fra klasselokalerne. De lærere, der fortæller, at undervisning presset ind i en prøvelogik ikke blot mister noget af sin sjæl, men også fremstår afkoblet, demotiverende og – i læseprøvens tilfælde – decideret misvisende.

Det handler ikke om at afskaffe alle prøver. Prøver kan være vigtige pejlemærker og markeringer af forløbsafslutning. Noget både elever og lærere kan have gavn af. Men mængden og betydningen af dem er efter min mening skredet.

Mit budskab er klart: Vi har brug for færre prøver og mere skole. Mere tid til fordybelse. Mere tid til den undervisning, der både øger fagligheden og tænder gnisten hos eleverne.