Flere og flere af mine kollegaer bruger ChatGPT til at rette elevernes opgaver

“Det er ikke tilladt at benytte ChatGPT, WolframAlpha og andre tekstgenererende chatbot-værktøjer.”

Jeg har endnu til gode at finde en prøvevejledning til folkeskolens prøver, hvor følgende formulering ikke optræder i en eller anden form. Det er svært at tolke på anden vis, end at folkeskolen som institution fortsat ønsker at teste elevernes egentlige færdigheder og kompetencer - og dermed ikke deres evne til at prompte en generativ AI og huske dens svar.

Alligevel kæmper jeg på efterhånden daglig basis med elever, der bruger AI til at løse selv de mest simple opgaver. Når jeg retter skriftligt hjemmearbejde, er det efterhånden blevet til detektivarbejde: Læser jeg noget, som et menneske eller en maskine har skrevet?

Og hver gang jeg tager elever i at bruge AI til at løse opgaver, der var tiltænkt en selvstændig læringsproces, får de mit efterhånden rutineprægede foredrag om, at hvis man snyder sig selv for benarbejdet og mellemregningerne, ja, så snyder man altså kun sig selv, for så går man glip af det hårde slid og den gentagne træning, hvori meget læring og dygtiggørelse finder sted.

Efter sådan en snak med en elev er det nedslående at komme ind på et lærerværelse, hvor flere og flere lader ChatGPT rette elevernes opgaver, forberede deres undervisning og endda svare på forældrebeskeder. Hvordan skal vi kunne forvente, at eleverne ikke springer over, hvor gærdet er lavest, når deres rollemodeller i skolen i stigende grad gør det? 

Vi må ikke effektivisere lærerfagligheden væk

Jeg forstår sagtens det fristende i at lade AI udføre nogle af ens opgaver. Vi lærere er trods alt spændt hårdt for, og forberedelsestiden er kritisabelt lav. Alligevel vil jeg opfordre kraftigt til, at vi ikke ukritisk lader kunstig intelligens tage over.

Det er der to væsentlige grunde til:

For det første har teknologiske udviklinger aldrig rigtig givet mennesket mindre travlt. Da vaskemaskinen kom, begyndte vi at vaske tøj langt oftere. Da bilen kom, begyndte vi at arbejde længere væk hjemmefra. Og da Aula kom og digitaliserede forældrekontakten, mangedobledes kommunikationen mellem skole og hjem.

Teknologiske udviklinger lover os mere tid, fordi de effektiviserer vores opgaver, men giver os i stedet mere travlhed, fordi de øger produktionskravene.

For det andet svækker AI lærerens vigtigste kompetencer: Hvad vinder vi som lærere ved, at en chatbot udfører en fundamental del af vores arbejde, andet end en formodet tidsbesparing? Bliver vores skole-hjem-samarbejde bedre af, at en kunstig intelligens kommunikerer med forældre for os? Bliver vi dygtigere didaktikere af, at en chatbot udarbejder vores næste forløb? Styrker det din relationskompetence og visheden om dine elevers faglige niveau, hvis en AI har rettet elevernes opgaver? Næppe. 

Mellemmenneskelig bastion

Folkeskolen i sin helhed - og lærergerningen i særdeleshed - står tilbage som en af de sidste store mellemmenneskelige bastioner i det senmoderne samfund.

Scan-selv-løsninger i supermarkeder, hjemmearbejde, et digitaliseret ‘dating-marked’, netbank osv. Listen er lang over steder, hvor klassiske interaktioner med andre mennesker er blevet moderniseret væk. Men i folkeskolen skal vi turde stå fast på mødet med hinanden. Blive ved med at se eleverne i øjnene, tale med dem, bruge tid med dem, interessere os for dem. Lave undervisning, hvor de skal tænke selvstændigt; øve færdigheder, få idéer og samarbejde.

Det skal vi, både fordi vi er uddannet til det, men mest af alt fordi det virker. Hvis vi ønsker elever, der tænker selvstændigt, må vi også selv insistere på at gøre det. Ellers lærer vi dem, at den nemmeste løsning er den bedste – stik imod hvad skolen burde lære dem.